Hvad er kiropraktik?
Kiropraktik er et sundhedsfag, og kiropraktorer har en 5-årig kandidatuddannelse.
Kiropraktorer rådgiver og behandler mennesker med smerter og nedsat funktion i kroppens muskler og led. De fleste søger kiropraktor, fordi de har smerter i ryg og nakke, iskias, hovedpine, eller har diagnoserne diskusprolaps eller spinal stenose. Kiropraktorer behandler også patienter med smerter i hoften, skuldre og knæ samt idrætsskader.
Hvad bruges kiropraktik til?
Kiropraktorer behandler mennesker i alle aldre fra børn og unge til ældre. De fleste søger kiropraktor fordi, de har:
- Smerter i ryggen
- Smerter i nakken
- Hovedpine
- Iskias
- Smerter fra ryggen der stråler ud i armen
- Smerter fra ryggen der stråler om i brystkassen
- Diskusprolaps
- Smerter i hofte, skulder og knæ
- Idrætsskader
De behandlinger, kiropraktoren anvender, er generelt anbefalede i retningslinjer fra Sundhedsstyrelsen og internationale organer.
Hvordan foregår behandlingen hos en kiropraktor
En kiropraktor vil typisk afsætte længere tid til konsultationen første gang, du kommer på klinikken. Ved første konsultation har I en samtale om dit problem, fx hvordan det er opstået, hvordan det påvirker din hverdag, hvor længe du har haft det, erfaringer med andre behandlinger, dit helbred i øvrigt og dine forventninger til kiropraktorens behandling. Kiropraktoren vil derefter undersøge dig og give dig en vurdering af, om behandling hos kiropraktor kan hjælpe dig, hvad du kan forvente dig af behandlingen, og hvad du selv kan gøre for at hjælpe dig selv.
De efterfølgende konsultationer vil oftest være kortere og bestå af forskellige behandlinger og måske af træning i grupper, foruden rådgivning om, hvordan du bedst lever godt og aktivt i din hverdag.
Kiropraktorer benytter en række behandlinger som forskellige håndgreb (fx manipulation og mobilisering), træning og øvelser, og sommetider behandling med akupunkturnåle og laser.
Formålet med behandling hos kiropraktor er at lindre eller fjerne smerte og bedre funktionen. En vigtig del af behandlingen hos kiropraktor er at hjælpe dig til at forstå, hvad der er galt, og hvad du selv kan gøre for at få det bedre.
Behandling hos kiropraktor er for det meste smertefri.
Der kan i forbindelse med visse former for behandling, fx manipulation af led, forekomme knæklyde fra leddene. Dette er helt normalt.
Mange oplever forbigående ømhed og træthed efter behandling hos kiropraktor. Alvorlige bivirkninger er meget sjældne.
Regler omkring kiropraktorbehandling
Kiropraktik tilbydes hovedsageligt på private klinikker.
Kiropraktorer har overenskomst med den offentlige sygesikring, som betaler 20-40 % af behandlingen afhængig af, hvad du fejler.
Du behøver ikke henvisning fra egen læge for at få behandling herunder tilskud til behandling hos kiropraktor.
Patienter med diskusprolaps og spinal stenose (forsnævring af rygmarvskanalen) får særlige tilskud til behandling hos kiropraktor, se Dansk Kiropraktorforening, priser og tilskud.
Vil du vide mere?