Flåtbåren sygdom, forebyggelse af

Carsten Schade Larsen

speciallæge

Fakta

  • Risikoen for flåtbid kan reduceres ved at holde sig på stierne, og ikke bevæge sig på tværs af vegetationen
  • Når du færdes i områder, hvor der er mange flåter, så er det vigtigt, at du beskytter dig mod flåtbid ved at bruge lange bukser og støvler
  • Ved at bruge myggebalsam på huden kan man reducere risikoen for flåtbid
  • Når du har været i områder med skovflåter, er det en god idé at undersøge dig selv og dine børn for skovflåter, når du kommer hjem. Du kan også tage et brusebad, når du kommer hjem. Det kan skylle skovflåter af, der ikke har bidt sig fast
  • Du fjerner lettest en skovflåt ved at tage fat så tæt på huden som muligt og trække den lige ud - enten med en pincet, flåttang eller med fingrene
  • Skovflåter skal have suget blod i mindst 16 timer for at overføre smitte med borrelia
  • Hvis der kommer et rødligt udslæt omkring flåtbiddet, der breder sig i løbet af flere dage og bliver over 5 cm, eller du får influenzalignende symptomer, bør du kontakte din læge

Hvor lever der flåter?

Skovflåten, Ixodes ricinus, findes generelt i hele Danmark, især i skovområder og områder med tæt vegetation som krat og højt græs. De er mest aktive i foråret og efteråret, men kan findes hele året, når temperaturen er over frysepunktet. Mængden af skovflåter stiger med mængden af større værtsdyr, f.eks. rådyr.

I Danmark er mængden af skovflåter også afhængig af vandindholdet i jorden. Det betyder, at der er færre skovflåter på sandede jorde, som om sommeren tørrer så meget ud, at skovflåterne dør. 

Hvad er flåtbid?

Langt de fleste flåtbid efterlader kun et lille rødt mærke, som et insektstik, og er helt ufarlige.

I nogle tilfælde kan flåten være smittet af bakterier eller virus, som kan overføres til mennesker, når den suger blod. Mest kendt er bakterien borrelia, som kan medføre sygdommen borreliose.

Skovflåter kan dog også overføre andre mikrober, som fører til andre sygdomme som centraleuropæisk hjernebetændelse, tickborne encephalitis(TBE) og anaplasmose (tidligere kaldt ehrlichiose).

Hvad kan man gøre for at undgå flåtbid?

Flåt

Det er netop på grund af faren for, at skovflåter kan indeholde smitte og overføre mikroorganismer til mennesker ved bid, at vi gerne vil undgå skovflåter. Skovflåten fører ikke til sygdom, før den har bidt sig fast og begynder at suge blod.

Skovflåten bliver først aktiv, når temperaturen stiger til over 5 grader celsius. I Danmark går sæsonen for flåter fra april til november. 

Der er størst risiko for at få flåtbid i forbindelse med fritidsaktiviteter, hvor du bevæger udenfor stier på tværs af skov og krat. Hvis du færdes i områder med skovflåter i flåtsæsonen, kan du mindske risikoen for at blive bidt ved at følge disse råd:

  • Huskereglen er: Terræn-Tøj-Tjek
  • Man kan reducere risikoen for flåtbid ved at holde sig på stier og ikke bevæge sig på tværs af vegetationen
  • Hvis du færdes i naturen udenfor stier, kan du beskytte dig mod flåtbid ved at bruge beklædning med lange bukser, lange ærmer og støvler
  • Almindelige myggemidler virker også afskrækkende overfor skovflåter. Man kan altså beskytte sig mod flåtbid ved at anvende myggebalsam på udækket hud. Man skal smøre sig ind hver 2. time
  • Efter færdsel i områder med mange skovflåter bør du undersøge dig selv og dine børn for skovflåter. Skovflåter kravler et stykke tid, inden de begynder at suge blod. Nymfer er små (1,2-1,5 mm) og kan være svære at få øje på
  • Hvis man tager et brusebad indenfor to timer efter, man er kommet hjem, kan man evt. skylle skovflåter af, der ikke har bidt sig fast
  • Flåten fjernes lettest ved at trække den lige ud - enten med en pincet, flåttang eller med fingrene
  • Det fjerner ikke flåten at smøre med fedt, vaseline, eller lignende
  • Det har ingen betydning, om lidt af munddelene sidder tilbage i huden. De falder ud i løbet af et par dage.

Hvis du bliver bidt

Hvis du bliver bidt, det vil sige, at skovflåten sidder fast, er det alligevel sjældent, at det medfører sygdom. For det første er det kun en lille del af skovflåterne, som indeholder bakterier, og skovflåten skal sidde mindst 16 timer på huden, før man bliver smittet med borrelia. Det er beregnet, at ca. 2 ud af 100 flåtbid fører til sygdom. Det anbefales derfor ikke at tage forebyggende antibiotisk behandling, hvis man er blevet bidt af en flåt.

Det er normalt, at der er lokal reaktion omkring flåtbiddet i form af et rødt og hævet område på ca. en centimeter, der godt kan klø eller være smertende. Det er helt ufarligt.

Hvis der kommer hævelse og ømhed omkring flåtbiddet, er det vigtigt at vaske det grundigt med sæbe. Måske skal såret behandles med antibiotikasalve. Det kan du drøfte med din læge.

Hør lægen fortælle, hvornår du skal gå til lægen med et flåtbid:

Gå til lægen, hvis der kommer en rød zone

Hvis der kommer et rødligt udslæt omkring flåtbiddet, der breder sig i løbet af flere dage og bliver over 5 cm, er det sandsynligt, at du er smittet med Borrelia-bakterien. Udslættet kan blive 10-15 cm i diameter eller endda større, og huden kan være lysere indenfor ringen af udslættet. Et sådant udslæt kaldes på fagsprog for erythema migrans. Hvis du opdager sådan et udslæt, så bør du kontakte din læge for at blive behandlet med penicillin.

Man kan få feber og hævede lymfeknuder i nærheden af det sted, hvor flåten har været.

Sygdommen helbredes effektivt med penicillin.

Rød zone om flåt bid

 

De fleste, der bliver smittet med TBE bliver ikke syge. Hvis du omkring en uge efter et flåtbid får influenzasymptomer ("sommerinfluenza") kan det være tegn på, at du er smittet med TBE. 

Hold øje med bidstedet i 14 dage

Vil du vide mere?

Illustrationer og animation

 
 

Kilder

Fagmedarbejdere

Carsten Schade Larsen

Overlæge, Lektor, Århus Universitetshospital, Skejby, Infektionsmedicinsk Afdeling Q

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen