Dracunculiasis

Lene Fogt Lundbo

Afdelingslæge

Fakta

  • Dracunculiasis (Guinea-orm) er en infektion, som overføres med forurenet drikkevand
  • Ormen vandrer ud til underhuden og bryder til sidst frem gennem hudoverfladen, hvorfra nye larver frigøres
  • Der findes ingen effektiv medicin mod denne parasit, som kun kan fjernes mekanisk ved langsom udtrækning/oprulning over nogle uger
  • Forekommer fortsat sporadisk i enkelte lande i tropisk Afrika (Angola, Tchad, Etiopien, Mali og Sydsudan), men er derudover stort set udryddet

Hvad er dracunculiasis?

Dracunculiasis er en infektion, som overføres med forurenet drikkevand. Dracunculiasis kaldes også Guinea-orm og skyldes rundormen Dracunculus medinensis.

Den voksne orm lever lige under hudens overflade hos mennesket og kan blive ½-1 meter lang.

Til sidst vil den ende af ormen, der rummer kønsorganerne, bryde frem gennem huden og udskille store mængder mikroskopiske larver til omgivelserne.

Hvad er symptomerne på dracunculiasis?

  • En smertende blære og siden et sår, hvor ormen bryder gennem huden
  • Ormen er hvid og trådformet (som spaghetti), og ½-1 m i længden
  • Såret, hvor ormen kommer ud, kan blive betændt med bakterier

Hvordan stilles diagnosen?

Ved det karakteristiske sygdomsbillede. I de få lande i verden, hvor Guinea-orm stadig forekommer (Angola, Tchad, Mali, Ethiopien og Sydsudan), kender almindelige mennesker sygdommen og kan stille diagnosen.

Hvorfor får man dracunculiasis?

Mennesker smittes ved at indtage drikkevand, som indeholder vandlopper smittet med drancunculus-larver.

Hvordan behandler man dracunculiasis?

Der findes ingen effektiv medicin mod denne parasit. I perioden med sår på huden er omhyggelig sårpleje vigtig for at undgå andre infektioner.

Det er vigtigt at forebygge sygdommen i de områder, hvor den fortsat findes:

  • Drik kun vand fra sikre kilder
  • Filtrér alt drikkevand gennem et stoffilter
  • Undgå at personer med dracunculiasis-sår kommer i kontakt med drikkevandskilder (brønde og vandtanke)

Disse tiltag, som blandt andet verdenssundhedsorganisationen WHO har fremmet, har medført, at sygdommen stort set er udryddet i dag.

Hvad kan jeg selv gøre?

Undgå forurenet drikkevand.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

  • Larverne smitter mikroskopiske skaldyr (vandlopper) i ferskvand
  • Når mennesker drikker det forurenede ferskvand, frigøres larverne fra vandlopperne
  • Larverne vandrer fra tarmsystem til underhud over adskillige måneder
  • Larverne udvikles til voksne orm lige under hudens overflade, typisk på fødderne
  • Ud for ormens ene ende udvikles en smertefuld blære, som brister, når huden bliver våd
  • Fra den frie ende af ormen udskilles store mængder larver, der på ny kan inficere vandlopper
  • Den voksne orm dør, når den har udskilt larverne
  • I områder, hvor drancunculiasis findes, kendes til teknikken med at trække ormen langsomt ud af såret ved oprulning på en pind eller lignende

Hvor udbredt/hyppig er dracunculiasis?

Yderst sjælden. Der har været et stort fald fra ca. 3,5 millioner nye tilfælde i 1985, til kun 13 registrerede nye tilfælde på verdensplan i 2022.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Lene Fogt Lundbo

Afdelingslæge, Afdeling for Lunge- og infektionssygdomme, Bispebjerg Hospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen