Kæmpecelle arteritis

Bo Baslund

speciallæge

Fakta

  • Kæmpecelle arteritis (tidligere kaldet arteritis temporalis) er en sygdom, der rammer mennesker, som er mere end 50 år
  • Årsagen er ukendt
  • Det er en betændelse (inflammation) omkring store blodkar
  • Det hyppigste symptom er en nyopstået hovedpine, men der er ofte også feber og vægttab
  • Sygdommen behandles med prednisolon (binyrebarkhormon) i 1-2 år

Hvad er kæmpecelle arteritis?

Kæmpecelle arteritis er en betændelse (inflammation) i de kar, som fører fra legemspulsåren (aorta).  

Hvad er symptomerne på kæmpecelle arteritis?

Symptomerne på kæmpecelle arteritis er bl.a. feber, almen utilpashed, træthed og madlede.

Men det hyppigste symptom er en nyopstået hovedpine.

Hovedpinen kan sidde mange steder i hovedet, og ikke kun i tindingeregionen (temporal regionen). En del patienter har smerter i hovedbunden ("smerter i hårrødderne"). Nogle patienter har smerter, når de tygger. En mindre del har synsforstyrrelser, som kan resultere i, at personen mister synet på et øje eller begge. Det er vigtigt at vide, at der er tale om en såkaldt system-sygdom. Det vil sige, at sygdommen ikke kun sidder et sted, hvilket de mange forskellige symptomer også viser.

En del personer har også symptomer på Polymyalgia rheumatica.

Hvilke symptomer skal du være særlig opmærksom på?

Du skal være særligt opmærksom på nyopstået hovedpine og eventuelle synsforstyrrelser.

Hvordan stilles diagnosen?

I mange tilfælde er diagnosen let at stille ud fra symptomerne med nyopstået hovedpine, smerter ved tygning, og blodprøver med forhøjet CRP pga. betændelsen (inflammationen). I disse tilfælde bestilles der en vævsprøve fra et blodkar i tindingeregionen, som er et meget lille indgreb. I halvdelen af tilfældene viser vævsprøven forandringer, der er typiske for sygdommen.

Manglende forandringer i prøven er ikke det samme som, at det ikke er denne sygdom. Forandringer i karvæggene er ikke til stede overalt, hvilket forklarer, at personen ikke altid får de typiske symptomer.

Nogle personer har ikke de typiske symptomer (hovedpine), men har i stedet andre mere almene symptomer, f.eks. træthed eller utilpashed. Hos disse personer er det ofte en høj blodsænkning, som leder til mistanke om sygdommen. Her er det også vigtigt med en vævsprøve fra tindingeregionen.

Nye billeddiagnostiske metoder kan forhåbentlig være med til at stille diagnosen tidligere hos denne sidste gruppe.

Hvorfor får du kæmpecelle arteritis?

Årsagen til sygdommen er ukendt.  

Hvordan behandler man kæmpecelle arteritis?

Prednisolon (binyrebarkhormon) gives for at dæmpe betændelsen (inflammationen). Ofte ses en dramatisk forbedring af tilstanden, når behandlingen sættes i gang. Mængden af prednisolon skal trappes gradvist ned, og det er meget vigtigt at følge lægens anvisninger for at undgå alvorlige bivirkninger.

Behandlingen er ofte nødvendig i 1-2 år. Hos nogle patienter kan sygdommen dog vare længere.

Nogle får tilbagefald, når de holder op med medicinen, og skal starte på ny med behandlingen.

Fordi langvarig brug af prednisolon øger risikoen for at udvikle knogleskørhed, bør du dagligt tage tilskud af kalcium og D-vitamin.

I nogle tilfælde kan det ikke undgås, at der udvikles knogleskørhed, som så bliver behandlet på vanlig vis.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre kæmpecelle arteritis?

Da årsagen til kæmpecelle arteritis ikke er klarlagt, er det ikke muligt at forebygge sygdommen. Det vigtigste er at følge de lægelige anbefalinger vedr. medicinering, når man har fået stillet diagnosen.

Det er også vigtigt, at du sætter dig grundigt ind i den medicin, du får, så du undgår varige skader som følge af både sygdommen og medicinen.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Langtidsudsigterne er gode, hvis du får behandling for sygdommen.

Synstab eller blindhed er en sjælden, men alvorlig komplikation, men det kan undgås ved rettidig behandling.

Er kæmpecelle arteritis farligt?

Nej, det er ikke farligt, hvis man kommer i rettidig behandling.

Hvor hyppig er kæmpecelle arteritis?

Hvert år rammes ca. 1400 danskere af kæmpecelle arteritis.

Antallet er stigende og forventes at stige yderligere, da andelen af ældre i Danmark bliver større.

Sygdommen ses hyppigere i Skandinavien (og Minnesota, USA, med mange skandinaviske indvandrere) end i andre dele af verden.

Kan jeg få kæmpecelle arteritis mere end én gang?

Nej.

Vil du vide mere?

Illustrationer

Kilder

Fagmedarbejdere

Bo Baslund

overlæge, klinisk lektor, Reumatologisk Klinik, Rigshospitalet

Bo Christensen

professor, ph.d., praktiserende læge, Institut for Folkesundhed - Almen Medicin, Aarhus Universitet

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen