Mpox

Lene Fogt Lundbo

Afdelingslæge

Fakta

  • Mpox er en virussygdom
  • Smitter ved tæt kontakt inklusiv seksuel kontakt
  • Findes primært i Central- og Vestafrika, men der har været udbrud i Europa
  • Symptomerne er udslæt med blærer og evt. influenzalignende symptomer, så som feber, muskelsmerter, hovedpine og derudover hævede lymfeknuder. Der kan være smerter i endetarmen eller smerter i halsen
  • Der findes en specifik behandling mod virus, men det er som regel kun personer med et svækket immunforsvar og børn, der skal behandles
  • Der er udviklet en vaccine, som kan anvendes til specifikke risikogrupper og til personer, der har været udsat for smitte

Hvad er mpox?    

  • Mpox (tidligere kaldet abekopper) er en virusinfektion med virusset mpox
  • Der findes to undertyper - clade I og clade II. Clade I forårsager mere alvorlig sygdom end clade II
  • Er i familie med koppevirus men mindre alvorlig
  • Kan sprede sig fra dyr (typisk gnavere, aber og andre pattedyr) til mennesker
  • Findes primært i Central- og Vestafrika men der har været udbrud uden for Afrika, hvor det har været smitte mellem mennesker, der har forårsaget udbruddet 

Hvad er symptomerne på mpox?

  • Udslæt med blærer på 0,5-1cm, der efterfølges af skorpedannelse. Der kan efterfølgende opstå ar.
  • Hævede lymfeknuder
  • Evt. influenzalignende symptomer med feber, hovedpine og muskelsmerter
  • Smerter og evt. blødning fra endetarmen
  • Halssmerter
  • Gener fra øjnene

Hvordan stilles diagnosen?

  • Ved podning fra sår/blærer, endetarm, svælg 
  • Udføres efter telefonisk aftale med læge. Podningen foregår oftest på infektionsmedicinsk afdeling eller på en klinik for hud- og kønssygdomme.

Hvorfor får man mpox?

  • Mpox er en infektionssygdom, der smitter ved fysisk kontakt. Særligt clade II har været forbundet med mange seksuelle kontakter og særligt hos mænd som har sex med mænd, men ses også hos andre

Smitter mpox?

  • Ja, mpox er en infektionssygdom, der smitter ved fysisk kontakt
  • Der går typisk 6-16 dage, fra man bliver smittet, til man bliver syg, men der kan gå kortere tid og op til maksimalt 21 dage

Er mpox arveligt?

  • Nej

Hvordan behandler man mpox?

  • Voksne skal ikke behandles for selve virus, med mindre de har et meget svækket immunforsvar, eller de har infektion i øjnene. Børn skal ofte behandles. Det er en specialistopgave (på infektionsmedicinsk afdeling) at stå for en evt. behandling
  • Smertestillende særligt ved smerter i endetarmen eller halsen
  • Behandling med antibiotika hvis der opstår infektion med bakterier
  • Der findes en svækket, levende vaccine, der kan bruges til udvalgte personer i risiko

Hvad kan jeg selv gøre?

  • Undgå tæt fysisk kontakt til personer, der er diagnosticeret med mpox, indtil alle sårene er helet, og personerne ikke længere har influenzalignende symptomer
  • Læs Sundhedsstyrelsens vejledning om mpox: Sundhedsstyrelsen - Mpox

Hvordan udvikler sygdommen sig?

  • Langt de fleste kommer sig helt efter sygdommen - omend der kan komme ar efter udslættet
  • Dødeligheden er højere for clade I (nyligt opgjort til 4% men 11% for børn) end clade II (<0,1%). Tallene for clade I er dog fra Afrika og ikke sikkert direkte overførbare til Danmark
  • Der har endnu ikke været et dødsfald  i Danmark forårsaget af mpox 

Hvor udbredt/hyppig er mpox?

  • Findes primært i Central- og Vestafrika

  • Der var et verdensomspændende udbrud med clade II i 2022-2023

  • Siden september 2023 har en ny variant clade I spredt sig i Den Demokratiske Republik Congo (DRC). Sygdommen har nyligt spredt sig til nabolandene

  • Der har pr. 30/8-24 kun været 1 tilfælde af clade I i Europa (i Sverige) under aktuelle udbrud. Personen blev smittet i Afrika

  • I perioden 1. januar - 25. august 2024 er der rapporteret formodede mpox-tilfælde i følgende 13 afrikanske lande: Burundi, Cameroun, Den Centralafrikanske Republik, Den Demokratiske Republik Congo, Elfenbenskysten, Gabon, Kenya, Liberia, Nigeria, Republikken Congo, Rwanda, Sydafrika og Uganda

  • I Danmark har der i 2024 kun været få tilfælde af mpox. Alle har været med clade II

Kan jeg få mpox mere end én gang?

  • Der er beskrevet tilfælde, hvor personer har fået mpox 2 gange, men det er meget sjældent hos personer med et normalt immunforsvar
  • Tidligere infektion beskytter mod alvorlig sygdom

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Lene Fogt Lundbo

Afdelingslæge, Afdeling for Lunge- og infektionssygdomme, Bispebjerg Hospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen