Hvad er kravebenet?
Kravebenet kaldes også nøglebenet og på fagsprog clavicula. Det er en let S-formet knogle.
Kravebenet danner led med brystbenet (sternum) og med skulderbladet (scapula). Se tegning af normalt skulderskelet.
Hvad er symptomerne på brækket kraveben?
Du vil have smerter ved kravebenet, og der kan være synlig fejlstilling. Smerterne bliver værre, når du bevæger skulderen.
Knoglen ligger lige under huden, så du vil hurtigt kunne se hævelse, blodansamling og ændret udseende.
Hvordan stilles diagnosen?
Det er som regel let at se og føle brudenderne. Skulderbredden kan også blive smallere. I nogle tilfælde vil den indre knogleende trykke på underhuden, og lægen skal så vurdere, om huden kan tage skade. Det er vigtigt at undersøge blodcirkulation og følesans i armen for at udelukke skader på blodårer og nerver.
Hvis du får akut besvær med at trække vejret, skal det udelukkes, at lungen er punkteret (pneumothorax).
Røntgen bekræfter diagnosen.
Hvis der er betydelig fejlstilling eller brud i en af knoglens ender, bør skaden vurderes af lægefaglig specialist (ortopædkirurg). Specialisten vil vurdere, om en operation kan være en mulighed.
Hvorfor brækker du kravebenet?
Kravebensbrud kan opstå som følge af direkte slag mod kravebenet, stød mod skulderen fra siden, og faldskader. Hos voksne kræves en større kraft for at brække kravebenet.
Heling sker langsommere hos voksne end hos børn, og risikoen for komplikationer er større.
Kravebenet beskytter store blodkar, lunge og nervecenter. Et brud på kravebenet kan skade disse strukturer med sine skarpe kanter, men det ses heldigvis sjældent.
Hvordan behandles brækket kraveben?
Målet er at få bedst mulig funktion af knoglen og skulderområdet.
Behandling uden operation
Brækket kraveben behandles næsten altid konservativt, det vil sige uden operation. Brud uden særlig forskydning og brud hos børn behandles ved at holde armen i ro i en armslynge (mitella) for at lindre smerterne. Tidligere brugte man en såkaldt 8-tals-bandage. Dette er man nu stort set holdt op med, da bandagen var mere besværlig at anvende og ikke gav et bedre resultat.
Hos børn kan armslyngen fjernes, når barnet ikke længere ønsker at bruge den efter cirka 2 uger. Behandlingstiden er cirka 3 uger, og der skal ikke tages røntgenkontrol efter, at bruddet er helet op. Hos voksne er behandlingstiden ca. 4-6 uger, og der kan eventuelt foretages en røntgenkontrol, hvis der ikke er tegn til heling ved undersøgelse hos lægen.
Behandling med operation
Operation kan udføres ved:
- Betydelig fejlstilling hos voksne
- Hvis der er fare for, at en bruddene kan skære gennem huden
- Ved mistanke om skade på blodkar eller nerver
- Ved manglende heling af bruddet (pseudartrose) vil operation kunne blive aktuel
Hvis der er brud i ydre del af kravebenet med fejlstilling, vil læge overveje at operere, især hvis der også er skade på ledbåndet ved leddet til skulderbladet (skulderhøjdeleddet - også kaldet acromioklavikulærleddet). Ved operationen fæstnes brudenderne med metalplade og skruer.
Hvad kan jeg selv gøre?
Du kan holde armen i ro og tage svag smertestillende medicin, som fx tablet paracetamol.
Hvordan undgår jeg at forværre et kravebensbrud?
I de fleste tilfælde vil bruddet hele af sig selv. Især hos ældre mennesker er det vigtigt at holde bevægeligheden af skulder, albue og hånd/fingre ved lige. Det kan ske ved, at man allerede efter 1-2 uger begynder på forsigtige bevægeøvelser af armen.
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Du bør blive undersøgt at læge, hvis du mener at have fået et brud på kravebenet.
Hvornår kan du genoptage dine normale aktiviteter?
Du bør begynde på øvelser med pendulsving med armen og albuebevægelser, så hurtigt som smerterne tillader det. Gerne efter 1-2 uger. Omtrent samtidig kan du også holde op med at bruge armslyngen. Skulderbevægelser med fuld bevægelse og styrkeøvelser (idrætsudøvere) bør først begynde, når bruddet er helet og bør fortsætte i 4-8 uger.
Det er forskelligt, hvornår du kan genoptage dine normale aktiviteter. Det afhænger af brudtypen, personens alder og risikoen for nye skader. Normalt kan du genoptage normale daglige aktiviteter og deltage i ikke-kontakt idræt ca. 6 uger efter skaden.
Udøvere, som dyrker kontaktidræt, bør vente i 2-4 måneder. Så man er sikker på, at bruddet er helet fuldt op.
Hvordan udvikler sygdommen sig?
Tilstanden bedrer sig normalt i løbet af 4-6 uger hos voksne. Kravebensbrud heler hurtigere hos børn.
Efter helingen vil knoglen være tykkere og kraftigere, hvilket aftager i de efterfølgende 1-2 år.
Hvilke komplikationer kan der opstå?
I forhold til det store antal brud på kravebenet, er forekomsten af komplikationer lav. Akutte komplikationer er skader på blodkar og nerver, eventuelt punkteret lunge.
Manglende heling ses i sjældne tilfælde hos voksne, men ikke alle har problemer på grund af det. Det samme gælder opheling i fejlstilling. I de få tilfælde, hvor man har gener af manglende opheling eller fejlstilling, kan operation overvejes.
Er kravebensbrud farligt?
Nej, men bruddet kan i sjældne tilfælde forårsage en punkteret lunge i skadesøjeblikket.
Hvor hyppig er kravebensbrud?
Kravebensbrud forekommer hyppigt, især hos børn og unge. Over halvdelen af bruddene sker hos børn under 12 år. 80 % af bruddene sidder i midterste tredjedel, 15 % i ydre tredjedel og 5 % i indre tredjedel. Se tegning af kravebensbrud.
Vil du vide mere?