Hvad er lungetuberkulose?
Lungetuberkulose er en lungebetændelse med den specielle bakterie, som kaldes tuberkulosebakterien. Modsat de fleste andre lungebetændelser, som tager dage eller højst få uger, er lungetuberkulose en sygdom som udvikler sig over flere måneder.
Lungetuberkulose er blevet en sjælden sygdom i Danmark, men sygdommen er meget almindelig i verdens fattigste lande, hvor mange stadig dør af sygdommen.
Hvad er symptomerne på tuberkulose?
Sygdommen kan starte som en almindelig lungebetændelse med
- Hoste
- Åndenød
- Feber
- Smerter i brystet
Som regel er forløbet dog snigende, og infektionen bliver kronisk og mere alvorlig. Den kroniske infektion kan ledsages af
- Vægttab
- Svedeture
- Opspyt af blodigt slim fra lungerne
Den mest almindelige måde at konstatere, om der er lungetuberkulose er, at man får mistanke om sygdommen på et røntgenbillede af lungerne. Man kan derefter påvise tuberkulosebakterien i opspyttet fra lungerne.
Hvordan stilles diagnosen?
Typisk et opspyt fra lungerne, hvor tuberkelbakterien påvises. Hvis den syge person ikke selv kan hoste slim op, kan man enten tage prøver fra lungerne eller fra mavesækken, hvor bakterierne, efter de er hostet op, synkes igen og overlever trods det sure miljø.
Typisk vil der være nogle karakteristiske forandringer ved røntgen eller CT-skanning af lungerne.
Hvorfor får man tuberkulose?
Årsagen til tuberkulose er tuberkulosebakterien, som man inhalerer ned i sine lunger. Bakterierne kan opholde sig i luften i små vanddråber, som den syge har hostet op.
Tuberkulose i Danmark
I Danmark er faren for at møde tuberkulosebakterien og blive smittet meget lille, fordi der er få personer, som bærer på bakterien. Desuden er den ældre del af befolkningen vaccineret mod tuberkulose.
Tuberkulose på verdensplan
Men tuberkulosebakterien er meget almindelig på verdensplan. Ophold i udlandet, særligt i udviklingslande, giver øget risiko for smitte - især hvis man er i tæt kontakt til den lokale befolkning.
I lande, hvor tuberkulose er hyppig, vil de fleste møde bakterien allerede som børn. De inhalerer bakterien ned i lungerne, hvor kroppens forsvarsceller forsøger at uskadeliggøre den. Det sker hos de allerfleste, men hvis det ikke lykkes, vil infektionen vare ved.
Inaktiv tuberkulose
Den smittede person behøver dog ikke at have tegn på sygdom. Bakterien ligger da i en slags ”dvale”, som regel indkapslet af omkringliggende lungevæv og holdes i skak af celler fra immunforsvaret.
Senere, fx når kroppen er svækket som følge af en anden sygdom, kan bakterien vågne op på ny og give sygdom. Årsagen kan være en anden infektion, kronisk sygdom, kræft, svær underernæring eller en immunsvækkende medicinsk behandling, som fx kemoterapi.
Undersøgelser og tests
Ved lungetuberkulose vil røntgenbillede af lungerne kunne give stærk mistanke om diagnosen.
Der findes en hudtest (Mantoux) og specielle blodprøver (Interferon-gamma-test), som kan sandsynliggøre, om man er smittet. Den endelige diagnose kan man først stille, hvis man kan finde bakterien i opspyt fra lungerne.
Er tuberkulose arveligt?
Lungetuberkulose er ikke arvelig.
Hvordan behandler man tuberkulose?
Tuberkulose behandles med specielle antibiotika. Behandlingen tager 6 måneder. Det er meget vigtigt, at man fuldfører kuren, selvom man føler sig rask allerede efter et par ugers behandling.
Hvis man gennemfører kuren, sikrer den fuld helbredelse. Kuren hindrer også, at man udvikler resistente bakterier - det vil sige bakterier som ikke bliver dræbt af antibiotika.
Standardbehandlingen i dag er en kombination af 4 antibiotika, hvoraf 2 skal tages i 6 måneder og 2 skal tages i 3 måneder.
Anden behandling end antibiotika er sjælden nødvendig.
Hvad kan jeg selv gøre?
Hvis du har været i tæt kontakt med en som har tuberkulose, skal du være opmærksom på, om du får symptomerne (hoste, opspyt, feber) i månederne herefter, og du skal gå til lægen, hvis du har mistanke om det.
I nogle tilfælde tilbyder sygehuset en opfølgning til dem, som har været i kontakt med den syge, hvor man får taget røntgenbilleder af lungerne.
Fuldfør opfølgning og behandling
Det er vigtigt med opfølgning, som kan strække sig op til 2 år. Det er vigtigt, fordi man eventuelt kan påvise sygdommen i et tidligt stadium og starte behandlingen, inden den giver symptomer.
Hvis du har aktiv tuberkulose, er det af afgørende betydning, at du fuldfører behandlingen. Det vil sige, at tage tabletterne som angivet af lægen.
Det er også vigtigt at få god mad, da underernæring svækker ens modstandskraft over for sygdommen.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre tuberkulose?
Hvis du har været i tæt kontakt med en person med lungetuberkulose, kan du blive undersøgt i årene herefter med et røntgenbillede af lungerne.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Tuberkulose var tidligere en meget alvorlig sygdom, som ofte havde dødelig udgang.
I dag er behandlingen så god, at det i de fleste tilfælde er muligt at helbrede tuberkulosen fuldstændigt. Ved fuldført behandling med antibiotika dør alle bakterier, og tilbagefald af sygdommen forekommer meget sjældent.
Hvis man ikke kommer i behandling, kan sygdommen udvikle sig til voldsom lungebetændelse eller sprede sig til andre organer. Det er en alvorlig tilstand, som kræver intensiv behandling på sygehuset, men dog som regel kan helbredes.
Hvis behandling indledes tidligt i sygdommens forløb og tages korrekt, får de fleste ingen eller minimal arvæv i lungerne og nedsættelse af lungefunktionen
Smitter tuberkulose?
Lungetuberkulose er en smittefarlig sygdom. Lungetuberkulose smitter ved, at man inhalerer de bakterier, som den syge har hostet op. Som regel kræves der en relativ tæt kontakt (at man bor sammen) for at blive smittet.
Den medicinske behandling er så effektiv, at faren for at smitte andre ikke er til stede efter et par ugers behandling.
Hvor udbredt/hyppig er tuberkulose?
Ca. 200 personer får hvert år lungetuberkulose i Danmark. Mere end halvdelen forekommer hos indvandrere, hvor forekomsten er betydelig højere.
Kan jeg få tuberkulose mere end én gang?
Ja, du kan reaktivere en gammel tuberkulose, hvis dit immunsystem bliver svækket. Du kan også erhverve dig en ny, hvis du kommer i tæt kontakt med en smitsom person (især hvis du samtidig er svækket).
Vil du vide mere?
Pjecer