Fakta
- Ved muskelsmerter i brystvæggen er der smerter i musklerne mellem ribbenene
- Smerterne kan minde om smerter fra hjerte og lunger
- En grundig undersøgelse hos lægen vil kunne vise, at det ikke er en farlig tilstand
Muskelsmerter i brystkassen hedder også interkostalmyalgi og er en tilstand med smerter fra musklerne, som ligger mellem ribbenene.
Smerterne kan være skræmmende, fordi de kan minde om smerter fra hjerte eller lunger.
Interkostalmyalgi er en ufarlig tilstand. Men det kan være en god ide at kontakte sin læge for at få afkræftet mistanke om anden sygdom.
Muskelsmerter i brystkassen stammer fra musklerne mellem ribbenene. Smerterne bliver ofte værre, når du bevæger brystkassen, herunder også når brystkassen bevæger sig ved vejrtrækning.
Det vigtigste ved denne slags smerter er at udelukke alvorlig sygdom. Det kan være både fra hjertet og lungerne.
Normalt vil personen være ved godt helbred, mens der i forbindelse med alvorlig sygdom ofte vil være tale om et betydeligt nedsat helbred.
Ved undersøgelse finder lægen stor ømhed i musklerne, når der trykkes på området. En sådan ømhed finder man ikke ved sygdomme i hjerte eller lunger.
Der findes ikke prøver eller tests, som kan benyttes til at stille denne diagnose. Alligevel er det normalt en enkel diagnose at stille for lægen, hvis der er karakteristisk ømhed i musklerne mellem ribbenene. Mennesker med muskelsmerter i brystkassen er desuden oftest anspændte, og det belastende vejrtrækningsmønster er let at observere.
Tilstanden skyldes som regel anspændte muskler og forkert vejrtrækning. Småbørn indånder med maven. Det vil sige, at mellemgulvet bevæges op og ned, således at maven buler frem ved indånding og falder ind ved udånding. Ved denne teknik, som er den rigtige vejrtrækningsteknik, holdes brystkassen i ro, når man trækker vejret.
Mange voksne kan ikke længere trække vejret på denne måde og hæver brystkassen og skuldrene, når luften skal indåndes. Denne belastning er vi egentlig ikke gearet til at kunne tåle. Mange mennesker får da også smerter i disse muskler, som får brystkassen til at løfte sig ved vejrtrækningen. Det bliver så værre, hvis man er anspændt og strammer musklerne mere end nødvendigt, når de egentlig skulle hvile.
Ved skader eller fald og efter operationer i brystkassen ser man ofte sådanne spændinger.
De fleste, der mærker den slags smerter, tænker straks på hjertet. Det fører ofte til øgede muskelspændinger og større og flere smerter. Selve smerterne, antager man, kommer fra irritation i musklerne og senehinderne på grund af overbelastningen.
Muskelsmerter i brystkassen er er en ufarlig tilstand, som ikke behøver behandling.
Det vigtigste er at udelukke anden sygdom og blive fortrolig med, at der ikke er noget galt med hjertet eller lunger.
De fleste vil også kunne have fordel af afspændingsøvelser og lære en god teknik til at trække vejret.
Hvis du stadig får nye perioder med smerter, er det vigtigt at være klar over årsagen og den gode prognose. Bekymringer øger muskelspændingen og dermed generne.
Få udelukket anden sygdom (hjerte og lunger).
Det vigtigste, du kan gøre, er at forsøge at trække vejret normalt.
Ved kraftige smerter fra brystkassen bør du kontakte læge.
Smerterne forsvinder oftest af sig selv, men nogle gange kan personen have smerterne i en længere periode.
Det er en ret almindelig tilstand.
Ja, du kan godt få det mere end én gang.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af