Slimsækbetændelse ved hælbenet

Torben Bæk Hansen

speciallæge

Fakta

  • Betændelse i slimsækken ved hælbenet er ikke ualmindeligt
  • Det ses oftest hos midaldrende eller ældre mennesker
  • Betændelsen skyldes irritation i slimsækkene omkring hælsenen
  • Du har smerter i området omkring hælkappens overkant
  • Indlæg i skoen under hælen vil ofte kunne aflaste området

Hvad er slimsækbetændelse ved hælbenet?

Ved hælbenet (calcaneus) og akillessenen ligger der to slimsække (bursae), som beskytter senen mod gnidninger fra hælbenet og huden. Det kan ske, at en eller begge slimsække bliver betændt (bursitis).

Slimsækbetændelse ved hælbenet medfører smerter, evt. hævelse og i sjældne tilfælde rødme over hælsenefæstet specielt på ydersiden. Tryk fra almindelige sko kan være meget ubehageligt, mens smerterne bliver mindre eller forsvinder, hvis du går uden sko.

Hvad er symptomerne på slimsækbetændelse ved hælbenet?

Smerter er det mest karakteristiske, men hævelse kan også ses omkring hælsenens fæste på hælbenet.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Hvis du har vedvarende gener, bør du undersøges nærmere.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen stilles på grundlag af sygehistorien og de symptomer, som lægen finder ved en undersøgelse.

Et tryk mod hævelsen ved slimsækken vil give smerter, og lægen kan mærke, at slimsækken indeholder væske. Ømheden er ofte på ydersiden af akillessenen. Hos enkelte personer kan lægen mærke, at der her er kommet en knogleudvækst på hælbenet.

Hvorfor får man slimsækbetændelse ved hælbenet?

Overbelastning og tryk fra skotøj er formodentlig en væsentlig årsag.

Hvilken behandling er der?

Det vigtigste er at undgå tryk mod senefæstet. Brug sko uden hælkappe eller blok skoen ud bagtil. Lav et stykke skumgummi eller filt med hul i midten. Placér det over det smertefulde område og læg noget under hælen - fx et indlæg kun under hælen. Det kan også være nyttigt at lave udspændingsøvelser af akillessenen, hvis senen er øm.

Lægen kan eventuelt skrive recept på medicin, der dæmper betændelse. Hvis du har mange gener, kan man overveje at få en kortisonindsprøjtning. Generelt anvendes indsprøjtning med kortison ved denne tilstand med forsigtighed, da det kan medføre øget risiko for, at akillessenen springer.

I nogle få tilfælde kan det blive nødvendigt at operere slimsækken væk og fjerne en eventuel knogleudvækst.

Hvad kan jeg selv gøre?

Brug fornuftigt fodtøj med god plads ved hælen.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre slimsækbetændelse ved hælbenet?

Tage behørige hensyn og justere sko.

Hvornår skal jeg søge hjælp? 

Når du har smerter på trods af brug af fodtøj med god plads ved hælen. 

Hvordan er langtidsudsigterne?

Prognosen er generelt god, hvis du justerer fodtøjet, så der ikke er tryk på hælen. 

Hvor hyppig er slimsækbetændelse ved hælbenet?

Tilstanden rammer ofte midaldrende og ældre mennesker og ses også blandt idrætsudøvere.

Kan jeg få slimsækbetændelse ved hælbenet mere end én gang?

Ja, selv om generne forsvinder, kan de komme igen, især hvis du bruger fodtøj, hvor hælpakken trykker på hælen.

Vil du vide mere?

Træningsfilm for underben og fod

Kilder

Fagmedarbejdere

Torben Bæk Hansen

prof., ph.d., overlæge, Ortopædkirurgisk afdeling, Hospitalsenheden Vest, Holstebro

Bo Christensen

professor, ph.d., praktiserende læge, Institut for Folkesundhed - Almen Medicin, Aarhus Universitet

Anne Søndergaard

speciallæge i almen medicin, Trøjborg Lægehus

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen