Skader på muskler, knogler og led

Søren Kold

speciallæge

Fakta

  • Skader på knogler, led og muskler er den hyppigste årsag til kontakt til egen læge eller skadestue
  • Forstuvninger og muskelforstrækninger er de hyppigste skader
  • Lidt under 100.000 knoglebrud behandles hvert år i Danmark
  • Ledskred er mere sjældne i forhold til de øvrige skader

Forskellige typer skader

Skader mod knogler, led og muskler omfatter:

  • Knoglebrud
  • Led, der kommer ud af stilling
  • Overstrækninger af led, sener og muskler
  • Overrivninger af ledbånd og muskler
  • Forstuvningerne og muskelforstrækningerne er de hyppigste skader

    En knogle kan være:

    • Brækket tværs over
    • På langs - ofte spiralformet
    • Splintret med flere knoglebrudstykker

    Et ledskred opstår, når fx skulderknoglen forskydes fortil ud af leddet. Overrivninger af ledbånd ses jævnligt omkring skulderled, ankelled eller knæled. 

    Overstrækninger af muskler eller sener ses typisk i lårets muskulatur eller på underbenet.

    Vanskeligt at skelne mellem de forskellige skader

    Det kan være vanskeligt at skelne mellem skader på knogler, led og muskler. Det er vigtigt at vide, hvordan skaden opstod, i forhold til hvilken skade lægen bør mistænke. Er man i tvivl, er det sikreste at behandle skaden som om, at der er mistanke om et knoglebrud, indtil et røntgenbillede kan give en sikker diagnose.

    Undgå at flytte unødvendigt på den skadede kropsdel. Det kan forværre skaden på blodkar, væv og indre organer.

    Man må ikke give den tilskadekomne person noget at spise eller drikke. Det skyldes, at det kan blive nødvendigt at give vedkommende bedøvelse (narkose) i forbindelse med en eventuel operation.

    Knoglebrud

    Tegning af radius og ulna brud.

    Lidt under 100.000 knoglebrud behandles hvert år i Danmark. Der kræves en betydelig kraft for at brække en knogle, hvis ikke knoglen på forhånd er svækket af sygdom fx knogleskørhed. Kraften kan være direkte, indirekte eller med vrid. En direkte kraft, som et spark, vil brække knoglen på det sted, hvor kraften overføres.

    Det almindeligste knoglebrud er håndledsbrud efter fald. En indirekte kraft vil forårsage knoglebrud et stykke fra selve træfstedet. For eksempel vil et fald på en udstrakt arm kunne føre til brud på kravebenet.

    En vridende kraft kan også brække en knogle. Det kan for eksempel ske, hvis foden sætter sig fast, og den påfølgende vridning fører til et ankelbrud.

    En brækket knogle gør meget ondt. Hvis en stor knogle brækker, vil der desuden opstå indre blødning fra ødelagte blodkar i benet. Hvis en beskyttende knogle, som et ribben, brækkes, er der risiko for skade på indvendige organer.

    Børn kan i stedet for et almindelige brud få en revne eller bøjning i knoglen. Det skyldes, at knoglevævet hos børn er mere elastisk end hos voksne mennesker.

    Stabile og ustabile brud

    Bruddet kan være stabilt, når brud-enderne står rigtigt mod hinanden.

    Bruddet er ustabilt, hvis brud-enderne kan bevæges i forhold til hinanden.

    Lukkede og åbne brud

    Hvis huden er intakt hen over bruddet, taler man om et lukket brud.

    Hvis der er hul på huden hen over bruddet, er der tale om et åbent brud. Ved svære åbne brud skal man have antibiotika hurtigst muligt, og bruddet skal renses grundigt.

    Ledskader

    De hyppigste skader mod led er overstrækninger og forvridninger. Det kan være smertefulde tilstande, som heler langsomt. Et led overstrækkes efter en pludselig og uventet forvridning, hvor ledbånd som støtter et led, strækkes kraftigt eller revner.

    Der opstår ofte blodudtrædning og hævelse rundt om leddet, og bevægeligheden i leddet bliver ofte nedsat. Sådanne skader opstår særlig hyppigt i ankelleddene efter, at man har trådt forkert (ankelforstuvning).

    Hvis et led kommer ud af stilling, kan det skyldes en stærk kraft, som vrider en af knogleenderne i leddet ud af sin normale position. Disse skader er hyppigst i skulder (skulder ud af led), kæbe og fingre. Leddet får da en anden form end normalt. Der kan også være hævelse og blodudtrædning rundt om leddet.

    Et led i ryggen, der kommer ud af stilling, kan være en alvorlig tilstand, fordi det kan skade rygmarven. I nogle tilfælde kan en skulder eller hofte ud af led skade nerver i området.

    Muskelskader

    Musklerne, som bevæger skelettet, er fæstet til knoglerne via sener. En muskel eller sene kan blive strakt eller revet over. Denne type af skader sker ofte nær overgangen mellem muskel og sene. Der kan være nogle få, eller der kan være mange muskelfibre, som er revet over.

    Det hænder, at hele senen bliver revet over, for eksempel ved overrevet akillessene. Sådanne skader forårsager blødning i området. Eftersom blødningen sker dybt i vævet, bliver den ikke altid synlig. Men den kan give stærke smerter og ubehag.

    En overrevet muskel eller sene behøver normalt lang tid til at hele og skal nogle gange opereres.

    Vil du vide mere?

     

    Kilder

    Fagmedarbejdere

    Søren Kold

    klin. prof., overlæge, ph.d., Klinisk Institut, Aalborg Universitet og det ortopædkirurgiske speciale, Aalborg Universitetshospital

    Erling Peter Larsen

    speciallæge i almen medicin, Silkeborg

    Indhold leveret af

    Patienthåndbogen

    Patienthåndbogen

    Kristianiagade 12

    2100 København Ø

    DisclaimerPatienthåndbogen