Infektioner kan skyldes virus, bakterier, svampe og parasitter
De hyppigste infektioner skyldes virus. Det er muligt at behandle en række virusinfektioner med antivirale midler
Bakterielle infektioner kan enten skyldes bakterier fra vores egen normal flora eller smitte med udefrakommende skadelige bakterier. Bakterielle infektioner kan behandles med antibiotika
Gærsvampe er en del af vores normalflora, mens skimmelsvampe er udbredt i naturen. Alvorlige svampeinfektioner er sjældne og ses overvejende hos personer med svækket immunsystem og kræver behandling med svampemidler
Parasitter (snyltere) er organismer, som lever afhængigt af og på bekostning af en anden organisme. De omfatter protozoer, rundorme, fladorme og ikter. De fleste parasitære infektioner kan behandles med medicin
Leddyr som lus, lopper og mider kan også være årsag til infektioner
Den vigtigste forebyggelse mod infektioner er at leve sundt, god hygiejne og vaccinationer
Om infektioner
Infektioner er sygdomme, der forårsages af skadelige organismer, der invaderer og formerer sig i kroppen. Infektioner kan skyldes virus, bakterier, svampe, parasitter og leddyr (arthropoder).
Virus, bakterier, svampe og encellede parasitter er så små, at man ikke kan se dem med det blotte øje og kaldes samlet for mikroorganismer. Flercellede parasitter, fx indvoldsorme, kan være fra få millimeter til flere meter lange.
Vi har på både ydre (hud) og indre overflader (fx tarm) en normalflora bestående af mikroorganismer. Menneskekroppen består faktisk af flere bakterier end celler. En del infektioner skyldes invasion af bakterier eller svampe fra vores egen normalflora. Under vores opvækst bliver vi smittet med en række mikroorganismer, som kan gemme sig i kroppen og senere i livet kan være årsag til infektion, hvis man bliver svækket. Nogle mikroorganismer er normalt ikke skadelige og er kun årsag til infektion hos personer med svækket immunforsvar.
Infektioner kan være lokale, fx en byld i huden, eller systemisk, hvor mikroorganismen spreder sig i hele kroppen fx mæslinger. Nogle mikroorganismer inficerer kun bestemte organer fx hepatitis A virus (smitsom leverbetændelse), som primært inficerer leverceller.
De fleste infektioner er akutte, og man bliver normalt rask i løbet af dage til uger. Andre infektioner bliver kroniske, fx HIV-infektion, hvor man kan være syg i flere måneder, endog livsvarigt.
Virus
Virus er den hyppigste årsag til infektioner, som fx
Der findes også mere alvorlige og dødelige virussygdomme fx polio og ebola.
Virus består kun af et stykke arvemateriale, RNA eller DNA, omgivet af en proteinskal. Nogle har også en kappe (cellemembran).
Virus er afhængig af at trænge ind i celler i kroppen for at kunne formere sig. For at kunne gøre det har viruspartiklen på overfladen nogle proteiner (receptorer), der gør den i stand til at binde sige til bestemte proteiner (receptorer) på overfalden af cellen. Disse receptorer er afgørende for, hvilke(n) celletype(r) virus er i stand til at inficere. En virus inficeret celle kan producere af tusindvis af nye viruspartikler. I nogle tilfælde dræber virus den inficerede celle. i andre tilfælde er det ikke virus, men vores immunsystem der angriber de virusinficerede celler.
Tidligere har man sagt, at man ikke kan behandle virussygdomme. Der er dog efterhånden en del virussygdomme, der kan behandles med antiviral medicin fx Covid-19, helvedesild, hepatitis C og HIV.
Bakterier
Bakterier kan vi finde overalt - både i og på kroppen. Normalfloraen, også kaldet kroppens mikrobiota eller mikrobiom, er sammensat af flere hundrede forskellige bakteriearter. Normalfloraen er med til at beskytte os mod skadelige bakterier.
Bakterier er såkaldte prokaryote, hvilket betyder at de ikke har nogen cellekerne. I modsætning til virus kan bakterier formere sig selvstændigt. De kan fx opformere sig i vand eller fødemidler. De fleste bakterier lever udenfor cellerne, men der er også mange der formerer sig inde i celler (intracellulært).
Bakterielle infektioner kan opstå ved, at vi bliver smittet med udefra kommende skadelige bakterier, fx gennem en rift i huden (fx stafylokokinfektion) eller ved at spise forurenede fødemidler (fx maveinfektion med campylobacter).
Mange bakterielle infektioner skyldes dog bakterier, som er en del af normalfloraen. Således er vores egne tarmbakterier årsag til de fleste urinvejsinfektioner, og nogle af de bakterier vi har i næsesvælget kan give mellemøre og bihulebetændelse. Det sker, at bakterier fra normalfloraen går i blodet og medfører blodforgiftning (sepsis), som kan være en livstruende tilstand.
For nogle bakterielle infektioner skyldes symptomerne, at bakterierne laver et giftstof (toksiner) fx stivkrampe eller kolera.
De fleste bakterielle infektioner kan behandles og kureres med antibiotika. Det betyder, at dødeligheden ved almindelige bakterielle infektioner som lungebetændelse eller hjernehindebetændelse er blevet meget mindre, end før man havde antibiotika. Der er dog globalt tiltagende problemer med, at bakterier bliver resistente overfor antibiotika.
Svampe
Svampe kan opdeles i gærsvampe, skimmelsvampe og dimorfe svampe.
Gærsvampe er en del af normalfloraen. Skimmelsvampe findes udbredt i naturen, og man kan bl.a. blive smittet ved at inhalere sporer. Bortset fra hudsvamp er infektioner med svampe- og parasitter sjældne hos mennesker, som har et normalt immunforsvar. Man kan se overvækst af svampe i mundhulen eller skeden i forbindelse med behandling med antibiotika.
Systemiske svampeinfektioner er sjældne og ses primært hos personer med svækket immunforsvar. Der findes flere svampemidler til behandling af både hudsvamp og systemiske svampeinfektioner.
Parasitter
Den danske betegnelse for parasitter er snyltere. Parasitter kan opdeles i encellede og flercellede parasitter. Encellede parasitter, protozoer (urdyr), omfatter bl.a. malaria og giardiasis, mens flercellede parasitter omfatter rundorme, fladorme (bændelorme) og ikter. Mange parasitter lever i tarmen, mens andre lever i blod og væv.
I Danmark er nogle af de hyppigste infektioner med protozoer haresyge (toxoplamose) og giardiasis (diarresygdom). Ligeledes er indvoldsorm i form af børneorm (enterobiasis) og spolorm (ascariasis) almindeligt forekommende.
En række leddyr (arthropoder) som hoved-, krops- og fladlus er også at betragte som parasitter. Der har de senere år været en stigning i antallet af tilfælde af fnat (scabies), som er en hudsygdom forårsaget af fnatmiden (sarcoptes scabei).
Det er muligt at behandle de fleste parasitære infektioner medicinsk.
Hvordan spredes mikroorganismer?
Forskellige mikroorganismer har forskellige smitteveje. Hyppigste smitteveje er:
Direkte kontakt fx smitsom meningitis (meningokoksygdom)
Luftbåren fx influenza
Fæko-oralt via forurenet vand og fødemidler fx salmonella
Seksuelt kontakt fx syfilis
Blodkontakt fx hepatitis C (leverbetændelse)
Vektorbåren (insektstik/-bid) fx borreliose
Dyrebid fx hundegalskab (rabies)
For nogle mikroorganismer kan man være rask smittebærer og smitte andre personer, selvom man ikke selv er syg. Mange infektioner er såkaldte zoonoser, som kan smitte mellem dyr og mennesker.
Man kan forhindre spredning af smitte ved hjælp af hygiejniske foranstaltninger og gennem vaccination. Kopper er den første infektionssygdom, som det er lykkedes at udrydde ved at vaccinere.
Inkubationstiden
Inkubationstid er betegnelsen for den tid der går, fra man bliver smittet, til man bliver syg. Inkubationstiden for forskellige infektioner kan variere fra få dage til flere måneder endog år.
Inkubationstiden og smitteveje er kendt for de fleste infektioner. Det er derfor ofte muligt at finde ud af, hvornår, hvor og hvordan, man er blevet smittet.
Kroppens forsvar mod infektioner
I mange tilfælde er vores immunsystem i stand til at angribe og bekæmpe indtrængende mikroorganismer og forhindre, at vi bliver syge. Mange af de symptomer man får, som feber, hovedpine, træthed, muskelsmerter og udslæt, skyldes ikke selve mikroorganismen, men immunsystemets reaktion på infektion.
Symptomerne, som en infektion giver, er bestemt af kroppens reaktion på at nedkæmpe infektionen. De hvide blodlegemer angriber de invaderende mikroorganismer enten ved at fortære dem eller ved at producere antistoffer, som inaktiverer dem. Denne proces udløser symptomer.
Immunisering i form af vaccinationer, antibiotika, antivirale eller svampedræbende midler bruges ofte til at hjælpe kroppens eget forsvar i kampen mod mikroberne.
