Fakta
- Kvinder med SLE skal planlægge graviditet sammen med den læge, som kontrollerer sygdommen
- Det er vigtigt, at der er ro i sygdommen 6-12 måneder før befrugtning. Det øger chancerne for, at sygdommen ikke bryder ud under graviditeten
Systemisk lupus erythematosus (SLE) rammer særligt kvinder i den fødedygtige alder.
For at få den bedste udgang på graviditet for moder og barn, er det vigtigt med god planlægning i forbindelse med graviditet. Det er vigtigt, at der er kontrol over sygdommen, og at sygdommen er i en rolig fase.
Kontrol af den gravide med SLE foregår på højt-specialiserede hospitaler, hvor der er teams af læger, der særligt tager sig af denne gruppe. Det omfatter også fødselslæger, som er uddannede til at behandle kvinder med særlig risiko under graviditet og fødsel. Det er som regel nødvendigt med en tæt kontrol.
SLE kan ramme flere organer og i forskellig sværhedsgrad. Der kan være stor variation mellem de enkelte tilfælde – også blandt dem med samme organinvolvering.
Kvinder med SLE skal planlægge en eventuel graviditet godt.
Befrugtning bør som anført ske i en rolig fase, og helst efter at sygdommen har været i en sådan fase i 6-12 måneder.
Der er en øget risiko for fornyet sygdomsaktivitet i forbindelse med graviditet, men den er lavest for de kvinder, hvor sygdommen har været i kontrol i en periode på mindst 6 måneder. Planlægning af graviditet bør derfor ske efter grundig information fra den læge, der følger kvinden med SLE og hendes partner.
Medicin som kan benyttes under svangerskabet, bør fortsættes uændret i forbindelse med graviditetsønske. Ofte har det dog været nødvendigt at give medicin forud for graviditeten, som det kan være nødvendigt at ophøre med inden befrugtning. Da det er væsentligt, at sygdommen er i ro inden befrugtningen, anbefales det at skifte behandling til præparater som kan bruge under graviditeten i god tid forud for befrugtningen. Sygdommen bør være i ro i mindst 6 måneder efter skift til medicin, som kan bruges under graviditeten. Medicin som kan benyttes under graviditeten, omfatter bl.a. hydroxychloroquin (plaquenil), prednisolon, azathioprin (imurel) og ciclosporin (sandimmun).
Man anbefaler generelt behandling med magnyl til alle gravide patienter med SLE fra 12. svangerskabsuge for at mindske risiko for svangerskabsforgiftning.
En gruppe af kvinder med SLE har en særlig slags antistoffer i blodet (anti-fosfolipid antistoffer), som kan give anledning til gentagne aborter og blodpropper. Hos denne gruppe af kvinder anbefaler man magnyl fra tidspunktet for konstatering af graviditeten. Ved behandling med marevan anbefales skift til præparat som kan bruges under graviditeten f.eks. tinzaparin.
Hos nogle kan sygdommen være forbundet med komplikationer, der bevirker, at graviditet må frarådes på grund af risiko for kvinden.
Den gravide med SLE bør følges hyppigt af læger, der er specialister i sygdommen og komplikationer hertil. I forløbet er det vigtigt hele tiden at være opmærksom på tegn og symptomer, som kan tyde på fornyet sygdomsaktivitet.
Skulle der komme forværring af sygdommen, er der som anført mulighed for at behandle med ekstra immunhæmmende behandling.
Gravide kvinder med SLE, som er positive for en særlig type antistoffer, anti-SSA/SSB, følges meget tæt. Det skyldes, at der er risiko for, at disse antistoffer medfører rytmeforstyrrelser i barnets hjerte.
Det kræver involvering af flere specialer med læger med særlig interesse og indsigt i dette område.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af