Forløbet hos barnet er typisk let og overstået i løbet af ca. 5 dage
MFR-vaccinen, der er en del af børnevaccinationsprogrammet, beskytter mod røde hunde, hvorfor sygdommen ikke er set hos gravide siden 2008 i Danmark
Hvis en ikke-vaccineret kvinde får røde hunde i første halvdel af graviditeten, kan det give medfødt høretab, hjertefejl, grå stær og retardering hos barnet
Hvad er røde hunde?
Røde hunde er en børnesygdom med udslæt og feber. Sygdommen skyldes rubellavirus. Rubella er det latinske navn for røde hunde.
Foto af røde hunde.
Hvad er symptomerne på røde hunde?
Symptomerne på røde hunde er:
feber
udslæt
hævede lymfeknuder på hals og hoved
rødme i øjne og i hals
Sygdommen har en inkubationstid på 2-3 uger. Det betyder, at det tager 2-3 uger, fra man bliver smittet, indtil sygdommen bryder ud.
Når sygdommen bryder ud, får man let feber og et småplettet udslæt. Udslættet starter som regel i ansigtet og spreder sig i løbet af et par dage til bryst, ryg, arme og ben. Udslættet er lyserødt, og pletterne er et par millimeter i diameter. Udslættet forsvinder oftest i løbet af få dage.
Lymfeknuderne på hals, i nakke og bag ørerne er som regel hævede og lidt ømme. Det er ikke usædvanligt, at man får forbigående ledbetændelse samtidig med sygdommen. Det gælder især for yngre kvinder.
Hvordan stilles diagnosen?
Symptomerne er karakteristiske, så hvis det er et typisk tilfælde af røde hunde, er det enkelt at stille diagnosen. Men det kan være et problem, at mange læger og forældre ikke har set sygdommen, og derfor heller ikke så let genkender den.
Hvis lægen er i tvivl om diagnosen, kan man tage en blodprøve, der kan vise, om man har antistoffer mod det virus, som forårsager sygdommen.
Hvorfor får man røde hunde?
Årsagen til røde hunde er et virus, der hedder rubella. Sygdommen smitter ved dråbesmitte. Det vil sige, at virusset findes i store mængder i spyt. Ved hoste og nys spredes sygdommen sammen med de små spytdråber.
Smitter røde hunde?
Man er smittefarlig fra ca. en uge før og til fem dage efter, at udslættet er brudt ud. Det vil sige, at der også er smittefare, før udslættet har vist sig.
Hvordan behandler man røde hunde?
Der er ingen effektiv behandling, som dræber det virus, der giver sygdommen. Det vigtigste er derfor at undgå smitte og at lindre symptomerne bedst muligt, hvis man først er blevet syg.
Personer uden immunitet (dvs. personer der ikke er blevet vaccineret, eller som ikke har haft sygdommen) bør undgå kontakt med den smittede/syge i den smittefarlige periode. Det er især vigtigt for gravide, som ikke er vaccinerede, eller som ikke har haft sygdommen.
Børnehave/dagpleje
Det er almindeligt at anbefale, at børn, som har røde hunde, kan komme tilbage i børnehaven 5 dage efter, at udslættet blev synligt. Men hvis alle de øvrige børn i børnehaven er vaccineret, er der ingen grund til at holde barnet hjemme, efter at feberen er overstået.
Hvad kan jeg selv gøre?
Du skal sikre dig, at dit barn er MFR-vaccineret ved 15 mdr. og 4 år.
Hvis dit barn er blevet sygt, skal du sørge for, at det får nok at drikke, og ved påvirket almentilstand hos barnet skal du opsøge læge.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre røde hunde?
Man er beskyttet mod at få røde hunde, hvis man deltager i børnevaccinationsprogrammet. Røde hunde er en del af MFR-vaccinen.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Røde hunde er som regel en uskyldig sygdom, der går over af sig selv i løbet af 5-10 dage. Det er ikke sjældent, at røde hunde giver en forbigående ledbetændelse. Det vil sige hævelse og stivhed i fingre og fødder. Dette er helt ufarligt og går væk uden behandling, men kan fortsætte lidt længere end selve sygdommen.
Gravide og røde hunde
Hvis en gravid kvinde får røde hunde i de tre første måneder af graviditeten, medfører det stor fare for alvorlige skader på fostret i form af mental retardering, hjertefejl m.m. Røde hunde senere i graviditeten kan føre til mindre skader hos barnet som nedsat hørelse. Det er meget sjældent, at barnet får komplikationer, hvis moren får røde hunde i sidste halvdel af graviditeten. Fosterskaderne er årsag til, at alle tilbydes vaccination mod røde hunde.
Vaccinen giver livslang beskyttelse. Gravide, som er vaccineret, eller har haft sygdommen, behøver med andre ord ikke være bange for kontakt med personer, som har røde hunde.
Er røde hunde farligt?
Røde hunde er ikke farligt, men kan være farligt for fosteret, hvis man er gravid i første tredjedel af graviditeten.
Hvor hyppigt er røde hunde?
Antallet af personer med røde hunde er faldet drastisk, efter at vaccinationsprogrammet mod sygdommen blev startet. Det vil sige MFR-vaccinen, som man giver børn i 15-månedersalderen og i 4-årsalderen. I vores del af verden er sygdommen næsten forsvundet. Og siden 2008 har der ikke været indberettet tilfælde af røde hunde hos gravide.
Kan jeg få røde hunde mere end én gang?
De allerfleste, som får røde hunde, bliver immune mod sygdommen for resten af livet. Dog kan det ikke helt udelukkes, at man kan få infektionen to gange.
MFR-vaccinen er meget effektiv til at forebygge sygdom. Den giver typisk en livslang beskyttelse på ca. 95 % hos raske børn, der har fået 2 doser. I sjældne tilfælde kan vaccinerede dog få sygdommen, efter at have fået den anbefalede dosis af vaccinen mod den.
Desuden er det ikke alle formodede tilfælde af røde hunde, der rent faktisk er røde hunde. En sådan usikkerhed om diagnosen kan føre til, at nogle "får røde hunde to gange". Det ene af tilfældene har så sandsynligvis skyldtes en anden infektion.