Popliteustendinopati

Martin Lind

speciallæge

Fakta

  • Politeus tendinopati skyldes en overbelastning af den lille muskel, der sidder bag knæleddet og som sikrer at knæet låses, når du står op
  • Symptomerne er typisk smerter på ydersiden af knæet under aktivitet
  • Idrætsudøvere som udsætter muskelfæstet for gentagne belastninger, især langdistanceløbere, cyklister og skiløbere, kan få denne overbelastning
  • Som for alle overbelastninger er aflastning og udspænding de vigtigste behandlinger

Hvad er popliteustendinopati?

Popliteusmusklen har sit udspring øverst på skinnebenet. Herfra går den med en sene bag op på ydersiden af lårbenet, hvor senen hæfter (se tegning).

Musklen sikrer, at knæet låses i indadrotation, når man skal stå op. På den måde kan du opretholde balancen uden større muskelanstrengelse.

Senefæstet på lårbenet kan blive betændt eller irriteret som følge af overbelastning. Da kaldes tilstanden popliteustendinopati. Tendon betyder sene og endelsen -pati betyder, "at noget er galt".

Hvad er symptomerne på popliteustendinopati?

Du har typisk smerter på ydersiden af knæet under aktivitet.

Nogle kan få smerter, hvis de trykker på knæets yderside.

Tilstanden ses hyppigst hos idrætsudøvere som udsætter muskelfæstet for gentagne belastninger, især langdistanceløbere, cyklister og skiløbere.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Hvis du mærker, at knæet svigter pga. smerter, skal du være forsigtig med dine aktiviteter.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen stilles på baggrund af sygehistorie og undersøgelse.

Hvorfor får man popliteustendinopati?

En væsentlig årsag er overbelastning i forbindelse med, at man dyrker sport.

Er popliteustendinopati arveligt?

Nej, det er ikke arveligt.

Hvilken behandling er der?

Hvad kan jeg selv gøre?

Som for alle overbelastninger er aflastning og udspænding de vigtigste behandlinger. Det vil sige, at du skal undgå træning eller aktivitet, som belaster den aktuelle sene, og som fører til smerter.

Omlægning af træningen er vigtig, fx anbefales det at løbe på fladt terræn.

Hvis aktiviteter fører til smerter, bør du nedkøle området med is eller kuldepakninger efter træning. Dette kan man fx gøre i ca. 20 minutter efter hver træning.

Medicin, der dæmper betændelse (NSAID), kan også være til hjælp i en kort periode på 3-7 dage. NSAID som salve kan virke lige så godt som tabletter.

Fysioterapi

Fysioterapi med såkaldt tværfriktionsmassage kan sandsynligvis hjælpe nogle.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre popliteustendinopati?

Du bør ændre din træning i en periode for at skåne senen.

Hvornår skal jeg søge hjælp?

Hvis du har haft smerter på ydersiden af knæet i over en måned trods relevant aflastning.

Hvordan udvikler popliteustendinopati sig?

Hvis du aflaster knæet og ændrer din træning, vil de fleste være tilbage i aktiv idræt i løbet af fire uger. 

Hvor hyppig er popliteustendinopati?

Tilstanden ses ikke så ofte.

Kan jeg få popliteustendinopati mere end én gang?

Ja, du kan godt få det mere end én gang.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Martin Lind

overlæge, prof., dr. med., Idrætssektoren, Ortopædkirurgisk afdeling, Aarhus Sygehus

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen