Hvad er cryptokokkose?
Cryptokokkose er en svampeinfektion forårsaget af Cryptococcus neoformans eller Cryptococcus gattii, som er beslægtede gærsvampe.
Det er næsten udelukkende personer med nedsat immunforsvar, som får infektion med cryptokokker. I Danmark opstår de fleste tilfælde hos personer med HIV/AIDS, efter organtransplantation og hos personer med visse kræftsygdomme - særligt Hodgkin's sygdom.
Hvad er symptomerne på cryptokokkose?
Infektionen opstår først i lungerne og giver ikke altid symptomer.
Symptomer på lungebetændelse med cryptokokker kan være hoste, feber, smerter og vægttab.
Udbredt sygdom viser sig oftest som hjernehindebetændelse (cryptokokmeningitis).
Symptomerne på cryptokokmeningitis er hovedpine, sløvhed og feber. Forvirring, andre mentale forandringer, kvalme, opkastninger og eventuelt synsforstyrrelser ses efterhånden, som sygdommen udvikler sig.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles ved at påvise cryptokokker i blod eller rygmarvsvæske (spinalvæske). Ved mistanke om hjernehindebetændelse er det afgørende, at der tages prøver fra spinalvæsken med en lumbalpunktur.
Hvorfor får man cryptokokkose?
Cryptococcer findes mange steder i omgivelserne: i jorden, i rådnende træ og i afføring fra fugle.
Hos personer med normalt immunforsvar vil cryptokokker ikke fremkalde sygdom. Hvis man derimod har meget svækket immunforsvar, kan man være modtagelig overfor cryptokoksygdom. Det drejer sig om personer med fremskreden HIV-infektion, eller personer som har fået foretaget organtransplantation.
Sygdommen kan dog også i sjældne tilfælde forekomme hos personer i langvarig behandling med binyrebarkhormoner, ved visse kræftsygdomme (særligt Hodgkins lymfom) og ved sarkoidose.
Man bliver smittet ved at inhalere svampesporer, som kan give infektion i lungerne. Hvis der opstår infektion i lungerne, kan svampen sprede sig med blodet til andre dele af kroppen.
Sygdommen spreder sig oftest til hjernehinderne, hvor den kan give en sjælden form for meningitis (cryptokokmeningitis).
Hvordan behandler man cryptokokkose?
Hvis cryptokokmeningitis ikke behandles, er sygdommen 100 % dødelig. Det er vigtigt at stille diagnosen så tidligt som muligt og komme i gang med behandling, da dette kan være afgørende for udfaldet.
Behandlingen består af svampedræbende medicin. Først gives medicinen direkte i blodbanen (intravenøst) i minimum to uger, derefter skal man fortsætte med behandling med tabletter i op til 6-8 uger.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Udfaldet afhænger meget af den sygdom, som er årsag til det svækkede immunforsvar.
Cryptokokkose er en sygdom, som kan forekomme i slutfasen af en kræftsygdom eller ved meget fremskreden HIV-infektion. Hvis den syge person ikke er for alvorligt syg af den sygdom, som er årsagen til det svækkede immunforsvar, er der gode muligheder for at blive helbredt.
Hvor udbredt/hyppig er cryptokokkose?
Sygdommen er sjælden, der er færre end fem årlige tilfælde af cryptokokkose i Danmark.
Vil du vide mere?