Keratosis pilaris er knoppet udslæt på overarmenes strækkesider
Det kan også ses på hofter, lår og i ansigt
Skyldes ophobning af skæl i hårsække
Tilstanden er ufarlig og kan behandles med fugtighedscreme
Creme der kan opløse skæl kan anvendes, hvis almindelig fugtighedscreme ikke har effekt
Hvad er knoppet udslæt - keratosis pilaris?
Keratosis pilaris er et knoppet udslæt på overarme, evt. også på hofter, lår og i ansigt. Knopperne sidder omkring hårsækkene.
Foto af klassisk keratosis pilaris på overarmen
Hvorfor får du knoppet udslæt - keratosis pilaris?
Knoppet udslæt - keratosis pilaris er til dels arveligt, og der er en overhyppighed hos personer med atopisk eksem og hos personer med icthyosis (fiskeskælshud).
Keratosis pilaris er mere en variation af det normale end en egentlig sygdom. Der er en klar sammenhæng mellem keratosis pilaris og tør hud.
Det bliver værre i koldt og tørt klima, det vil sige om vinteren. Udslættet forekommer i alle etniske grupper
Keratosis pilaris i ansigt. Foto venligst udlånt af DermNet
Hvad er symptomerne på keratosis pilaris?
Tilstanden ses som små faste knopper, især på overarmenes strækkesider, men kan også ses på lår og i ansigt.
Det kan være kosmetisk generende.
Du oplever ikke irritation af huden eller kløe.
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Der er ikke specielle symptomer, du bør være opmærksom på.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles ved det typiske udseende, altså knopperne.
Smitter knoppet udslæt - keratosis pilaris?
Keratosis pilaris smitter ikke.
Er knoppet udslæt - keratosis pilaris arveligt?
Keratosis pilaris er hyppigere hos personer med atopisk eksem eller ichthyosis (fiskeskælshud), og er til en vis grad arvelig.
Hvordan behandler man knoppet udslæt?
Fugtighedscreme hjælper på den tørre hud, og kan derfor bruges både til behandling og forebyggelse af keratosis pilaris.
Ved lidt sværere tilfælde kan fugtighedscreme med mælkesyre eller carbamid bruges.
Hvad kan jeg selv gøre, herunder evt. praktiske hverdagsråd?
Huden holdes blød med fugtighedscreme i de ramte områder.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre knoppet udslæt - keratosis pilaris?
Kan til dels forebygges ved at holde huden fugtig - det vil sige, at du skal bruge fugtighedscreme.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Hvis du er kosmetisk generet, kan du tale med din læge om det.
Hvad kan lægen eller en anden behandler gøre?
Rådgive dig om behandling.
Hvornår behandler man knoppet udslæt - keratosis pilaris?
Hvis udslættet er kosmetisk generende, kan det behandles.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Keratosis pilaris er en kronisk tilstand, som bliver værre om vinteren og bliver bedre med alderen.
Hvis du er konsekvent med behandling med fugtighedscreme, bliver der færre knopper.
Hvor hyppig er keratosis pilaris?
Keratosis pilaris er mere en variation af det normale end en egentlig sygdom.
Op mod halvdelen af alle børn og unge i Skandinavien kan have det på tidspunkt, og det aftager med alderen.