Perioral dermatitis er et kløende rødt udslæt omkring munden med rødme, bumser og skældannelse
Årsagen er ikke helt kendt, men langvarig brug af mundbind, samt brug af stærke cremer med binyrebarkhormon i ansigtet kan være en udløsende eller forværrende faktor
En vigtig del af behandlingen er at undgå kosmetiske produkter, som kan irritere huden (pudder, skintonic, rensecremer, vådservietter, plejende cremer osv.)
Behandling med antibiotika er effektiv både som creme og tabletter
Hvad er perioral dermatitis?
Perioral dermatitis er et rødt udslæt omkring munden med rødme, skældannelser og undertiden pustler (pusfyldte knopper) omkring munden.
Det kan også opstå omkring øjnene, og kaldes så periorbital dermatitis.
Udslæt omkring munden (perioral dermatitis). Foto venligst udlånt af Danderm
Hvad er symptomerne på perioral dermatitis?
Symptomerne på perioral dermatitis er rødt udslæt omkring munden med rødme, knopper og pustler. Udslættet klør ofte. Et samtidigt udslæt omkring øjnene kan ses.
Perioral dermatitis på mørk hud. Foto venligst udlånt af DermNet
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles ud fra symptomerne.
Hvorfor får man perioral dermatitis?
Man kender ikke fuldt ud årsagen til sygdommen. Tilstanden kan skyldes irritation fra mundbind/ansigtsmasker, og under coronapandemien så man, at sygdommen blev hyppigere. Brug af binyrebarkhormoncremer i ansigtet kan også forårsage eller forværre perioral dermatitis.
Andre faktorer med mulig betydning for udvikling af sygdommen er kosmetik, sollys og ændringer i hormonbalancen (f.eks. graviditet).
Foto af perioral dermatitis
Smitter perioral dermatitis?
Perioral dermatitis smitter ikke.
Hvilken behandling er der?
Du bør holde pause med at bruge kosmetik, herunder renseprodukter, vådservietter og fugtighedscremer i ansigtet. Det samme gælder cremer med binyrebarkhormon i ansigtet, hvis du har brugt det.
Ved milde symptomer kan man behandle lokalt med creme, der indeholder metronidazol.
Ved sværere symptomer, eller ved manglende effekt af cremen, kan du hos lægen blive behandlet med antibiotika (tetracyclin) som tablet i 1-3 måneder.
Hvad kan jeg selv gøre?
Brug kun mundbind, når du er i en situation, hvor det er nødvendigt
Undgå at irritere huden med kosmetik eller renseprodukter.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre perioral dermatitis?
Tilstanden kan ikke altid forebygges, men du bør undgå at bruge stærke cremer med binyrebarkhormon i ansigtet.
Mundbind kan forværre perioral dermatitis og skal kun bruges, når det er nødvendigt
Derudover bør du i en periode undgå brug af kosmetiske produkter i ansigtet.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Du kan søge læge, hvis sygdommen generer dig.
Hvordan udvikler tilstanden sig?
Tilstanden aftager oftest efter nogle ugers eller måneders behandling. Der er dog en vis tendens til, at symptomerne vender tilbage.
Sygdommen er ufarlig, og prognosen er god.
Er perioral dermatitis farligt?
Perioral dermatitis er ikke en farlig sygdom.
Perioral dermatitis kan være arbejdsbetinget, forårsaget af langvarig brug af mundbind, og bør da anmeldes til Arbejdsmarkedets Erhvervssikring
Hvor hyppig er perioral dermatitis?
Perioral dermatitis rammer især yngre kvinder.
Kan jeg få perioral dermatitis mere end én gang?
Ja, der er en tendens til, at sygdommen kan vende tilbage.