Pustulosis palmoplantaris

Mette Mogensen

speciallæge

Fakta

  • En hudsygdom, der giver små faste pusfyldte blærer i håndflader og/eller fodsåler
  • Der ses rødme og skæl i det hudområde, hvor der kommer forandringer
  • De små blærer efterlader rustbrune pletter på huden
  • Det er en kronisk lidelse, der især rammer kvinder
  • Årsagen kendes ikke, men rygning forværrer tilstanden
  • Det kan være vanskelig at behandle

Hvad er pustulosis palmoplantaris (PPP)?

Pustulosis palmoplantaris fodsåler - der ses mange små pustler og rødbrune pletter efter tidligere pustler. Foto venligst udlånt af Danderm
Foto af fodsåler med de karakteristiske gule blærer, rustbrune pletter og rødme

 

  • Ved pustulosis palmoplantaris opstår der små blærer i huden fyldt med mørkegult pus, disse forandringer benævnes også pustler
  • Man forkorter også hudsygdommen "PPP", for nemhedens skyld
  • Hudsygdommen kommer udelukkende i håndflader og fodsåler
  • Pustlerne skyldes IKKE betændelse i huden. Pustlerne er sterile
  • Man kan have forandring i fx. een håndflade, men nogle har både på hænder og fødder
  • Forandringer er altid meget velafgrænsede med rødme og skældannelse i den underliggende hud
  • Oftest er huden øm og smertefuld i forbindelse med udbruddene
  • Når blærerne heler op, bliver de brunlige og dækket af en skorpe. Til sidst falder skorpen af. På huden efterlades en lille rustrød plet, der forsvinder med tiden
  • Årsagen til pustulosis palmoplantaris er ukendt. Næsten alle der får sygdommen er rygere
  • Der er uenighed om, hvorvidt PPP er beslægtet med psoriasis. Sygdommen er hyppigere hos kvinder, og findes i hele verden

 

Pustulosis palmoplantaris i fodsål. Foto venligst udlånt af DermNet
Foto af en fodsål med PPP, der ses velafgrænset rødme, gule blærer og rustbrune pletter 

Svær pustulosis palmoplantaris på begge hænder. Foto venligst udlånt af DermNet
Foto af håndflader med PPP og de karakteristiske gule blærer, rustbrune pletter og rødme

Hvad er symptomerne på pustulosis palmoplantaris?

  • Rødme af huden og små blærer fyldt med mørkegult pus i håndflader og/eller fodsåler er klassiske symptomer
  • Huden kan revne og svie i de berørte hudområder
  • Smerte i håndflader og fodsåler under store udbrud
  • Vanskeligheder med at bruge hænderne eller gå pga. de mange smertefulde pustler
  • Indimellem udbrud er huden helt normal

Hvordan stilles diagnosen?

  • Diagnosen stilles på det typiske udseende og placering i fodsåler og håndflader
  • Ofte er hudområdet rødligt, og skarpt afgrænset fra den normale hud
  • Nogle mennesker har kun sygdommen enten i håndfladerne eller på fodsålerne 

Hvorfor får du pustulosis palmoplantaris?

Man kender ikke årsagen til pustulosis palmoplantaris. Der er dog flere kvindelige rygere med stofskiftesygdom, der får hudsygdommen. I sjældne tilfælde kan hudsygdommen udløses af behandling med såkaldt TNF-hæmmere, der anvendes ved fx psoriasis-behandling.

Hvordan behandler man pustulosis palmoplantaris ?

  • Der behandles med en stærk kortisonsalve, se binyrebarkhormonsalver og cremer, der eventuelt dækkes med husholdningsfilm eller plaster til natten, hvilket gør behandlingen mere effektiv
  • Behandlingen kan aftrappes, når huden har været i ro i 1 uge, ofte er 3-6 ugers behandling nok
  • Det kan dog være vanskeligt at behandle hudsygdommen
  • Ofte er det nødvendigt at henvise til hudlæge med henblik på supplerende behandling i form af ultraviolet lys eller medicinsk behandling med tabletter
  • Man anvender en del af de samme behandlinger som ved psoriasis, fx A-vitamin præparater og lysbehandling som PUVA

Hvad kan jeg selv gøre, herunder evt. praktiske hverdagsråd?

  • Behandlingen med binyrebarkhormonsalver og cremer er mere effektiv i den tykke hud i håndflader og fodsåler, når den okkluderes - dvs når du dækker huden til med husholdningsfilm eller et særligt plaster. Det kan du selv gøre derhjemme, og det er nemmest at gøre det til natten og sove med behandlingen på
  • Almindelig hudpleje med fed fugtighedscreme og fjernelse af sårskorper og skæl er vigtig. Anvend evt. salicylvaselin 10 % eller carbamid creme til dette formål
  • Hvis du har mange pustler, er det vigtigt at vaske huden dagligt med en mild sæbe eller badeolie, for at undgå betændelse i huden. Efterfølgende smøres huden med fed creme

Hvordan undgår jeg at få eller forværre pustulosis palmoplantaris?

Ikke-rygere får meget sjældent sygdommen, rygestop kan mildne symptomerne.

Hvornår skal jeg søge hjælp? 

Hvis du spontant får blærer eller pustler i håndflader og/eller fodsåler, skal du søge læge.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Pustulosis palmoplantaris er en kronisk sygdom, men der ses ofte vekslende aktivitet i sygdommen.

Er pustulosis palmoplantaris farligt?

Nej. Det er en ufarlig, men ofte meget generende hudsygdom, da den kan vanskeliggøre almindelige aktiviteter i hverdagen, fx kan det gøre ondt, når man går. 

Hvor hyppig er pustulosis palmoplantaris?

Pustulosis palmoplantaris er meget sjældnere end psoriasis.

Kan jeg få pustulosis palmoplantaris mere end én gang?

Det er en kronisk hudsygdom, der dog kan gå i ro i mange år.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Mette Mogensen

overlæge, klinisk lektor, ph.d., Dermato-Venerologisk afd. D, Bispebjerg og Frederiksberg Hospital

Annika Norsk Jensen

speciallæge i almen medicin, ph.d.,

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen