Chikungunya-feber

Lene Fogt Lundbo

Afdelingslæge

Fakta

  • Chikungunyafeber skyldes infektion med chikungunyavirus, som overføres af myg
  • Chikungunyafeber forekommer i tropisk Afrika, Syd- og Mellemamerika, på Det indiske Subkontinent og i Sydøstasien
  • Sygdommen medfører feber, ledsmerter og udslæt
  • Chikungunyafeber går over af sig selv og kræver ikke behandling
  • Beskyttelse mod myggestik er helt central og eneste effektive forebyggelse

Hvad er chikungunyafeber?

 

Chikungunyafeber skyldes chikungunyavirus, som overføres af myg. Sygdommen medfører feber, ledsmerter og udslæt.

Hvad er symptomerne på chikungunyafeber?

Inkubationstiden (tiden fra smitte til sygdom) er som regel 2-6 dage. De hyppigste symptomer er:

  • feber
  • hovedpine
  • smerter i muskler og led - oftest ankel- og håndled

Et par dage efter symptomerne er opstået, kan der opstå et rødt hududslæt, som forsvinder igen i løbet af nogle dage. Ledsmerterne kan derimod vare ved i månedsvis og kan i meget sjældne tilfælde blive kroniske.

Under et stort udbrud af chikungunyafeber på øen Réunion i 2005 blev der beskrevet blødninger fra næse og tandkød hos en stor del af de syge.

Hvordan stilles diagnosen?

En typisk sygehistorie og ophold i et område, hvor chikungunyavirus forekommer, giver lægen mistanke om diagnosen.

En blodprøve, som påviser virus eller antistoffer i blodet, bekræfter diagnosen.

Hvorfor får man chikungunyafeber?

Chikungunyavirus overføres til mennesker ved myggestik - oprindeligt var der tale om myg ved navn Aedes aegypti.

Siden 2005 har chikungunyavirus været i stand til at formere sig i en anden type myg (Aedes albopictus, "Den Asiatiske Tigermyg"), som forekommer i store dele af verden - også i Europa. Denne ændrede mulighed for formering skyldes en ændring (mutation) i virus' arvemasse.

Myg, som overfører chikungunyavirus, er også aktive om dagen.

Aber i jungleområder er såkaldt reservoir for virus. Det vil sige, at aber fungerer som opholdssted for virus, hvorfra spredning til mennesker kan ske. Mennesker med chikungunyavirus-sygdom kan også være kilde for videre spredning af virus i områder, hvor de smittebærende myggearter findes.

Tilstanden er beslægtet med Sindbis feber (Ockelbosjukan), som findes i Skandinavien.

Smitter chikungunyafeber?

Som hovedregel nej, for smitte kræver den rette myggeart for at sprede smitten. En gravid kan dog smitte det ufødte barn med virus, men chikungunyavirus er så vidt vides ikke skadelig for fostret.

Teoretisk kan man smittes med virus, hvis man modtager en blodtransfusion fra en person med chikungunyavirus i blodet.

Er chikungunyafeber arveligt?

Nej.

Hvordan behandler man chikungunyafeber?

Chikungunyafeber går over af sig selv. Der er som regel kun behov for lindrende behandling i form af smertestillende medicin.

Der findes ingen behandling mod selve virus.

Hvad kan jeg selv gøre?

Forebyg myggestik ved ophold i områder, hvor chikungunyavirus findes.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre chikungunyafeber?

Det vigtigste er at beskytte sig mod myggestik:

  • Anvend lange bukser, langærmede trøjer og strømper og påfør myggespray cirka hver fjerde time på de dele af kroppen, som ikke er dækket af tøj - særligt tidlig om morgenen og sent om eftermiddagen, når myggene er mest aktive
  • Brug myggeafvisende midler baseret på DEET (<20 %) eller Autan 
  • Sov under myggenet, som er imprægneret med permetrin

Gravide, personer med nedsat immunforsvar og andre med alvorlige kroniske sygdomme, bør opsøge deres læge for personlig rådgivning før en eventuel rejse til områder, hvor der er udbrud af chikungunyafeber.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Tilstanden går typisk over af sig selv i løbet af en uge.

Prognosen er god for ellers raske personer. Sygdommen kan i sjældne tilfælde medføre alvorlig sygdom med lunge- og hjertesvigt, og infektion i centralnervesystemet.

Ved udbruddet på den franske ø Réunion i 2005 blev der meldt om cirka 200 dødsfald efter chikungunyafeber - hovedsageligt blandt ældre mennesker, som i forvejen var syge.

Hvor udbredt/hyppig er chikungunyafeber?

Chikungunyafeber forekommer i tropisk Afrika, i Syd- og Mellemamerika, på det indiske subkontinent og i Sydøstasien. Det seneste store udbrud startede på nogle øer i Det indiske ocean i 2005 - hårdest ramt blev den franske ø Réunion, hvor over 250.000 personer blev syge.

i 2007 var der udbrud af chikungunyafeber i provinsen Ravenna i Norditalien.

Kan jeg få chikungunyafeber mere end én gang?

Nej - infektion medfører immunitet.

    Vil du vide mere?

    Kilder

    Fagmedarbejdere

    Lene Fogt Lundbo

    Afdelingslæge, Afdeling for Lunge- og infektionssygdomme, Bispebjerg Hospital

    Erling Peter Larsen

    speciallæge i almen medicin, Silkeborg

    Indhold leveret af

    Patienthåndbogen

    Patienthåndbogen

    Kristianiagade 12

    2100 København Ø

    DisclaimerPatienthåndbogen