Hvad er Ebola?
Ebola er en såkaldt hæmoragisk febersygdom (hæmoragisk = blødende), som skyldes infektion med Ebolavirus.
Ebola blev først beskrevet i 1976 og har fået sit navn efter en flod i DR Congo (daværende Zaire). Sygdommen findes primært hos vilde dyr, hvorfra den kan spredes til mennesker og sidenhen forårsage epidemier pga. menneske-til-menneske smitte.
Ebolavirus findes kun i tropisk Afrika. Frem til 2014 var de fleste tilfælde fra Øst- og Centralafrika (Congo, DR Congo, Gabon og Sudan). I 2014 udbrød imidlertid den til dato største Ebola epidemi i Vestafrika (Guinea, Sierra Leone og Liberia) med over 28.000 tilfælde og en samlet dødsrate på 40 %.
Virus kan ødelægge blodets størkningsevne, hvilket fører til såkaldt Dissemineret Intravaskulær Koagulation (forkortet DIC) og blødninger.
Hvad er symptomerne på Ebola-infektion?
Tiden fra man bliver smittet, til sygdommen bryder ud, er typisk få dage, men kan være op til tre uger.
Typiske symptomer er:
- Pludseligt indsættende feber ledsaget af svær sygdomsfølelse (svimmelhed, kvalme, mavesmerter, muskelsmerter, hovedpine)
Dernæst tilkommer
- Hoste, åndenød og brystsmerter
- Opkastninger og diarré
- Konfusion
- Svigtende funktion af lever og nyrer
I alvorlige tilfælde:
- Tab af blodets evne til at størkne, hvilket medfører blødninger og udvikling af shock
- Indre blødninger fra mave-/tarmkanalen, lungerne og slimhinder i næse og mund
- Ydre blødninger fra smårifter og stiksår i huden
- Bevidstløshed, kramper og død
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles ved påvisning af Ebolavirus hos personer med hæmoragisk feber.
Det vigtigt, at personer som har rejst i områder, hvor der enten er, eller tidligere har været, Ebolaepidemi, oplyser lægen om dette.
Hvorfor får man Ebola-infektion?
Oprindelsen af Ebolavirus er ukendt. Man formoder, at vilde dyr i skovområder i tropisk Afrika bærer smitten og altså fungerer som såkaldt reservoir for sygdommen. Hvilke dyr der er tale om står ikke klart, men man formoder, at flagermus kan huse smitten uden selv at blive syge.
Mennesket er ikke en naturlig bærer af Ebolavirus, men formodes smittet, f.eks. ved jagt på vilde dyr eller ved at indtage kød fra vilde dyr, som har været smittede (såkaldt "bush meat").
I en epidemi spredes smitten direkte imellem mennesker ved kontakt med blod, sæd og andre kropsvæsker fra den syge, som indeholder store mængder virus. Man skal derfor være i nærkontakt med en person med Ebola for at blive smittet. Faren for smitte er størst, når personen er kritisk syg med blødning fra luftveje og/eller fra mave-/tarmkanal. De fleste, som er blevet smittet, er derfor familiemedlemmer eller sundhedspersonale.
Vi har ikke haft patienter med påvist ebola-virus i Danmark.
Er Ebola arveligt?
Nej.
Hvordan behandler man Ebola?
Behandlingen går ud på at stabilisere patienten, standse blødningerne og erstatte den tabte væske.
De syge isoleres, og personalet anvender personligt beskyttelsesudstyr. Dette sker ikke af hensyn til den syge, men for at forebygge spredning af smitte til raske personer.
Der er udviklet medicin mod Ebola-virus, der har nogen effekt. Der findes også vacciner, men disse fås ikke til almindelige turistrejsende.
Hvad kan jeg selv gøre?
Undgå rejser til områder med udbrud af Ebola.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Alvorligt forløb med blødninger, shock, kramper og død. Dødeligheden er mellem 50 og 90 % hos dem, som udvikler sygdom. Ved behandling på et vestligt hospital er dødeligheden betydeligt lavere.
Hvor udbredt/hyppig er Ebola?
Få importerede tilfælde er set i Europa efter rejser til tropisk Afrika. Sygdommen forekommer kun i udbrud i tropisk Afrika.
Kan jeg få Ebola mere end én gang?
Man er nok immun overfor samme type Ebola-virus, når man en gang har haft infektionen - og vel at mærke har overlevet.
Ebola i Afrika
Udbrud med Ebola finder som regel sted i fjerne og fattige områder af Afrika, som ofte er præget af politisk ustabilitet og af et ringe udviklet sundhedssystem. Når mistanken om et udbrud opstår, vil lokale sundhedsmyndigheder afsende prøver fra patienter og afdøde til undersøgelse på specialiserede laboratorier for at bekræfte smitten. Dernæst kontaktes internationale sundhedsorganisationer (WHO, det amerikanske Centre for Disease Control, Læger uden Grænser m. fl.), som indkalder relevant personale og koordinerer indsatsen.
Der kan gå måneder fra de første tilfælde opstår, til ekspertgrupperne fra de internationale sundhedsorganisationer ankommer til et udbrudssted for at bringe smitten under kontrol.
Erfaringen har vist, at i en udbrudssituation er det lokale sundhedspersonale særlig udsat. I det oprindelige udbrud i Zaire i 1976, nåede en del af hospitalspersonalet at dø af sygdommen, førend det blev erkendt, at der var tale om en epidemi af en ny smitsom sygdom. En del af sygehuspersonalet flygtede fra området pga. frygt for selv at blive ramt.
Vil du vide mere?
