Tuberkulose, latent

Thomas Ringbæk

speciallæge

Fakta

  • Kun 5-10 % af dem, som bliver smittet med tuberkulosebakterien, bliver syge. Bakterierne kan dog overleve i kroppen i flere årtier. Denne tilstand kalder man latent tuberkulose 
  • Tuberkulosebakterier giver i begyndelsen en afgrænset betændelse i lungerne
  • Smitten giver først ikke nogen symptomer og er ikke smittefarlig før, der er tydelige symptomer og således sygdom
  • Kroppens immunforsvar får som regel kontrol over bakterieangrebet
  • Forebyggende behandling tilbydes nysmittede børn, samt personer med latent infektion, som skal starte immunhæmmende behandling

Hvordan opstår tuberkulose?

Lunger og bronkier
 

Når tuberkulosebakterier kommer ind i kroppen via luftvejene, opstår der en betændelsesagtig reaktion, som danner en knude med betændelse (tuberkel). Knuden og de tilhørende tuberkulose-inficerede lymfekirtler i brystkassen danner et såkaldt primærkompleks.

Dette primærkompleks giver oftest ingen symptomer, men nogle får symptomer som ligner forkølelse eller influenza. Bakterierne kan ikke påvises i denne fase, og personen smitter ikke.

Primærkomplekset kan i nogle tilfælde ses på røntgenbilledet af lungerne efter cirka 3 måneder. Efter 4-6 uger vil smitten kunne påvises ved en hudtest (tuberkulintest) eller en speciel blodprøve.

Bakterierne kan efter smitte spredes via blodet, uden at personen har symptomer. Hos de fleste personer bekæmper kroppens immunforsvar også, at bakterierne spredes i blodbanen. Bakterierne kan dog alligevel overleve i flere årtier.Tilstanden kaldes for latent tuberkulose. Bakterierne lever i dvale og deler sig ikke i denne fase.

 Hvad er latent tuberkulose?

Latent tuberkuløs infektion er en tilstand, hvor en person er smittet med tuberkelbacillen Mycobacterium tuberculosis, men vedkommende har ikke en aktiv tuberkuløs sygdom. Det vil sige, at vedkommende ikke er syg. 

Personer med latent tuberkulose har ikke symptomer og smitter ikke, men de har risiko for, at tilstanden kan gå over i aktiv tuberkuløs sygdom. Risikoen i løbet af livet for at gå fra latent til aktiv tuberkuløs sygdom er 5-10 %.

Hvad er symptomerne på latent tuberkulose?

Hvis man har latent tuberkulose, har man ikke symptomer eller klare tegn på sygdom.

I modsætning til latent tuberkulose er aktiv tuberkulose karakteriseret ved feber eller nattesved, vægttab, hoste og smerter i brystet.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Hvis du får vedvarende hoste, vægttab og nattesved, skal du gå til lægen for at blive undersøgt.

Hvis røntgenbilledet af lungerne er normalt, er det dog næsten aldrig aktiv tuberkulose, som er årsagen til disse symptomer. 

Hvordan stilles diagnosen?

Hvis lægen mistænker en person for at have latent tuberkulose, kan man undersøge vedkommende med en Mantoux-test (tuberkulintest) eller med specielle blodprøver.

Da man samtidig skal udelukke aktiv tuberkulose, tages der ofte et røntgenbillede af lungerne.

Hvad skyldes latent tuberkulose?

Latent tuberkulose skyldes, at man er blevet smittet med tuberkulosebakterien, men at ens immunforsvar holder bakterierne i skak, så de ikke formerer sig og giver symptomer. 

Er latent tuberkulose arvelig?

Nej, den er hverken arvelig eller smitsom.

Hvordan behandler man latent tuberkulose?

Hvis man har latent tuberkulose, er smittet for nyligt og skal have immunhæmmende behandling med såkaldte TNF-alfa-blokkere, vil man blive tilbudt forebyggende behandling.

Behandlingen består som regel af medicin med isoniazid, som man skal tage 1 gang dagligt i 6 måneder.

Hvad kan jeg selv gøre?

Leve så sundt som muligt, så immunsystemet ikke svækkes.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre latent tuberkulose?

Du kan ikke selv gøre andet end at leve sundt.

Hvordan udvikler sygdommen sig

Den forebyggende behandling med tuberkulosemedicin er meget effektiv og slår bakterierne ihjel.

Er latent tuberkulose farligt?

I sig selv er latent tuberkulose ikke farligt. Det er kun, hvis dit immunsystem bliver svækket, at tuberkulose-sygdommen aktiveres.

Hvor udbredt/hyppig er latent tuberkulose?

Man ved ikke, hvor hyppig denne tilstand er i den danske befolkning. Men med aftagende hyppighed af tuberkulose er den langtfra så hyppig som for 50 år siden, hvor de fleste danskere på et tidspunkt havde været i kontakt med tuberkulosebakterien.

Kan jeg få latent tuberkulose mere end én gang?

Ja, det kan man formentlig. Latent tuberkulose giver en vis beskyttelse mod ny tuberkuloseinfektion, som aftager med tiden.

Den gamle BCG-vaccine (vaccine mod tuberkulose) kan sammenlignes med latent tuberkulose, som gav beskyttelse men ikke 100% immunitet mod tuberkulose-smitte.

Risikofaktorer for infektion og overgang til aktiv tuberkulose

Størst risiko for overgang fra latent til aktiv tuberkulose ses i løbet af de første to år efter infektionen, hvor cirka 2,5-5 % får aktiv tuberkulose. Denne risiko er øget blandt personer:

  • Under 4 år
  • Med HIV-infektion
  • Med diabetes
  • Med andre kroniske tilstande og forskellige kræftsygdomme
  • Som behandles med immunhæmmende midler

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Thomas Ringbæk

overlæge, dr.med., Lungemedicinsk afdeling, Hvidovre Hospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen