Aktinomykose

Ann-Brit Eg Hansen

speciallæge

Fakta

  • Aktinomykose er en infektion
  • Bakterien smitter fra person til person ved direkte kontakt
  • Mange er bærere af bakterien i mundhulen, og sygdommen kan udvikle sig efter en skade på slimhinden i munden
  • Aktinomykose i de kvindelige kønsorganer kan især forekomme ved langvarig brug af spiral
  • Ofte ses dybtliggende bylder med udløbsgange til huden
  • Behandles med antibiotika, ofte kombineret med kirurgi
  • God tandhygiejne specielt hos personer med svækket immunsystem er vigtig

Hvad er aktinomykose?

Aktinomykose er en infektion, som hos mennesker hyppigst skyldes bakterien Actinomyces israelii.

Hvad er symptomerne på aktinomykose?

Mange er bærere af bakterien i mundhulen, og sygdommen kan udvikle sig efter en skade på slimhinden i munden. Det tager formodentlig dage til uger efter en skade, f.eks. at få trukket en tand ud, før sygdommen viser sig. I dette tilfælde udvikler man en byld på halsen, eventuelt med en udløbsgang (en såkaldt fistel) til huden ovenover.

Sådanne dybtliggende bylder med fistelgange kan også udvikles andre steder på kroppen – fra svælget, mave- og tarmkanalen eller de indre kvindelige kønsorganer. Hos kvinder der bruger spiral, kan der også opstå en indre byld i bækkenet.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Hævelser (bylder) – eventuel med udløb til huden – som ikke forsvinder meget hurtigt. Man kan have feber, som kan være langvarig.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen stilles ved at påvise bakterien i inficeret væv. Dette kræver ofte et kirurgisk indgreb, men nogle gange kan vævsprøven tages vejledt af en ultralydsskanning.

Hvorfor får man aktinomykose?

Bakterien smitter normalt fra person til person ved direkte kontakt. Man kan ved skader i mundhulen, f.eks. når man får udtrukket en tand, efterfølgende se, at der udvikles sygdom. Hvis man synker eller inhalerer bakterien, kan det give infektioner i lunge eller mave.

Bakterien kan i sjældne tilfælde spredes med blodbanen til andre dele af kroppen. Aktinomykose i de kvindelige kønsorganer kan især forekomme ved langvarig brug af spiral.

Hvordan behandler man aktinomykose?

Sygdommen behandles med en kombination af kirurgi og antibiotika. Man skal have langvarig antibiotika. Udsigterne til at blive helbredt er gode.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre aktinomykose?

Hvis man har svækket immunsystem, er det især vigtigt med god tandhygiejne.

Det er vigtigt at følge anbefalingerne om, hvornår en spiral skiftes. Hvis man bruger spiral og får symptomer med langvarig feber, vægttab, smerter og ømhed i underlivet eller meget udflåd fra underlivet, skal man søge læge. 

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Sygdommen udvikler sig ofte langsommere end andre infektioner, det kan tage dage til uger.

Hvor udbredt/hyppig er aktinomykose?

Bakterien findes som en normal del af bakteriefloraen i mund og svælg hos 40-50 % af befolkningen. Selve sygdommen er sjælden

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Ann-Brit Eg Hansen

overlæge, ph.d., klinisk lektor, Infektionsmedicinsk afdeling, Hvidovre Hospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen