Albuebrud i caput radius
Underarmen består af to knogler: Spolebenet (radius) på ydersiden af albuen og albuebenet (ulna). Ledhovedet på spolebenet kaldes Caput Radii og det danner led med både overarmsknoglen og albuebenet (se figur). Ledhovedets funktion er primært at bidrage med rotationsbevægelsen i underarmen.
Knoglebrud i Caput Radii er det hyppigste brud i albuen og opstår oftest ved fald, hvor man tager fra med strakt arm. De fleste knoglebrud i Caput Radii er ikke forskudte og kan behandles med armslynge. I sjældne tilfælde er der også skade på albuebenet og ledbåndene. I de situationer er der ofte behov for en CT-scanning og efterfølgende operation.
Hvad er symptomerne på skaden?
Smerte på ydersiden af albuen efter et fald. Smerterne forværres typisk ved belastning og rotationer i underarmen.
Efter nogle timer kommer der hævelse og et blåt mærke efter blødning på albuen.
Du kan også have pådraget dig skade i skulder eller håndled i forbindelse med skaden.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles ved røntgenundersøgelse.
CT-scanning foretages ofte som en del af undersøgelsen før en eventuel operation.
Hvordan opstår skaden?
Skaden opstår ved fald hvor man tager fra med strakt arm.
Hvordan behandles brud i caput radius?
Ikke-kirurgisk behandling:
De fleste Caput Radii frakturer behandles med aflastning i en armslynge i 1-2 uger. Hvis der også er skade på ledbåndene, aflastes albuen i en gipsskinne i 3 uger. Det kan være nødvendigt, at der tages et nyt røntgenbillede efter 10-12 dage, hvis der er tvivl om bruddet kan forskyde sig yderligere.
Det er vigtigt, at man tidligt kommer i gang med bevægeøvelser for at undgå stivhed i leddet. Bevægetræning kan opstartes efter 1-2 uger eventuelt efter instruktion fra en fysioterapeut.
Det tager typisk 6-12 måneder at komme sig efter en Caput Radii fraktur og mange får varigt mén efter skaden.
Operation:
Komplicerede brud i caput radii eller brud hvor der også er skade på albuens ledbånd kan være nødvendige at behandle med operation. Der findes flere forskellige operationsmetoder og kirurgen vælger den operation, som er den bedste for dig.
Følgende operationstyper kan anvendes:
Stabilisering af bruddet med enten skruer eller skinne med skruer.
Fjernelse af små løse knoglestykker, som ikke kan stabiliseres med skruer.
Indsættelse af en ledprotese til erstatning for ledhovedet bruges hvis ledhovedet er knust og der også er skade på ledbåndene.
Fjernelse af ledhovedet kan være den bedste behandling, hvis ledhovedet er helt knust og ledbåndene er intakte.
Hvad kan jeg selv gøre, herunder evt. praktiske hverdagsråd?
Det vigtigste er, at du er flittig med at lave daglige bevægeøvelser. Træningen kan forebygge at din albue får varigt nedsat bevægelighed.
Du må bruge din albue inden for smertegrænsen.
Hvordan undgår jeg at forværre bruddet?
Bruddet kan forværres og det er derfor vigtigt, at du aflaster albuen efter lægens anvisninger. Som tommelfingerregel forskyder bruddet sig ikke ved lette smertefrie belastninger. Pludselige stød eller løft kan forværre bruddet.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Du skal søge læge, hvis din albue ikke kan bøjes eller strækkes efter en skade.
Du skal søge læge, hvis smerterne ikke fortager sig og du får en blodansamling på albuen.
Hvis du behandles med en gipsskinne, skal du søge læge, hvis gipsen trykker og generer, da det kan give tryksår.
Hvad kan lægen eller en anden behandler gøre?
Lægen kan stille diagnosen og sikre den rigtige behandling.
Hvis du har mange smerter, kan din praktiserende læge også hjælpe med smertestillende behandling.
Hvis du bliver opereret, vil det oftest være din praktiserende læge, som fjerner sting eller Clips.
En fysioterapeut kan vejlede dig i genoptræning af din albue.
Hvornår behandler man bruddet?
Bruddet behandles så hurtigt som muligt. Hvis du skal opereres, vil man typisk planlægge operationen inden for den første uge efter skaden. Har du ledskred og samtidig Caput Radii fraktur, skal albueleddet sættes på plads akut. Efterfølgende skal foretages operationen af erfaren specialist.
Hvordan udvikler skaden sig?
De fleste vil opleve smerter ved belastninger, som bedres over det første år.
Skaden skal anmeldes til din ulykkesforsikring, da der er risiko for at du får varige mén.
Selv mindre brud kan give nedsat bevægelighed i albuen.
Små knoglestykker kan få din albue til at låse.
Hvis du har smerter med nedsat bevægelighed eller tendens til låsninger i albuen, kan du have gavn af en kikkertoperation, hvor arvæv og knoglestykker fjernes. Da symptomerne bedres over de første 6-9 måneder vil man først tilbyde dig operation, hvis du har symptomer på det tidspunkt.
Vil du vide mere?
Illustrationer