Japansk encephalitis

Carsten Schade Larsen

speciallæge

Fakta

  • Japansk encephalitis (japansk hjernebetændelse) er en alvorlig hjernebetændelse, som skyldes japansk encephalitis virus, der overføres af myg
  • Japansk encephalitis forekommer i store dele af Asien og vestlige Stillehavsområde, herunder en række populære rejsemål som Thailand, Filippinerne og Indonesien
  • De fleste, som bliver smittet med japansk encephalitis, får ingen eller kun få symptomer og bliver hurtigt raske af sig selv
  • Ganske få smittede får hjernebetændelse med kraftig hovedpine, kvalme og opkastninger, nakkestivhed, kramper og påvirket bevidsthed
  • Der findes ingen specifik behandling af hjernebetændelsen, og behandlingen er alene understøttende
  • Dødeligheden er omkring 20-30 %, og af de der overlever, har halvdelen permanente hjerneskader
  • Japansk encephalitis kan forebygges ved at beskytte sig mod myggestik og ved vaccination

Hvad er japansk encephalitis?

Myg (culex salinarius)

Japansk encephalitis er en hjernebetændelse forårsaget af japansk encephalitis virus (JEV), som overføres ved myggestik. 

Japansk encephalitis forekommer i store dele af Asien og det vestlige Stillehavsområde, hvor det er den hyppigste hjernebetændelse forårsaget af virus. De seneste år er det set en spredning af JEV til de østlige og sydlige dele af Australien.

Der er ca. 68.000 tilfælde i verden om året. 

Hvad er symptomerne på japansk encephalitis?

De fleste, som bliver smittet, får ingen eller kun få symptomer og bliver hurtigt raske af sig selv. Der ses milde forløb med feber og hovedpine. Risikoen for at få hjernebetændelse stiger med alderen og ses hos 1 ud af 25 voksne og 1 ud af 200 børn, der bliver smittet.

Der går omkring 5-15 dage fra smitte, til symptomerne opstår. Symptomerne på hjernebetændelse er:

  • kraftig hovedpine
  • kvalme og opkastninger
  • nakkestivhed
  • kramper
  • påvirket bevidsthed

Dødeligheden er 20-30 %, og halvdelen af de overlevende har permanente hjerneskader.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Vær opmærksom på symptomer på hjernebetændelse, som er feber, kraftig hovedpine, kvalme og opkastninger samt påvirket bevidsthed, hvis man opholder sig i eller nylig er hjemkommet fra områder, hvor der forekommer japansk encephalitis.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen på japansk encephalitis stilles ved at påvise antistoffer mod japansk encephalitis virus eller påvise virus i en blodprøve og/eller en prøve af rygmarvsvæsken.

Der kan på MR-skanning af hjernen ses typiske forandringer.

Hvorfor får man japansk encephalitis?

Reservoiret for japansk encephalitis virus er grise og vadefugle, og sygdommen forekommer overvejende i landomåder med svinehold og rismarker. Grise kan have virus i blodet uden at være syge. 

Mennesker bliver smittet ved myggestik. De myg (Culex spp.), der overfører japansk enchephalitis virus, stikker om aftenen og natten, når man opholder sig udendørs. Så risikoen for at få japansk encephalitis er størst ved ophold i landområder og ved aktiviteter udendørs.

Japansk encephalitis kan ikke smitte fra menneske til menneske. 

Hvordan behandler man japansk encephalitis?

Der findes ingen specifik behandling af japansk encephalitis. Behandlingen er alene symptomatisk og understøttende for at forhindre alvorlige skader.

Ved symptomer på hjernebetændelse er det vigtigt, at man hurtigt søger læge og bliver indlagt på hospital.

Hvad kan jeg selv gøre?

Ved ophold i områder med japansk hjernebetændelse kan man overveje at blive vaccineret mod japansk encephalitis.

Det er vigtigt at beskytte sig mod myggestik, det mindsker risikoen for at blive smittet. I områder med japansk encephalitis bør huden tildækkes med sokker, lange bukser og langærmede trøjer, når man opholder sig udendørs efter solnedgang

Man bør desuden bruge myggespray, som indeholder dietyltoluamid (DEET) eller icaridin 20-30 %.

Tøj og myggenet imprægneret med permethrin holder både myg og andre insekter væk. Imprægneringen kan gøres ved at spraye tekstilerne, så de bliver fugtige. Dette skal foregå i veludluftede rum. Sprayingen kan også gennemføres i en plastpose. Permethrin er giftig ved indånding, mens det i tør tilstand ikke er giftigt.

Man er bedst beskyttet, hvis man opholder sig indendørs efter solnedgang og ved samtidigt brug af myggenet rundt om sengen og myggenet i døre og vinduer. 

Hvordan undgår jeg at få eller forværre japansk encephalitis?

Beskyttelse mod myggestik, specielt efter solnedgang og til solopgang og ved vaccination mod japansk encephalitis.

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Du skal søge hjælp, hvis du i forbindelse med ophold i område med forekomst af japansk encephalitis får symptomer på hjernebetændelse i form af kraftig hovedpine, kvalme og/eller opkastninger, nakkestivhed, kramper og påvirket bevidsthed.

Vaccination

Vaccination mod japansk hjernebetændelse kan overvejes til voksne og børn over 2 måneder, som skal opholde sig mindst 4 uger i områder med risiko for japansk hjernebetændelse. Især ved ophold i landområder. Ved intens risiko for smitte eller ophold i områder med aktuelt udbrud, kan vaccination overvejes, også i tilfælde af rejser af kortere varighed.

Vaccinen, Ixiaro, der anvendes i Danmark indeholder inaktiveret japansk encephalitis virus. 

Ixiaro er godkendt til vaccination af voksne og børn over 2 måneder. Der gives to doser med 28 dages interval. Børn i alderen 2 måneder til 3 år vaccineres med halv dosis. Til voksne i alderen 18-65 år kan de to doser gives med 1-2 ugers interval. Efter to doser er man beskyttet i 12-24 måneder.

Revaccination anbefales 12-24 måneder efter primær vaccination og giver beskyttelse i 10 år.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Langt de fleste, som bliver smittet, får ingen eller kun meget få symptomer, og bliver hurtigt raske af sig selv. Men hos ca. 0,5 -4 % af personer, som bliver smittet, opstår der hjernebetændelse.

Japansk encephalitis er en af de alvorligste hjernebetændelser med en dødelighed på 20-30 %.

Hvor udbredt/hyppig er japansk encephalitis?

  • Verdenssundhedsorganisationen WHO mener, at der er omkring 68.000 tilfælde af japansk encephalitis om året
  • Flere lande i Asien har indført vaccination mod japansk hjernebetændelse i børnevaccinationsprogrammet
  • Der er siden 1985 kun set to tilfælde af japansk hjernebetændelse hos danske rejsende
  • Man vurderer, at risikoen for at få japansk hjernebetændelse ved rejser til endemiske områder er 1:400.000-1.000.000 per måned
  • I nogle områder er der med mellemrum udbrud af japansk encephalitis efterfulgt af en periode med relativ lav forekomst 

Kan jeg få japansk encephalitis mere end én gang?

Nej.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Carsten Schade Larsen

Overlæge, Lektor, Århus Universitetshospital, Skejby, Infektionsmedicinsk Afdeling Q

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen