Sneglefeber, (schistosomiasis eller bilharziose) er en infektion med schistosoma orm, som lever i blodkar omkring tarm eller blære
Tilstanden er udbredt i den tropiske og subtropiske del af verden - 90 % af tilfældene forekommer i tropisk Afrika
Infektionen kan ses hos rejsende, som har badet i ferskvandssøer og floder, især i tropisk Afrika, Sydamerika og Caribien
Sneglefeber giver ikke nødvendigvis symptomer her og nu, men kan på længere sigt forårsage skader på urinblære og tarm
Sneglefeber kan behandles med medicin - behandlingen er effektiv og har få bivirkninger
Hvad er schistosomiasis - sneglefeber?
Sneglefeber (også kaldet schistosomiasis eller bilharziose) er en infektion med blodfladorme (blodikter), der lever i de små blodkar omkring tarm eller blære. Sygdommen skyldes hovedsageligt de tre nedenstående arter, der alle findes i ferskvand (søer, åer og floder):
Schistosoma mansoni: Forårsager schistosomiasis i tarmen - findes i det meste af Afrika, på den arabiske halvø, i Sydamerika (Brasilien, Venezuela, Surinam) og i Caribien (inklusive Puerto Rico, men ikke på Cuba)
Schistosoma haematobium: Forårsager schistosomiasis i blære og kønsorganer - findes i tropisk Afrika og Mellemøsten
Schistosoma japonicum: Forårsager asiatisk schistosomiasis i tarmen - findes i Kina, på Filippinerne og til dels i Indonesien, men ikke i Japan
De mikroskopiske schistosomalarver, der udskilles i vandet af bestemte ferskvandssnegle, kan ikke ses med det blotte øje. Hvis man bader i søer eller floder, hvor schistosomiasis forekommer, kan larverne gennemtrænge intakt hud og i løbet af et par måneder udvikle sig til voksne orm i den menneskelige organisme.
Voksne schistosomaorm er 7-20 mm lange, grå eller hvide og har en "sugekop" i hver ende til fæstning i blodkarrene.
Hvad er symptomerne på schistosomiasis?
Ikke alle der smittes med sneglefeber får symptomer, og det er som regel kun personer, der bor i områder med schistosomiasis, som får senfølger af sygdommen. Det skyldes, at man skal udsættes for mange infektioner med schistosoma-orm for at udvikle senfølger.
Tilstanden kan forløbe akut og kronisk:
Umiddelbart efter at larverne er trængt gennem huden, kan der opstå et kløende udslæt, som varer nogle dage
I Danmark kan der i varme somre opleves såkaldt "svømmekløe" efter, man har badet i lunt ferskvand. Tilstanden skyldes fugle-schistosomer, som dog ikke kan modnes i mennesker og derfor, i modsætning til de tropisk forekommende schistosoma-arter, ikke forårsager andet end hudkløe
Når schistosoma-ormene efter 1-2 måneder er kønsmodne, kan der opstå Katayama-feber (se nedenfor)
Akut schistosomiasis (Katayama-feber)
Tilstanden opstår typisk 1-2 måneder efter smitte og symptomerne er:
Feber
Nældefeberudslæt
Almen sygdomsfølelse
Smerter i maven
Diarré, som kan være blodig
Smerter i musklerne
Tør hoste
Hos de fleste går symptomerne over af sig selv i løbet af nogle uger - hos enkelte varer tilstanden længere.
Katayama-feber er almindelig blandt turister, som har fået schistosomiasis. Hos lokale beboere i områder med schistosomiasis er tilstanden derimod sjælden, formentlig pga. en vis tilvænning til parasitterne i opvæksten.
De fleste importerede tilfælde i Danmark forekommer hos turister, som har haft kontakt med ferskvand i Malawisøen, Victoriasøen, Voltasøen, og i floder i Zambesi- og Niger-deltaet.
Kronisk schistosomiasis
Tilstanden udvikles gradvist over nogle år og ses stort set aldrig hos turister, der kun har opholdt sig kort tid i områder med schistosomiasis. Kronisk schistosomiasis skyldes ophobningen af æg i slimhinden i blære og tarm - sjældnere i lever, milt, lunger eller centralnervesystem. Æggene forårsager en kronisk betændelse, som med tiden fører til, at der dannes arvæv.
Ved schistosomiasis i tarmen kan man få smerter i maven, diarré, og blod i afføringen
Ved schistosomiasis i blæren kan man få hyppig vandladning, smerter over blæren og blod i urinen
Skrumpelever, blodstyrtninger, skrumpeblære, nyresvigt og blærekræft er svære langtidsfølger, som kun ses hos massivt inficerede mennesker i egne, hvor schistosomiasis forekommer
Kronisk infektion kan hos børn medføre dårlig ernæringsstatus og hæmmet vækst
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen kan få mistanke om schistosomiasis, hvis man har badet i ferskvand i områder i troperne eller subtroperne, hvor tilstanden er udbredt.
Diagnosen kan bekræftes ved
Blodprøve med påvisning af antistoffer mod schistosoma-orm
Fund af schistosoma-æg i afføring eller urin
Vævsprøver fra slimhinden i tarm eller blærevæg - prøverne udtages ved koloskopi eller cystoskopi
Hvorfor får man schistosomiasis?
Mennesker smittes ved kontakt med inficeret ferskvand i områder, hvor sygdommen forekommer. Mennesket er hovedreservoir (hovedvært) for S. mansoni og S. haematobium, mens andre pattedyr, f.eks. kvæg, er hovedreservoir for S. japonicum.
Livscyklus i mennesker
Æg udskilles i afføring eller urin fra et menneske med schistosomiasis
I ferskvand klækkes æggene og frigør en særlig form for larver (miracidier), der inficerer bestemte arter af snegle (mellemvært)
Udviklingen i snegle tager 4-6 uger, hvorefter nye larve-stadier (cerkarier) frigøres til ferskvandet
Smitte sker ved, at cerkarielarverne gennemtrænger hud eller slimhinde på mennesker, som bader i ferskvandet
Efter gennemtrængning af huden, transporteres larverne med blodet via lungerne til leveren
I leveren udvikles cerkarielarverne til voksne schistosomaorm, som bevæger sig videre til de små blodårer i blære- eller tarmvæg
Efter cirka en måned indgår de voksne orm i konstant parring, og æglægningen begynder
Hver hun producerer nu fra hundredvis til tusindvis af æg pr. dag, og æggene befrugtes af hannen
Æggene gennemtrænger tarmvæggen (S. mansoni og S. japonicum) eller blærevæggen (S. haematobium) og udskilles i afføring eller urin
En del æg forbliver i slimhinden i tarm- eller blærevæg, hvor de forårsager kronisk betændelse
Atter andre æg bliver fragtet via blodet til lever, lunge eller andre organer, hvor de ligeledes kan forårsage betændelse, og at der dannes bindevæv
Ormene lever i gennemsnit i 3-10 år, men de kan leve så længe som 30 år
Sygdommens udvikling
Sygdom skyldes hovedsagligt en forsinket overfølsomhedsreaktion overfor de kemiske bestanddele (antigener), som æggene indeholder. Hvilke symptomer man får, og hvordan vævet i kroppen beskadiges, afhænger af:
Infektionens intensitet - antallet af orm
Stedet hvor æggene havner - blære, tarmsystem, lever, lunger eller nervesystem
Andre sygdomme - f.eks. kronisk leverbetændelse
Varighed af infektionen
Arvelige faktorer hos værten
Schistosomiasis i tarmen fører til betændelse, og der dannes sår og polypper (udvækster) - især i tyktarm og endetarm
Æg, som hober sig op i leveren, kan forårsage leverfibrose med deraf følgende udposninger på blodkarrene i spiserøret. Blodstyrtninger pga. uerkendt schistosomiasis kan ses hos personer med massive infektioner.
Schistosomiasis i blæren medfører betændelse, sår og polypper (udvækster) i blærevæggen, men også urinledere, prostata og livmoder kan blive angrebet. Dette kan medføre, at urinveje og indre kønsorganer skrumper. Senfølger er nyresvigt og blærekræft.
Smitter schistosomiasis?
Smitter ikke mellem mennesker.
Er schistosomiasis arveligt?
Nej.
Hvordan behandler man schistosomiasis?
Schistosomiasis kan behandles med medicin. Behandlingen er enkel, effektiv og har få bivirkninger, men hos nogle kan det være nødvendigt at gentage behandlingen for at opnå helbredelse.
Schistosomiasis bør behandles, også selv om man ikke har symptomer, men blot har fået påvist infektionen ved en blodprøve.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre schistosomiasis?
For turister kan smitte forebygges ved at undgå at bade og soppe i stillestående ferskvand i områder, hvor sygdommen forekommer.
For lokale, der bor i områder, hvor sygdommen forekommer, kan smitte forebygges ved at forbedre de sanitære forhold (undgå at menneskeurin og -afføring forurener ferskvandssøer og floder), og ved at massebehandle f.eks. skolebørn med regelmæssige intervaller.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Katayama-feber går over af sig selv
Svære infektioner forekommer kun ved tilbagevendende og hyppig udsættelse for smitte i områder med schistosomiasis. Svære infektioner ses derfor praktisk taget aldrig hos turister og andre korttidsrejsende.
Kronisk svær infektion med mange orm kan medføre alvorlige og livstruende komplikationer fra
Mave-/tarmkanalen med udtalt bindevævsdannelse i leveren, ledsagende udposning på blodkarrene i spiserøret og blodstyrtning
Urinvejene i form af skrumpeblære, nyresvigt og blærekræft
Hæmmet vækst og problemer med indlæring kan ses hos børn i områder med høj forekomst af schistosomiasis.
Med tidlig behandling er prognosen god ved lette infektioner. Hvis sygdommen derimod er fremskreden med svær påvirkning af organerne, er prognosen dårlig - på trods af behandling.
Er schistosomiasis farligt?
Ja - ved langvarig, ubehandlet infektion med mange orm kan tilstanden være alvorlig på længere sigt.
Hvor udbredt/hyppig er schistosomiasis?
Schistosomiasis er et betydeligt globalt problem. Verdenssundhedsorganisationen WHO skønner, at cirka 220 millioner mennesker er inficerede og dermed bærere af infektionen
Sygdommen har store konsekvenser for mange millioner mennesker, og den skønnes at resultere i omkring 200.000 dødsfald om året
I områder med schistosomiasis er infektionen mest udtalt hos skolebørn
