Knoglebrud på skaftet i overarmsknoglen opstår hos ældre ved fald og hos yngre ved trafikulykker med høj energi
Du får hævelse, smerter og svært ved at bevæge armen
De fleste knoglebrud på overarmsknoglens skaft behandles med aflastning i armslynge og bandage
De første uger kan være ubehagelige, da overarmen er løs og gør ondt
I særlige tilfælde behandles knoglebruddet i overarmen kirurgisk
Knoglebruddet heler i gennemsnit på 11 uger, men der kan være lettere varige mén
Om overarmsknoglen
Overarmsknoglen er en rørknogle som i den øvre ende danner led med skulderbladet og i den nedre med albuebenet og spolebenet.
Hvad er symptomerne på brud på skaftet i overarmsknoglen?
Du mærker straks smerter i overarmen og vanskeligheder med at bevæge armen. Gradvist hæver armen og der danner sig en blodansamling i overarmen.
Gradvist vil blodansamlingen synke ned mod albuen og fingrene.
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Sjældent kan der er opstå skade på pulsåren til armen. Dette vil give dig svære smerter og din hånd bliver kold og bleg.
Nerveskade opstår hos 10 % og du vil ikke kunne løfte hånden og strække fingrene. Nerveskader kommer sig oftest af sig selv.
Hvordan stilles diagnosen?
Diagnosen stilles ved røntgenundersøgelse på skadestuen.
Hvordan opstår brud på skaftet i overarmsknoglen?
Hos ældre opstår overarmsbrud ofte efter et fald eller ved et direkte slag mod armen.
Hos yngre opstår overarmsbrud oftest ved trafikulykker et fald fra højder. Det kan også ske ved armlægning.
Hvordan behandler man bruddet?
Behandlingen starter ofte med en armslynge og måske også en gips. Efter nogle dage kan du fortsætte med en speciel bandage (Sarmiento-bandage), som kan holde bruddet på plads. I starten er bruddet helt løst og det føles ubehageligt. Det er vigtigt, at du bevæger fingrene for at hånden ikke hæver for meget. Gradvist bliver knoglebruddet fast og du kan begynde at træne bevægeligheden i skulder og albue, så leddene ikke bliver stive.
Som regel bliver du indkaldt til opfølgning efter ca. 2 og 6 uger for at se, om knoglebruddet er vokset sammen. I denne periode skal du undgå store belastninger af armen. I gennemsnit tager det 11 uger før knoglebruddet er helet.
En sjælden gang vil det være nødvendigt at operere bruddet for at sikre god heling. Ved operationen samles knoglen og stabiliseres med en skinne og skruer eller et marvsøm.
Hvordan undgår jeg at få eller forværre et overarmsbrud?
Bruddet skal have fred til at hele, så armen skal beskyttes mod vrid og belastninger. På den anden side er det vigtigt, at du holder bevægelsen i gang i skulder og albue, hvis det kan lade sig gøre i bandagen.
Rygning og stort forbrug af alkohol frarådes, da det nedsætter knoglens evne til at hele.
Hvordan udvikler bruddet sig?
Langtidsudsigterne er normalt gode. De allerfleste brud vokser rigtigt sammen, og selv med en vis vinkling i bruddet, bliver funktionen god.
Hvis nerver eller blodkar blev skadet i forbindelse med bruddet, kan du blive generet af nedsat muskelkraft og følesans i underarm, hånd og fingre. Som regel bliver sådanne gener gradvist bedre gennem de første par år.
Hvor hyppig er knoglebrud i overarmsknoglen?
Knoglebrud på skaftet i overarmsknoglen er relativt almindeligt.