HIV og graviditet

Sarah Atim Okon Willie

Jordemoder

Fakta

  • Alle gravide testet for HIV tidligt i graviditeten 
  • HIV-infektion kan overføres fra forælder til barn i forbindelse med graviditet, fødsel og amning
  • HIV-behandling kan reducere risikoen for smitte til under 0,5 %
  • I Danmark er behandlingen af gravide der lever med HIV samlet på få specialafdelinger. 

Med den korrekte medicinske behandling og rådgivning kan personer, der lever med HIV, blive gravide og føde raske børn.

 

Hvad er risikoen for smitte?

HIV kan overføres til barnet under graviditeten, fødslen og amningen. Hvis forælderen ikke får HIV-behandling, er risikoen for, at barnet bliver smittet, cirka 30 %.

Risiko for smitte har sammenhæng med mængden af HIV-virus i blodet, sygdomsstadiet og måden som barnet fødes på.

Risikoen kan deles i risikoen knyttet til graviditet og fødsel (15-20 %) og risikoen knyttet til amning (ca. 15 %). Smitte sker i de fleste tilfælde lige før eller under fødslen eller via amningen.

 

Hvad kan man gøre for at mindske risikoen for smitte?

Tre tiltag er vigtige:

  • Medicinsk HIV-behandling til den gravide  
  • Forebyggende behandling til spædbarnet med HIV-medicin
  • Undgå amning

I nogle tilfælde vil man også anbefale kejsersnit.   

Ved hjælp af disse tiltag reduceres risikoen for, at barnet bliver smittet med HIV til under 0,5 %.

Medicinsk HIV-behandling

Alle personer der smittes med HIV bør have livslang HIV-behandling, så snart HIV-infektionen er påvist. Langt de fleste der lever med HIV i Danmark vil derfor allerede være i medicinsk behandling før en eventuel graviditet. 

Hvis HIV-infektion først påvises i graviditeten, skal den medicinske HIV-behandling opstartes hurtigst muligt.

HIV-medicinen virker ved at nedsætte mængden af HIV-virus i blodet til så lave niveauer, at man ikke længere kan måle HIV-virus i blodet. Når HIV ikke længere kan måles i blodet, er risikoen for at overføre HIV til barnet meget lav.    
 

Forebyggende behandling til barnet

Efter fødslen skal barnet have HIV-medicin i to til fire uger. Herved nedsættes risikoen for HIV-smitte af barnet yderligere.
Efter få dages indlæggelse vil de fleste børn kunne blive udskrevet og fortsætte den resterende behandling derhjemme.

Undgå amning

Selvom forælderen er velbehandlet, kan HIV-virus findes i små mængder i celler i brystmælken. HIV kan derfor i sjældne tilfælde overføres ved amning. Det anbefales det fortsat at undgå amning. 

Fødselsmåde 

Hvis den gravide er velbehandlet med meget lav mængde virus i blodet, kan fødslen ske vaginalt.

Hvis mængden af virus i blodet forud for fødslen er højere, vil man anbefale et planlagt kejsersnit. Kejsersnit har vist sig at reducere risikoen for smitte.

Barn som fødes med HIV

Skulle barnet blive født med HIV-infektion, er tidlig diagnose meget vigtig, så barnet kan få den rigtige HIV-behandling.

Uden rigtig behandling vil de fleste HIV-smittede børn blive alvorligt syge. Barnet vil derfor blive undersøgt med følsomme HIV-test-metoder straks efter fødslen og flere gange i løbet af det første leveår.   

Test og rådgivning

I Danmark bliver alle gravide tilbudt en række blodprøver i starten af graviditeten. Disse prøver bliver taget ved det første besøg hos den praktiserende læge. Blodprøven viser blandt andet om den gravide er smittet med HIV.

I Danmark er behandling af alle gravide, der lever med HIV, samlet på få specialafdelinger. Disse afdelinger har stor erfaring i at rådgive og behandle HIV-smittede gravide.

Hvis du har mistanke om, at du er blevet smittet med HIV under din graviditet bør du kontakte din egen læge.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Sarah Atim Okon Willie

Jordemoder, Hvidovre Hospital, Fødeområdet

Anne Søndergaard

speciallæge i almen medicin, Trøjborg Lægehus

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen