Chagas sygdom er en parasitsygdom, som forekommer i Latinamerika, og som hovedsageligt overføres ved bid fra rovtæger (kissing bugs)
Smitte sker som regel i barndommen
Ofte stilles diagnosen ikke i den akutte fase, da symptomerne er milde og uspecifikke
Efter den akutte fase går sygdommen hos de fleste ind i en fase uden symptomer; denne fase kan være 20-30 år eller resten af livet
Cirka 30 % får en kronisk form af sygdommen med hjertesygdom eller mave-tarmsygdom
Det er svært at stille diagnosen og at forebygge og behandle sygdommen
Hvad er Chagas sygdom?
Parasitten Trypanosoma cruzi
Chagas sygdom skyldes parasitten Trypanosoma cruzi og forekommer i Latinamerika. Sygdommen betegnes også amerikansk trypanosomiasis. Parasitten bliver overført til mennesker via blodsugende tæger.
Man bliver som regel smittet som barn. Diagnosen stilles ofte ikke i den akutte fase, da symptomerne normalt er milde og uspecifikke. Efter en slumreperiode på cirka 20 til 30 år kan Chagas sygdom føre til hjertesvigt og død.
Det er vanskeligt at behandle og forebygge Chagas sygdom. Behandling er mest effektiv i den akutte fase eller tidligt i den kroniske fase.
Hvad er symptomerne på Chagas sygdom?
Den akutte fase
Den akutte fase af sygdommen ses stort set kun hos børn, og de fleste tilfælde er milde. Der kan komme hævelse ved bidstedet f.eks. på øjenlåget. Der kan også komme udslæt, hævede lymfeknuder nær bidstedet eller flere steder på kroppen, feber, hovedpine, forstørret lever og forstørret milt.
I meget sjældne tilfælde bliver man akut syg med betændelse i hjertets muskulatur eller med betændelse i hjerne og hjernehinderne. Denne alvorlige form ses oftest hos de alleryngste børn og kan forløbe dødeligt.
Den latente fase
Den såkaldt latente fase (også kaldet indeterminante fase) kan vare fra 10 til 30 år eller resten af livet. Man er da uden symptomer, men blodprøver kan bekræfte, at infektionen er til stede.
Den kronisk fase
Den kroniske fase viser sig normalt som hjertesygdom i 30-40 års alderen. Man kan få alvorlige problemer med hjertet og blodpropper.
Nerverne i mavetarm-kanalen kan også blive skadet, så der opstår betydelige udvidelser af spiserøret og tyktarmen. Dette kan medføre synkebesvær, opkastninger og forstoppelse.
Hvordan stilles diagnosen?
Sygdommens forløb vil i Latinamerika give mistanke om sygdommen. Det er dog svært at stille diagnosen. Lægen stiller diagnosen ved at undersøge blodprøver, hvor man ser efter parasitten og tester for antistoffer. Ingen af metoderne er 100% pålidelige. Lægen vil derfor sammenholde resultaterne fra blodprøverne med patientens symptomer og varighed af ophold i områder, hvor der er risiko for smitte med Chagas sygdom.
Hvis man skal undersøges for den kroniske form af Chagas sygdom, vil man få taget hjertekardiogram (ekg) og 24 timers ekg for at se, om der er rytmeforstyrrelser i hjertet.
Hvorfor får man Chagas sygdom?
Parasitten bliver overført til mennesker via blodsugende rovtæger, kissing bugs. Tægerne lever normalt i sprækker i væggene i ler- og stråhuse, som er almindeligt for fattige landsbyboere; tægerne bider helst om natten. Infektionen kan også blive overført ved blodtransfusion og ved mor-til-barn smitte under graviditeten.
Efter at et menneske er bidt af en tæge, formerer parasitterne sig først nær det sted, hvor man er bidt. Så kommer de over i blodbanen og invaderer senere celler. Man finder parasitterne i hjertets muskulatur, i muskulatur i fx mave-tarm-kanalens vægge og i centralnervesystemet.
Når parasitterne formere sig videre, ødelægger de cellerne og giver betændelse og erstatter muskelceller med uelastisk bindevæv.
Infektionen forløber i flere stadier. Det akutte stadie forløber ofte ubemærket, fordi symptomerne mest ligner almindelige børnesygdomme. Omtrent 30% af de smittede vil få den kroniske form af sygdommen op til 30 år efter, at de blev smittet.
Sygdom i hjertet udgør over størstedelen af de tilfælde, hvor der opstår symptomer. Man kan få rytmeforstyrrelser, svækket hjerte og hjertesvigt. Disse komplikationer behandles med forskellig slags hjertemedicin eller pacemaker.
Hvordan behandler man Chagas sygdom?
Den eneste medicin der kan bruges til at behandle Chagas sygdom, er de såkaldte triazolderivater nifurtimox og benznidazol. Ingen af medikamenterne er ideelle, fordi:
De er ikke 100% effektive i den kroniske fase
De kan have alvorlige bivirkninger. De kan blandt andet skade nervesystemet
Medicinen skal tages i 30-60 dage med tæt kontrol af blodprøver og bivirkninger
Der er store forskelle på, hvor følsom parasitten er for medicinen. Nogle typer af parasitten er modstandsdygtige overfor medicinen
Tidligere behandlede man kun børn under 12 år. De har større chance for gunstig effekt, fordi det er usandsynligt, at de har udviklet kroniske symptomer. I dag vil man også behandle personer med latent eller tidlig kronisk sygdom. Undersøgelser tyder nemlig på, at man forbedrer overlevelsen ved at behandle med medicin.
Man kan desværre ikke se på blodprøverne bagefter, om en person er blevet helbredt for Chagas sygdom, fordi antistoffer vil blive ved med at være positive. Ny medicin er dog under udvikling.
Forebyggelse gennem insektkontrol af tæger er hovedfokus i de nationale forebyggelsesprogrammer. Der kan være problemer med modstandsdygtige insekter.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Chagas sygdom forekommer i Latinamerika. Det er en alvorlig sygdom, som kan forårsage mave- og tarmsygdom, svær sygdom i hjertet og død som følge af hjertesvigt. Sygdommen rammer de fattige, og der er ikke symptomer i den tidlige fase.
Chagas bliver kronisk hos mange, men det er ikke muligt at forudsige hvem, der vil få alvorlige symptomer.
Hvor udbredt/hyppig er Chagas sygdom?
Man anslår, at 6-7 millioner mennesker er kronisk smittet med parasitten
I mange lande i Sydamerika er Chagas sygdom den næst vigtigste årsag til sygdom i hjertet efter åreforkalkning
Man regner med, at mere end 300.000 smittede personer lever uden for de områder, hvor sygdommen normalt forekommer, hovedsageligt i USA og Europa
Sygdommen er meget sjælden i Skandinavien og findes i praksis kun blandt indvandrere fra Sydamerika
Risikoen for smitte er ubetydelig ved kortvarige besøg i områder, hvor parasitten findes.
