Håndleddet, seneskedebetændelse

Torben Bæk Hansen

speciallæge

Fakta

  • Seneskedebetændelse er en irritationstilstand, hvor muskelsener og seneskeder i håndleddet er inflammerede ("betændelsestilstand" uden bakterier) 
  • Seneskedebetændelse skyldes ofte en kraftig eller gentaget overbelastning af håndleddet 
  • Symptomerne er smerter, hævelse og nedsat funktion af hånden
  • Hvis smerterne også er til stede i hvile, kan der blive behov for indsprøjtning med binyrebarkhormon
  • I sjældne tilfælde er operation nødvendig

Hvad er seneskedebetændelse i håndleddet?

Seneskedebetændelse i håndleddet (håndledstendinopati) er en tilstand, hvor muskelsener og seneskeder i håndleddet er betændte. Sådanne gener kommer ofte efter en kraftig belastning af håndleddet, der eventuelt gentages flere gange. Det medfører smerter, hævelse og nedsat funktion i hånden. Nogle gange kan personen føle, at det "knirker" i senerne.

Hvad er symptomerne på seneskedebetændelse i håndleddet?

Smerter ved håndleddet og eventuel hævelse.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Hvis smerterne og hævelsen også fortsætter i hvile, bør du blive nærmere undersøgt hos lægen.

Hvordan stilles diagnosen?

Lægen vil foretage en undersøgelse af håndleddet. Lægen vil spørge, hvor smerterne sidder, og hvordan de opstod. Det er som regel tilstrækkeligt til at stille diagnosen.

Hvorfor får du seneskedebetændelse i håndleddet?

Seneskedebetændelse er en irritationstilstand, hvor muskelsener og seneskeder i håndleddet er inflammerede ("betændelsestilstand" uden bakterier) 
og skyldes overbelastning.

Omkring håndleddet findes der mange muskelsener, senetilhæftninger og seneskeder. Seneskederne omgiver senerne og bidrager til, at senerne glider bedre. De kan blive betændte ved overbelastning eller efter en skade (stød, slag).

Når seneskeden er betændt og hævet, vil senen få mindre plads at bevæge sig på. Det giver smerter, når man bruger håndleddet.

Du er udsat for at få denne type betændelse ved overbelastning, som sker ved gentagen ensartet brug af håndleddet. Enkelte arbejdspladser har en større risiko for sådanne tilstande, fx arbejde med meget og intenst skrivearbejde på tastatur.

Gravide er også ekstra udsatte, hvis de har leddegigt eller eventuel har en skade i håndleddet.

Smitter seneskedebetændelse i håndleddet?

Nej, der er ikke tale om en betændelsestilstand med bakterier eller lignende, der kan smitte.

Er seneskedebetændelse i håndleddet arveligt?

Nej, det er ikke arveligt.

Hvordan behandler du seneskedebetændelse i håndleddet?

Hensigten med behandlingen er at aflaste håndleddet og fingrene, så betændelsen går tilbage. Det er vigtigt, at hånden holdes i ro og aflastes. Dette er den primære behandling sammen med støttebind samt smertestillende og medicin, der dæmper betændelse.

Ved belastning og styrketræning indenfor smertegrænsen kan det være en god ide at bruge elastisk støttebind.

Ved medicinsk behandling er "gigtmedicin", som både dæmper betændelse og er smertestillende, det hyppigst anvendte. Det kan også påføres som en gel eller creme og virker da lokalt. Alternativt kan indsprøjtning af binyrebarkhormon blive nødvendigt, hvis betændelsen ikke går over i løbet af et par uger.

Varer betændelsen over to uger, kan fysioterapeutisk behandling eller behandling med støtteskinne til håndleddet overvejes.

I kroniske tilfælde kan det blive nødvendigt at operere. Ved operationen åbner man seneskeden for at øge det rum, som senen bevæger sig i.

Hvad kan jeg selv gøre?

Aflaste håndleddet og undgå de belastninger, der udløser symptomerne.

Træningsfilm for albue og underarm

Hvordan undgår jeg at få eller forværre seneskedebetændelse i håndleddet?

Hvis du har oplevet, at symptomerne starter ved specielle former for belastning af håndleddet, skal du undgå denne belastning.

Generelt bør man undgå kraftig belastning af hånd og håndled, da dette kan gøre symptomerne værre.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

I de fleste tilfælde går betændelsen i ro, når hånden aflastes og får ro.

Er seneskedebetændelse farligt?

Nej, kun ved gigtsygdomme kan betændelsen skade senerne. Almindelig seneskedebetændelse er generende men ufarligt. 

Hvor hyppig er seneskedebetændelse i håndleddet?

Tilstanden er ret almindelig, men ses oftere ved albue og skulder. 

Kan jeg få seneskedebetændelse i håndleddet mere end én gang?

Ja, hvis det er udløst af specielle belastninger som maling, sport mm., vil der være risiko for at generne kommer igen, hvis du genoptager denne aktivitet.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Torben Bæk Hansen

prof., ph.d., overlæge, Ortopædkirurgisk afdeling, Hospitalsenheden Vest, Holstebro

Jette Kolding Kristensen

praktiserende læge, professor, ph.d., Center for Almen Medicin ved Aalborg Universitet

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen