Pyoderma gangraenosum er en sjælden hudsygdom, der giver sår
Sårene heler ikke normalt
Årsagen er ukendt, men skyldes formentlig overaktivitet i immunforsvaret
Sårene er ofte højrøde med en blåviolet rand
Behandles med medicin, der dæmper immunforsvaret
Hvad er pyoderma gangraenosum?
En sjælden sygdom. Oftest ses kun et enkelt sår. Sårene kaldes også pyoderma sår
Navnet er lidt misvisende, da hudsygdommen heldigvis ikke giver anledning til gangræn
Diagnosen er vanskelig at stille, og behandlingen indledes derfor ofte sent. Dette medfører ofte dannelse af arvæv og i værste fald ukontrollabel vækst af såret
I mindst halvdelen af tilfældene er der en anden sygdom, der får sårsygdommen til at blusse op, fx inflammatoriske tarmsygdomme eller leddegigt
Hvad er symptomerne på klassisk pyoderma gangraenosum?
Sygdommen viser sig som et dybt, smertefuldt, voksende sår med en velafgrænset, ofte rød-lilla kant
Såret er ofte bredere i dybden, som et krater, og sårkanten kan hænge lidt indover såret foroven. Den omgivende hud er rød og irriteret
Såret starter ofte som en lille rød hævelse, eller som en samling af sådanne forandringer
Mange patienter beskriver det som noget, der lignede et insektstik i starten. Efterhånden går der hul på huden
Der kan både forekomme ét enkelt sår, men nogle patienter har flere sår samtidigt
Pyoderma gangrenosum kan opstå overalt på huden, men ses først og fremmest på benene
Man kan være alment påvirket med feber, led- og muskelsmerter
Tidlig diagnose og hurtig behandling mindsker risikoen for større udbredelse af såret, og for dannelse af grimme ar, der kan blive resultatet, hvis diagnosen overses
Sårene kan opstå steder, som har været udsat for en mindre skade eller et kirurgisk indgreb
Det er vigtigt at vide, da yderlige traume el. manipulering af såret skal undgås, fordi det forværrer såret
Andre typer pyoderma gangraenosum
Peristomal pyoderma gangraenosum. Denne form opstår i nærheden af stomier på bugvæggen og udgør ca. 15% af alle pyoderma tilfælde. De fleste af disse patienter har inflammatorisk tarmsygdom som crohns sygdom el. colitis ulcerosa. Disse patienters sår ligner klassisk pyoderma gangraenosum, men broer af normalt væv kan opdele sårene. Sårene er smertefulde, og det kan gøre det vanskeligt at få fæstnet stomiposen til huden, hvilket kan få indholdet i posen til at irritere huden mere end normalt
Bulløs pyoderma gangraenosum. Er en overfladisk variant, som angriber armene og ansigtet mere end benene. Den er oftest forbundet med blodsygdomme. Sårene opstår efter blæredannelse i huden, og heler hurtigere op
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Smertefulde kraterlignende sår med rød-lilla rand, der ikke heler og eventuelt vokser i størrelse under vanlig sårbehandling
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles på grundlag af sygehistorien og de typiske forandringer i huden
Det er vigtigt at udrede nærmere, eventuelt med blodprøver, vævsprøve og billeddiagnostik for at udelukke anden tilgrundliggende sygdom
Foto af højrødt pyoderma sår med karakteristisk rød-lilla undermineret sårrand Foto af pyoderma sår med typisk rødlilla rand
Pyodermasår på lilletåFoto af pyodermasår på lilletå
Hvorfor får man pyoderma gangraenosum?
Årsagen kendes ikke, men sygdommen er i halvdelen af tilfældene forbundet med anden tilgrundliggende sygdom. Det antages, at hudsygdommen skyldes en overaktivitet i immunsystemet
Hvilken behandling er der?
Målet med behandlingen er at standse sygdomsudbredelsen og begrænse dannelsen af ar
Der behandles som udgangspunkt med medicin, der dæmper immunforsvaret
Ofte bruges høje doser binyrebarkhormon (kortikosteroider), eventuelt som lokal indsprøjtning. I milde tilfælde anvendes cremer med binyrebarkhormon
I nogle tilfælde kombineres kortikosteroider med andre immunhæmmende midler, oftest ciclosporin
En hurtig start af behandlingen begrænser varige skader
Hvordan undgår jeg at få eller forværre pyoderma gangrenosum?
Det er MEGET vigtigt at undgå operation eller anden manipulation af sårene, da det forværrer hudsygdommen, og får sårene til at vokse. Derfor gælder de almindelige behandlingsprincipper for sår ikke for pyoderma sår. Tidlig diagnose og tidlig korrekt behandling er derfor vigtig
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Prognosen for pyoderma gangraenosum er som regel god, men der kan komme tilbagefald
En hurtigt indsættende korrekt behandling bedrer prognosen for heling og nedsætter mængden af arvæv
Hos enkelte patienter virker behandlingen dog ikke, og der kommer kronisk sårdannelse
Er pyoderma gangraenosum farligt?
Ja, i den forstand, at et fejlbehandlet pyoderma sår kan vokse ukontrollabelt, og give patienten store problemer
Hvor hyppig er pyoderma gangraenosum?
Det er en sjælden sygdom. I USA rapporteres der om 1 nyt tilfælde per 100.000 indbyggere per år
Sygdommen ses i alle aldre
Børn udgør 3-4 % af det totale antal
Der er ingen kønsforskel
Kan jeg få pyoderma gangraenosum mere end én gang?
Ja, desværre har en del patienter tilbagevendende sår