Volar pladelæsion - fibrocartilagolæsion
- Er en
ledbåndsskade ved det ledbånd der hindrer, at du kan overstrække
leddet
- Ses oftest ved mellemleddet af 2-5. finger og er næst hyppigst i tommelens grundled. Skaden kan dog opstå i alle fingerled
- Kan være kombineret med en lille afrivning af knoglefæstet af ledbåndet
- Ses også i kombination med større skader på ledbånd og brud på knogler
- Volar pladelæsion kan medføre instabilitet af leddet, således at leddet kan overstrækkes
Hvad er symptomerne?
Du får smerter ved leddet umiddelbart efter, at leddet er blevet overstrukket.
I lette tilfælde går smerterne hurtigt over og er kun til stede, når du bøjer fingeren helt eller strækker fingeren ud.
I sværere tilfælde hæver leddet. Det kan være vanskeligt at bevæge det på grund af smerter. Når hævelsen og smerterne aftager, kan du nogle gange selv føle løshed i leddet.
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Du bør kontakte din læge, hvis der er:
- Kraftig hævelse i fingerleddet
- Problemer med at bevæge fingeren
- Fornemmelse af løshed i leddet
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen undersøger leddet for bevægelighed og smerter.
Lægen vil supplere med en røntgenundersøgelse, hvis der er mistanke om knoglebrud.
Hvorfor får du en volar pladelæsion?
Ved overstrækning af fingeren beskadiges ledbåndet ved knogletilhæftningen.
I sværere tilfælde rives ledbåndet helt af, eller der går et større stykke knogle af ved ledbåndstilhæftningen. Derved bliver leddet instabilt og kan overstrækkes.
Hvilken behandling er der?
- Du kan selv lægge afkøling på fingeren og holde fingeren i ro, indtil smerterne aftager, og fingeren er blevet undersøgt af lægen
- Hvis lægen finder, at leddet er stabilt, er behandlingen kun at holde fingeren immobiliseret i 1-2 uger som smertebehandling. Dette kan normalt klares med en lille skinne af aluminium eller lignende
- Hvis leddet ikke er stabilt ved undersøgelsen, skal fingeren være immobiliseret i længere tid. Dette er nødvendigt for, at ledbåndet heler op igen. Der kan sættes en skinne på mellemleddene i fx 3 uger. Herefter skal du have tapet den skadede finger sammen med nabofingeren i yderligere 3 uger. Dette modvirker overstrækning af leddet
- Hvis der er knoglebrud med forskydning af leddet, kan operation være nødvendig
- Du kan tage almindelig håndkøbsmedicin for smerterne
- Genoptræning er normalt ikke nødvendig. Du må dog forvente, at der kan gå 3-6 måneder, før bevægeligheden bliver god igen
Hvad kan jeg selv gøre, herunder evt. praktiske hverdagsråd?
Efter skaden kan du lægge noget koldt på leddet, så hævelse mindskes
Hvordan undgår jeg at få eller forværre tilstanden?
I de første 3 måneder efter skaden bør du undgå en ny overstrækning. Når du dyrker sport, kan det være en god ide at tape fingeren sammen med nabofingeren.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Hvis smerterne ikke hurtigt aftager og bevægeligheden ikke hurtigt kommer igen.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Normalt er prognosen god, med mindre der er tale om større knoglebrud eller andre ledbåndsskader. Hvis der opstår løshed af leddet, så det kan overstrækkes kan det være nødvendigt med en operation, hvor ledbåndet sættes fast igen. Hvis man ikke opnår at leddet bliver stabilt eller hvis der er større stykker knogle revet af kan der senere opstå slidgigt i leddet.
Normalt genvinder personen god bevægelighed i leddet, men specielt ved gentagne skader kan bevægeligheden blive varigt nedsat.
Er volar pladelæsion farlig?
Nej, normalt bliver fingeren velfungerende igen, men der kan gå 3-6 måneder, før bevægeligheden bliver god igen.
Hvor hyppig er volar pladelæsion?
Tilstanden er hyppig. Den opstår især ved sportsaktivitet, hvis fingeren hænger fast under kontaktsport eller rammes af en bold.
Kan jeg få volar pladelæsion mere end én gang?
Ja, og følgerne kan blive mere alvorlig ved gentagne skader, idet risikoen for vedvarende løshed af leddet øges.
Hvis du vil vide mere