Vorter

Mette Mogensen

speciallæge

Fakta

  • Håndvorter og fodvorter er små gevækster på hænder og fødder
  • Vorterne skyldes en virusinfektion i huden
  • De forsvinder oftest af sig selv i løbet af måneder eller år
  • Kan behandles ved at irritere huden, der hvor vorten sidder, med fx ætsende vortemidler, beskæring eller frysning
  • Det nedbryder den hårde hud omkring vorten og tiltrækker immunforsvarets celler, der kan bekæmpe vorten

Hvad er hånd- og fodvorter?

Foto af grå-gullige fodvorter. Der dannes tyk, hård hud omkring vorten

Foto af blomkålslignende fingervorte. Foto venligst udlånt af Danderm

  • Vorter er en virusinfektion i huden med en særlig type human papilloma virus, HPV, som medfører små tørre gevækster, oftest på hænder og fødder.
  • De er typisk få millimeter store og har en uregelmæssig, tør, blomkålsagtig overflade.
  • Vorterne kan sidde enkeltvis eller i grupper. Såkaldte mosaikvorter er grupper af mindre vorter, der er vokset sammen.
  • De vorter, som sidder i fodsålen, kan være ømme, hvis de udsættes for tryk.
  • Vortevirusset aktiverer dannelsen af hård hud omkring vorten, så huden omkring vorterne er ofte fortykket

Hvad er symptomerne på hånd- og fodvorter?

Små hudfarvede gevækster på hænder og fødder. Vorterne kan dog også være mere rødlige eller grålige end huden. Oftest kun få millimeter store, men vorter kan sagtens blive 1-2 cm store, især hvis patienten har nedsat immunforsvar. Der er eventuel ømhed, hvis vorterne sidder i fodsålerne eller omkring neglene.

Vorter kan dog forekomme næsten overalt på kroppen, og de kan både være formede som en halvkugle, stilkede eller flade. Vorter er ofte flade og glatte, hvis de sidder i ansigtet, flade, men blomkålsagtige hvis de sidder i fodsålerne, og mere stilkede hvis de sidder på fingrene.

Små, stilkede vorter under næsetippen hos barn

Hvordan stilles diagnosen? 

Vorter har et typisk udseende, som gør, at hverken du eller lægen sjældent er i tvivl om, hvad det er. Du kan ofte se mørke prikker i vorten, ved at skrabe det øverste lag af vorten væk. Det er små blodkar.

Hvorfor får du hånd- og fodvorter?

  • Vorter skyldes en virusinfektion i huden, human papilloma virus, HPV, som findes i 100 forskellige varianter, hvoraf en del giver almindelige vorter.
  • Infektionen angriber hudcellerne og fører til, at huden fortykkes, og der dannes en vorte, lige der hvor virusinfektionen befinder sig.
  • Smitten sker ved direkte kontakt eller via genstande. Det er almindeligt, at du smitter dig selv, det vil sige, at du overfører vortevirusset fra et sted på kroppen til et andet.

Vorter kan også spredes til andre gennem:

  • Våde, ru gulve
  • Deling af håndklæde
  • Barberskraber
  • Negleklipper
  • Hvis du rører ved vorten

Smitter vorter?

Ja! Fodvorter kan smitte, hvis du går barfodet og får små ridser under fodsålerne, især hvis gulvet er vådt, fx i svømmehaller og omklædningsrum.

Er vorter arveligt?

Nej, det er en meget almindelig virusinfektion. Nogle mennesker med arveligt eller erhvervet nedsat immunforsvar er dog særligt sårbare overfor vorter og kan danne hundredvis af vorter.

Hvilken behandling er der?

  • De fleste vorter forsvinder af sig selv. Men det kan tage lang tid, typisk 1-2 år.
  • Der findes en lang række behandlinger mod vorter. Alle behandlinger går ud på at irritere eller nedbryde fortykkelsen af den hud, hvor virus sidder. 
  • Ingen behandlinger er 100 % effektive.

