Hvad er kattekradssyge?
Kattekradssyge er en infektion med bakterier, som ses hos mennesker efter krads eller bid af en kat. Bakterien hedder Bartonella henselae. Sygdommen er langvarig, men går over af sig selv i de allerfleste tilfælde.
Hvad er symptomerne på kattekradssyge?
Den typiske reaktion i huden er, at der gradvist dannes et eller flere små sår, der hvor bakterien er kommet ind. Sårene kan udvikles til små blærer med pus.
Typisk tager det 1-3 uger, fra man bliver bidt og får overført bakterien, til sårene i huden dukker op. Kroppens immunforsvar reagerer, og efter yderligere 1-3 uger bliver en eller flere af de nærmeste lymfeknuder hævede, røde og ømme. I denne fase kan man få forbigående feber.
Lymfeknuderne er hævede i 2-3 måneder, før sygdommen gradvist går over af sig selv uden behandling.
Hvordan stilles diagnosen?
Man kan påvise bakterien i sår, eller man påviser antistoffer mod bakterien i blodet ved en blodprøve.
Hvorfor får man kattekradssyge?
Årsagen til infektionen er bakterien Bartonella henselae. Det er en bakterie, som kan være i kattens mundhule eller på pelsen. Hos katten medfører bakterien ikke sygdom. Når katten bider eller kradser, kan bakterien komme ind under huden på mennesket.
Hvordan behandler man kattekradssyge?
Almindelig kattekradssyge skal ikke behandles med antibiotika. Sygdommen går over af sig, og antibiotika nedsætter ikke varigheden af sygdommen væsentligt.
Hvis man har udtalte symptomer med meget kraftig betændelse i lymfeknuderne, kan det blive nødvendigt at blive behandlet med antibiotika.
I sjældne tilfælde hos personer med nedsat immunforsvar kan bakterien spredes uden for lymfesystemet. Det fører til kraftigere gener og mere alvorlig sygdom. Man får høj feber og føler sig meget syg. I sådanne tilfælde skal man behandles i lang tid med antibiotika.
Hvad kan jeg selv gøre?
- Undgå krads eller bid af kat
- Vask straks kattebid grundigt med vand og sæbe
- Undgå at katte slikker åbne sår
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Udsigten til at blive helt rask - med eller uden behandling - er god.
Er kattekradssyge farligt?
Kattekradssyge er som regel en ufarlig sygdom, som går over af sig selv, men sygdommen kan give symptomer i flere måneder. Mere alvorlig sygdom kan i sjældne tilfælde ses hos personer med nedsat immunforsvar,
Hvor udbredt/hyppig er kattekradssyge?
- I Danmark er det kun hos et mindretal af kattene, at man finder bakterien Bartonella. Sygdommen er relativ sjælden
- Der rapporteres om godt 100 tilfælde hvert år. I andre lande er forekomsten meget højere
- Forekomsten synes at være højest i lande med varmt og fugtigt klima
- Bakterien findes hyppigere hos killinger end hos voksne katte
Kan jeg få kattekradssyge mere end én gang?
Når man har overstået infektionen, er man varigt immun. Man får med andre ord kun sygdommen én gang.
Vil du vide mere?