Baggrund
Methicillin-resistente Staphylococcus aureus (forkortes MRSA) er gule stafylokok-bakterier, der er modstandsdygtige (resistente) over for behandling med almindelige antibiotika.
Husdyr-MRSA (MRSA CC398) er på få år blevet særdeles udbredt blandt svinebesætninger i Danmark. Ved stikprøveundersøgelser i 2016, var hovedparten af de godt 200 svinebesætninger MRSA-positive.
Da MRSA kan spredes til ansatte og medlemmer af husstanden i landbrug, har Sundhedsstyrelsen derfor ønsket at informere om MRSA CC398 og angive forebyggende retningslinjer.
Vigtigt at huske
- Ca. 20-50% af alle mennesker går rundt med almindelige gule stafylokokker (SA) i næsen og på huden (bærertilstand)
- MRSA forårsager samme type infektioner som almindelige gule stafylokokker og er ikke mere farlige end almindelige gule stafylokokker
- Infektioner med resistente stafylokokker er dog vanskeligere at behandle, hvilket skyldes, at man har færre virksomme antibiotika til rådighed
Om MRSA 398
- MRSA CC398 ligner andre typer af MRSA, men med den forskel, at bakterien primært forekommer hos husdyr og derfra kan overføres til mennesker
- Tilstanden rammer primært personer med dagligt arbejde i svinestalde, for bakterien spredes ikke så nemt fra dyr til mennesker som ikke-resistente gule stafylokokker
- Svin bærer typisk MRSA CC398 på huden eller i trynen
- Herudover vil MRSA CC398 være i støvet og dermed på alle overflader, samt i ophvirvlet støv i staldluften
- Personer, som arbejder i en smittet svinebesætning, udsættes løbende for MRSA CC398 og kan tilbagevendende blive smittet
Sundhedsstyrelsens retningslinjer for MRSA CC398
Nedenstående gælder for husstande med daglig kontakt til svinebesætninger, hvor MRSA CC398 er påvist, enten hos dyrene i besætningen eller hos en person med tæt kontakt til besætningen (som i dette tilfælde formodes at være smittekilden).
Undersøgelse, behandling og opfølgning
- Ved påvisning af husdyr-MRSA podes alle medlemmer af husstanden fra næse og svælg
- Personer, der har ugentlig eller jævnlig kontakt med svin, skal kun behandles for at fjerne bakterien i det øjeblik de holder op med at have kontakt til den smittede besætning (pga. stor risiko for re-smitte ved fortsat kontakt til besætningen)
- Hvis en eller flere af de øvrige medlemmer af husstanden findes positive for husdyr-MRSA, gennemgår hele husstanden samtidigt en 5-dages kur
- Den person, der arbejder i stalden, skal i det tilfælde også behandles - ved at nedsætte antallet af bakterier i husstanden, mindskes risikoen for at familiemedlemmerne gen-smittes
- Personer i husstanden, der ikke jævnligt kommer i stalden, men som er bærere af husdyr-MRSA, behandles for at komme af med bakterien (risikoen for gen-smitte er meget lille, hvis ikke man selv færdes i stalden)
- Der kontrolpodes 1 og 6 måneder efter behandling
- Hvis andre personer i husstanden fortsat er positive, følges de almindelige regler for MRSA-håndtering
-
Sundheds- eller plejepersonale, der selv er MRSA-negative, men som enten arbejder i en MRSA-positiv besætning, eller som bor i husstand med en person, der arbejder i en MRSA-positiv besætning, skal podes hver 6. måned
- Sundheds- eller plejepersonale, der er MRSA-positive, skal gennemgå individuel hygiejneinstruktion og undersøges efter reglerne i Sundhedsstyrelsens vejledning om Forebyggelse af spredning af MRSA
Ved kontakt med sundhedsvæsenet
- Alle personer, der har fået påvist MRSA, bør oplyse om dette ved kontakt med sundhedsvæsenet, f.eks. hospital, læge eller tandlæge
- Primært for at sikre den bedst mulige behandling af personen selv (så man f.eks. ikke bliver behandlet med uvirksomme antibiotika)
- Sekundært for at sundhedspersonalet kan forebygge spredning af smitte
Anbefalinger om forebyggelse af smitte fra stald til husstand
- Personer, der arbejder i en smittet besætning, kan for at forebygge videresmitte regelmæssigt vaske hænder med vand og sæbe eller foretage hånddesinfektion med håndsprit
- Hvis hænderne ikke er synligt snavsede, anvendes hånddesinfektion (hurtigere og mere skånsomt for hænderne end vask med vand og sæbe)
- Ved synligt snavsede hænder vaskes med vand og sæbe
- Håndklæder bør være af papir til engangsbrug
- Når personen forlader stalden efter endt arbejdsdag, bør vedkommende tage bad i et rent område, og skifte til rent tøj
- Det rene tøj skal opbevares i et lukket rum/skab, således at det ikke forurenes af MRSA i ophvirvlet støv
- Arbejdstøj bør vaskes i staldområdet - hvis dette ikke er muligt, bør det anbringes i en plasticpose, som lukkes
- Personen, som vasker tøjet, bør undlade at hvirvle støv op når tøjet pakkes i vaskemaskinen og derudover påse, at arbejdstøjet ikke berører eget tøj
- Umiddelbart efter fyldning af vaskemaskinen bør hænderne vaskes med vand og sæbe eller indgnides med håndsprit
- Vaskemaskinens låg og andre dele, som har været i kontakt med det forurende tøj, bør afvaskes med vand og sæbe eller aftørres med klorholdigt desinfektionsmiddel
- Undgå at bringe genstande fra staldområdet ind i husstanden
- Kortvarige og enkeltstående besøg i MRSA-smittede besætninger anses ikke for at være en væsentlig risikofaktor for selv at blive bærer af MRSA. Gårde, hvor der er påvist MRSA, kan derfor benyttes som besøgsgårde for sunde og raske personer
Vil du vide mere?