Fakta
- Fibersprænging i muskulaturen på bagsiden af låret kan ske ved idræt med "eksplosive" bevægelser
- Symptomer er akut opstået smerte og hævelse
- Behandlingen er ro og hvile for en periode
Hasemusklerne på bagsiden af låret er hyppigt udsat for strækskader, ofte kaldet en fibersprængning. Det er især personer, der dyrker "eksplosive" idrætter fx i form af hurtige spurter, som er udsatte.
Sprintere i atletik og fodboldspillere er 2 typer idrætsudøvere, som ofte får strækskader på bagsiden af låret.
Dårligt træningsunderlag og dårlig opvarmning før træning eller konkurrence er vigtige årsager, der øger risikoen. Udøvere, som har haft skader på bagsiden af låret tidligere, er også mere sårbare end andre for nye skader.
Se animation om forstrækning i låret
Når skaden indtræffer, får du smerter med det samme. Skaden mærker du på bagsiden af låret.
For det meste kan du ikke fortsætte med den aktivitet, du var i gang med, fordi du mister kraften i låret på grund af smerterne.
Den udtalte smerte fra baglåret er meget karakteristisk. Du er sjældent i tvivl om, hvad der er sket.
Hvis du bliver ved med at få fibersprængninger, kan det være en god ide at kontakte læge.
Diagnosen er nem at stille. Tilstanden opstår typisk under udfoldelse af en aktivitet, som belaster musklerne på bagsiden af låret kraftigt. Du mærker pludselig smerte i musklen og eventuelt fornemmes et smæld. Kraften bliver umiddelbart nedsat.
I nogle tilfælde kan du føle en fordybning, hvor afrivningen er.
Blødningen gør desuden, at der hurtigt kommer en blodansamling eventuelt som et blåt mærke.
Oftest er det ikke nødvendigt at gå til læge med. Ved alvorlige tilfælde hvor du har stærke smerter højt på baglåret, og hvor der er en tydelig større blodansamling, kan det være en total afrivning af senen på baglårets muskel. Her bør lægen overveje en henvisning til en speciallæge -en ortopædkirurg.
En MR-skanning kan i de svære tilfælde være en nyttig undersøgelse. MR-skanningen kan afgøre, om der er en total afrivning af senen eller kun en delvis afrivning.
En strækskade er en overstrækning af musklen, der medfører en overrivning af nogle muskelfibre. Ofte sker overrivningen på overgangen mellem muskel og sene.
I forbindelse med overrivningen opstår der en blødning, der i mange tilfælde er ret betydelig. Den øger omfanget af skaden, giver flere smerter og medfører lang behandling.
Blødningen øger også risikoen for senere skader i form af forkalkninger (myositis ossificans).
Førstehjælp er afgørende for at begrænse skaden:
Samtidigt er det almindeligt, at du får medicin fx NSAID. Medicinen dæmper betændelsen, og NSAIDs-behandlingen behøver du kun i 2-3 dage.
Hvis det er en større blødning, bør du vente i 5 dage, før du begynder med aktive øvelser igen. Ved en mindre blødning kan du starte tidligere.
Du kan begynde genoptræning med cykling, da det stimulerer cirkulationen i skadeområdet - hvilket er godt for helingsprocessen.
Kom også i gang med udspændingsøvelser, men kun til smertegrænsen. Efterhånden kan du også komme i gang med styrkeøvelser.
Vær forsigtig med at øge intensiteten af din træning, da der let kan komme tilbagefald.
Ved mindre fibersprængninger skal du stoppe de aktiviteter, du er i gang med og få komprimerende bandage på låret.
God opvarmning, udspænding samt tålmodighed i forhold til ikke at gå for hurtigt i gang igen med idræt er af størst betydning.
Ved stærke smerter højt på baglåret og større blodansamlinger er der stor risiko for total afrivning af senen på baglårets muskel, og du bør søge læge hurtigt.
Der behandles med optræning og udspændingsøvelser.
Ved total afrivning af senen kan en hurtig operation være nødvendig.
For det meste er prognosen ved skader på hasemuskler god. Det gælder især, hvis der er blevet givet korrekt førstehjælp, og optræningen har været udført med tålmodighed.
I bedste fald kan du begynde på let træning efter et par uger. Herefter kan du forsigtigt øge din træningsaktivitet over 1-2 måneder, indtil skaden er helet helt.
Skaden fører dog ofte til længerevarende pause fra idræt, som kræver eksplosivt muskelbrug.
Ved for tidlig opstart er der stor risiko for tilbagefald.
Indenfor fodbold er der tale om en almindelig skade.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af