Hvad er legionærsygdom?
Legionærsygdom er en svær lungebetændelse, der skyldes en vandbakterie, som hedder Legionella.
Navnet på sygdommen stammer fra det første store udbrud, som opstod under en konference for amerikanske krigsveteraner (legionærer) i Philadelphia i 1976.
Symptomerne ved legionærsygdom kan ikke adskilles fra symptomerne ved svær lungebetændelse af anden årsag.
Hvad er symptomerne på legionærsygdom?
Som regel har man
Nogle får muskelsmerter og diarré, men der er normalt ikke symptomer fra næse og hals, som ellers ses ved influenza.
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Kontakt læge ved høj feber og forvirring eller ved høj feber og åndenød.
Hvordan stilles diagnosen?
Legionærsygdom mistænkes, hvis en person med lungebetændelse ikke får det bedre på behandling med almindeligt penicillin.
Lægens mistanke vil bestyrkes hvis personen
Har været på rejse i udlandet og har opholdt sig på hotel med aircondition
For nylig har været i spabad
Har et svækket immunsystem eller er i behandling med visse typer immundæmpende medicin
Har kroniske sygdomme som f.eks. lungesygdom, diabetes, kræft
Diagnosen kan stilles ved at
Påvise bakterie-DNA i ophostet materiale fra lungerne ved en såkaldt PCR-test, som er den hurtigste undersøgelse.
Påvise spor af Legionella-bakterien i urinen ved en såkaldt antigentest
Røntgenbillede af lungerne vil oftest vise pletter eller skygger svarende til infektionen - hyppigst i begge lunger.
Hvorfor får man legionærsygdom?
Smitte af enkeltpersoner sker typisk ved, at varmt brugsvand fra et anlæg med for lav fremløbstemperatur anvendes til brusebad. Det kan f.eks. ske ved genåbning af sommerhuse efter vinternedlukning eller ved for lav temperatur i vandbeholderen - f.eks. af sparehensyn.
Smitte kan også ske, hvis man bader i et utilstrækkeligt klorbehandlet spabad eller ved anvendelse af elektriske vandforstøvere, hvori ferskvand har henstået gennem længere tid. I alle tilfælde vil forstøvet vand indeholde bakterierne, som kan indåndes og sætter sig i lungerne.
Større udbrud, som det oprindelige udbrud blandt krigsveteraner i Philadelphia, sker som regel fra industrielle vandbehandlingsanlæg (køletårne i airconditionanlæg), hvori ferskvand henstår ved bakteriens væksttemperatur (fra 20-45 grader C).
Normalt kræves en stor mængde bakterier for at fremkalde sygdom. Jo raskere man er på forhånd, desto større mængde bakterier skal der til, for at man bliver syg.
Følgende faktorer øger risikoen for legionærsygdom, hvis man indånder bakterierne:
Svækket immunforsvar på grund af anden sygdom (f.eks. blodkræft) eller behandling med immundæmpende medicin
Rygning
Kronisk lungesygdom, f.eks. rygerlunger/KOL)
Høj alder
Tiden fra man bliver smittet, til sygdommen udvikles, er normalt 5-6 dage, men kan variere fra 2-10 dage.
Smitter legionærsygdom?
Legionærsygdom smitter ikke fra person til person.
Er legionærsygdom arveligt?
Nej.
Hvordan behandler man legionærsygdom?
Almindeligt penicillin virker ikke på Legionella-bakterier. Man behandler derfor med andre typer antibiotika. Eksempler på antibiotika, som er virksomme overfor Legionella-bakterier er azithromycin og ciprofloxacin.
Normalt skal man behandles i alt i 1-2 uger.
Hvad kan jeg selv gøre?
Sikre tilstrækkelig høj vandtemperatur i boligens varmtvandsbeholdere, som skal være mindst 50 grader C og højst 60 grader C.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre legionærsygdom?
For at forhindre bakteriernes vækst er det vigtigt, at vandtemperaturen i varmtvandsbeholdere, og at temperaturen på det varme vand ved brugsstedet ikke er lavere end 50 grader C.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Med korrekt behandling vil de fleste blive raske. Sygdommen kan dog være farlig - især for personer, som i forvejen er svækkede af alder eller af anden sygdom.
Er legionærsygdom farligt?
Tilstanden kan udvikle sig dødeligt - især hvis man i forvejen er svækket, eller hvis diagnosen først stilles, når man er blevet alvorligt syg. Dødeligheden er på 5-20 %.
Hvor udbredt/hyppig er legionærsygdom?
Tilstanden forekommer hyppigst blandt ældre mænd og hyppigere blandt rygere
Der anmeldes 300 nye tilfælde hvert år i Danmark
Af og til opstår der mindre epidemier
Kan jeg få legionærsygdom mere end én gang?
Man bliver som udgangspunkt ikke immun af at have haft legionærsygdom, dvs. man kan godt få sygdommen flere gange.
Vil du vide mere?