Vortemiddel

  • Ved brug af vortemiddel er det vigtigt at gøre huden blød og fjerne hård hud og døde hudceller. Det kan du gøre ved at holde hænder eller fødder i lunkent vand i 5-10 minutter. Herefter skal du fjerne den hårde hud, inden du smører nyt vortemiddel på.
  • Salicylsyre creme 10 % kan anvendes til behandling af vorter. Det opløser den hårde hud.
  • En række forskellige ætsende vortemidler findes også i håndkøb på apoteket. Følg brugsanvisningen af disse nøje, så du ikke får sår.
  • Det ene vortemiddel er ikke bedre end det andet. Behandling med vortemiddel bør fortsætte, indtil vorten er væk - ofte i måneder.

Frysning eller kirurgi

  • Vorter kan også fryses væk, såkaldt kryoterapi. Frysningen skal som regel gentages med 1-2 ugers interval, indtil den er væk. Behandlingen kan gøre ondt, så den er mindre egnet til små børn.
  • Kun sjældent anvendes kirurgi til at fjerne vorten. Disse behandlinger giver ofte ar, som kan gøre ondt, særligt i fodsålerne.

Laserbehandling

Virker ved enten at brænde vorten væk eller lukke de små blodkar i vorten, afhængigt af hvilken type laser der anvendes. Laser er ikke mere effektiv end de øvrige metoder.  

Børnehave/dagpleje

  • Børn med vorter må gerne komme i børnehave eller skole. Hvis vorterne dækkes med plaster eller pensles med neglelak, beskytter det mod smitte af andre børn.
  • Børn med fodvorter bør ikke gå barfodede ved træning i fælles anlæg, fælles baderum eller i svømmehaller. Indkøb badetøfler eller sko.

Hvad kan jeg selv gøre?

Behandle med vortemiddel og beskære vorterne. Du kan begrænse spredningen af vorter ved at dække vorterne med plaster og bruge badesko i vådrum.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre vorterne?

  • Alle mennesker er udsat for smitte med vortevirus.
  • Du kan selv begrænse smitten ved at dække dine vorter med plaster. Du kan beskytte dig mod vorter på fødderne ved at have badesko på i svømmehal og omklædningsrum.
  • Du kan godt blive smittet flere gange.

Hvornår skal jeg søge hjælp? 

  • Hvis du har beskåret dine vorter og behandlet med vortemiddel i mere end 1-2 år uden effekt, eller hvis du har meget smertefulde vorter.
  • Hvis du har en hudforandring, der ligner en vorte, men bløder meget eller vokser meget hurtigt
  • I sjældne tilfælde kan hudkræft nemlig ligne en vorte

Hvad kan lægen eller en anden behandler gøre?

Først og fremmest kan man vurdere, om du behandler dine vorter korrekt, og ved manglende effekt om det eventuelt kunne dreje sig om en anden hudsygdom.

Hvornår behandler man hånd- og fodvorter?

  • Man behandler kun vorterne, hvis de er store og generende eller eventuelt begynder at sprede sig.
  • En enkelt fod- eller fingervorte kan sagtens ses an uden behandling.
  • Det er dog vigtigt ikke at smitte andre.

Hvordan udvikler tilstanden sig?

  • Vorter er helt ufarlige, men kan være generende.
  • Hos nogle går vorterne væk uden behandling efter 2-3 måneder, og hos de fleste svinder de efter 1-2 år.
  • Men hos nogle enkelte kan vorterne bestå i flere år, uden dette på nogen måde er tegn på nedsat immunforsvar.

Er hånd- og fodvorter farligt?

Nej, de er ikke farlige. 

Hvor hyppig er hånd- og fodvorter?

10-20 % af alle skolebørn har vorter, som regel i 12-15-årsalderen. Men vorter ses hos alle aldersgrupper med lidt mindre hyppighed end hos skolebørn.

Kan jeg få hånd- og fodvorter mere end én gang?

Ja, du kan godt få vorter mere end én gang.

Illustrationer

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Mette Mogensen

overlæge, klinisk lektor, ph.d., Dermato-Venerologisk afd. D, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Annika Norsk Jensen

speciallæge i almen medicin, ph.d.,

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen