Hvad er benlængdeforskel?
Benlængdeforskel er ganske enkelt forskel i længden på højre og venstre ben. Hos de fleste af os vil der være en vis forskel i længden på de to ben. Forskelle på op til 2 cm behøver ikke have nogen betydning.
I nogle tilfælde kan benlængdeforskel dog give ubehag og gener. Personen kan udvikle en haltende gang med store bækkenbevægelser.
Børn vil ofte kompensere for benlængdeforskellen ved at stå på tæer på det korte ben og ved at bøje i knæ på det lange ben. Nogle kan have rygsmerter.
Hvad er symptomerne på benlængdeforskel?
De fleste har ikke egentlige symptomer, men ved større længdeforskelle kan personen halte.
Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?
Halten og eventuelt rygsmerter.
Hvordan stilles diagnosen?
Bækkenet og rygsøjlen er som regel skæv ved benlængdeforskel. Ved at lægge klodser under det korteste ben, kan benene blive lige lange, så ryggen kan rettes op.
Blodprøver har kun værdi, hvis der skal udelukkes visse årsager. Røntgenbillede af benene giver det mest nøjagtige mål på forskellen på benlængde.
Hvorfor får du benlængdeforskel?
Typisk er årsagen ukendt. Tilstanden kan være medfødt. Ved kendt årsag er det oftest vækstskiven (området hvor knoglevækst sker) i benet, som er ramt.
Infektion kan i nogle tilfælde ødelægge vækstskiven. Det samme kan svulster, forskellige nerve- og muskelsygdomme, tidligere brud gennem vækstskiven, og hoftesygdomme hos børn.
Udvikling af forskel i benlængde, efter at du er udvokset, vil typisk skyldes tab af knoglevæv efter større ulykke, betændelse eller tumor.
Hvilken behandling er der?
Det skal vurderes, om benlængdeforskelle over 2 cm skal behandles:
- 0-2 cm: Ingen behandling eller indlæg af kile i sko på korte ben
- 2-6 cm: Sko-opbygning. Eventuelt stop af vækst i det lange ben hos endnu ikke udvoksede. Benforkortelse eller benforlængelse
- 4-15 cm: Benforlængelse eller protese
- 15 cm: Protese
Hvad kan jeg selv gøre, herunder evt. praktiske hverdagsråd?
Du skal holde dig fysisk aktiv.
Hvordan undgår jeg at forværre benlængdeforskel?
Justering med hælkiler i sko på det korte ben kan aflaste generne
Hvornår skal jeg søge hjælp?
Hvis du har vedvarende gener fra ben eller ryg.
Hvis dit barn har tydelige tegn på benlængdeforskel. Lægen vil kunne undersøge om barnet har benlængdeforskel. Ved tydelig benlængdeforskel vil lægen henvise til ortopædkirurg, som vil vurdere om barnet skal følges yderligere. Hos nogle børn med forskel i benlængde på under 2 cm, kan det stadig være vigtigt at følge barnet, idet benlængdeforskellen hos nogle kan blive større så længe barnet stadig vokser.
Hvad kan lægen eller en anden behandler gøre?
Bestemme graden af benlængdeforskel og iværksætte behandling.
Hvornår behandler man benlængdeforskel?
Når der er gener.
Hvordan udvikler tilstanden sig?
Små benlængdeforskelle under 2 cm giver ikke flere gener fra ryggen end i normalbefolkningen. Skævheden i ryggen rettes op, hvis benlængdeforskellen ophører.
Langtidsudsigterne for benlængdeforskellen afhænger af graden af forskel og valg af behandling.
Selv om operationer ved benlængdeforskel normalt går godt, kan der nogle gange opstå komplikationer. Det kan være betændelser i benet, stramninger i muskulaturen, symptomer fra led og skader på sener, muskler, nerver og kar.
Er benlængdeforskel farligt?
Nej, det er ikke farligt.
Hvor hyppig er benlængdeforskel?
Forskel i benlængde er hyppigt forekommende, når det gælder længdeforskel indenfor 2 cm. Cirka 40 % af voksne vil have en benlængdeforskel på mere end 0,5 cm, og cirka 10 % vil have en benlængdeforskel på mere end 1 cm.
Vil du vide mere?