Løberknæ er betegnelsen for en skade på ydersiden af knæleddet som følge af idræt
Løberknæ giver typisk smerter på ydersiden af knæet
I starten er smerterne diffuse, og det er ofte vanskeligt at angive præcist, hvor smerterne kommer fra
Efter nogen tid bliver smerten skarpere og afgrænset, svarende til de knoglede udspring på ydersiden af knæet
Tilstanden er almindelig for langdistanceløbere og cykelryttere
Det vil være nødvendigt at justere sin sportsaktivitet og sko
Hvad er løberknæ?
På ydersiden af låret går der en stor og stærk bindevævshinde fra hoftekammen og ned til øvre/ydre side på underbenet. Dette bindevævsstrøg kaldes tractus iliotibialis eller iliotibialbåndet. Nederst på ydersiden af lårbenet befinder der sig en slimsæk lige indenunder iliotibialbåndet.
Ved langvarig løb, cykling eller gang kan der være meget gnidning mellem iliotibialbåndet og lårbenet. Båndet gnider mod knoglefremspringet på ydersiden af lårbenet, den såkaldte "femurkondyl". Dette kan føre til, at slimsækken blive betændt. En sådan betændelse kaldes tractus iliotibialis - friktionssyndrom eller blot løberknæ - på engelsk "liotibial band syndrom".
Tegning af løberknæ. Senen fra lårmusklen glider frem og tilbage og skaber irritation og betændelse på ydersiden af lårbenet lige over knæleddet.
Hvad er symptomerne på løberknæ?
Du har typisk smerter på ydersiden af knæet. I starten er smerterne diffuse, og det er ofte vanskeligt at angive præcist, hvorfra smerterne kommer.
Efter nogen tid bliver smerten skarpere og afgrænset, svarende til de knoglede udspring på ydersiden af knæet.
Smerterne kommer efter kort tids løb, mens hvile lindrer kortvarigt og forbigående.
Smerterne er i reglen mest fremtrædende, når du løber nedad bakke eller på fladt terræn. Løb opad bakke giver færre smerter.
Smerterne sætter tidligere ind, efterhånden som der kommer mere betændelse.
Hvilke symptomer skal man være særlig opmærksom på?
Smerter på knæet yderside som først kommer efter 5-10 min. løb og så hurtigt forværres.
Hvordan stilles diagnosen?
Lægen stiller diagnosen på baggrund af sygehistorien og fysisk undersøgelse. I tvivlstilfælde kan MR-skanningsbilleder eller ultralydsskanning vise, at nedre del af iliotibialbåndet bliver fortykket, og at slimsækken er betændt og fyldt med væske.
Hvorfor får du løberknæ?
Overbelastning af slimsæk på knæets yderside på grund af for meget løb eller for hurtige ændringer i løbetræning
Hvordan behandles løberknæ?
Målet med behandlingen er at lindre ubehag, dæmpe betændelsen og forebygge fremtidige gener. Det er vigtigt, at du selv deltager i behandlingen. Den består i aflastning, løb i fladt terræn, eventuelt ændring i gang- og løbemønster.
Cyklister kan forsøge at justere saddelhøjden lidt ned. Så undgår de fuld stræk i knæene, når de cykler.
Medicin benyttes ofte som tillæg til behandlingen. Medicin der dæmper betændelse, såkaldt NSAID, kan have god effekt. Indsprøjtning med kortison kan hjælpe ved tilstande, der ikke retter sig på udspænding og øvelsesbehandling
Fysioterapi i form af styrketræning og udspænding kan også være nyttig.
I sjældne tilfælde, hvor man ikke når målet med almindelig behandling, kan operation meget sjældent være nødvendig. Over 70 % af dem som opereres, opnår et godt resultat.
Hvad kan jeg selv gøre?
Forslag til optræningsprogram
Start med aflastning. Undgå de aktiviteter, som giver smerter. Forsøg alternativt med svømmetræning
Efterhånden som tilstanden bedrer sig, kan man begynde med strækøvelser. Udspænd ydersiden af benet på strakt ben. Dette kan gøres ved at sætte det syge strakte ben om bag det raske ben og så svaje overkroppen mod den raske side
Når man kan klare at strække uden smerte, kan man begynde med styrketræning. Vær særlig opmærksom på at styrke gluteus medius musklen. Det gør man ved at stå med det "dårlige" ben på en 5-10 cm forhøjning og med låst knæ. Sænk det raske ben ned til underlaget. Hæv det så til samme niveau som det syge ben. Gentag øvelsen en række gange
Løb bør først genoptages efter, at man kan gennemføre styrkeøvelserne uden smerte. Start forsigtigt og øg belastningen gradvist over en periode
De fleste bliver raske i løbet af 3-6 måneder, hvis de følger dette oplæg.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre et løberknæ?
Ved at omlægge sit træningsprogram for løb og cykling, kontrol af løbestatikken og ved eventuelt at justere sine løbesko, kan man undgå, at tilstanden forværres.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Hvis du har fået de klassiske symptomer beskrevet ovenfor, bør du søge hjælp, så relevant behandling kan startes hurtigt.
Hvordan udvikler løberknæ sig?
Med behandling og aktiv hvile er man typisk tilbage til normal træning efter 3-6 måneder.
Er løberknæ farligt?
Nej, løberknæ er ikke farligt.
Hvor hyppig er løberknæ?
Løberknæ rammer både motionister og eliteløbere. Løberknæ er især almindelig hos langdistance- og maratonløbere. Tilstanden ses også blandt cyklister.
Tilstanden skyldes som sagt, at iliotibialbåndet gnider mod knoglefremspringet i forbindelse med gentagne bøjninger og strækninger i knæet. En særlig risikofaktor er løb i bakket terræn og på skråt underlag. Dette øger trækket på iliotibialbåndet. Dermed øges gnidningen også.
Såkaldt overpronationsstilling i foden øger også gnidning mellem lårben og iliotibialbåndet. Overpronation vil sige, at man løber på indersiden af fodsålen, altså med inderste fodrand længere nede end normalt.