Tietzes syndrom

Søren Kold

speciallæge

Fakta

  • Tietzes syndrom er irritation i overgangen mellem brusk og knogle i et eller flere ribben. Som regel i de to øverste ribben 
  • Sygdommen er sjælden, og rammer mest kvinder i 20-40 års alderen
  • Prognosen er god, men du skal tjekkes af en læge for at sikre diagnosen
  • Behandles med medicin mod smerter af typen NSAID, indtil det går i ro af sig selv

Hvad er Tietzes syndrom?

Brystkasse med muskler og skelet

Tietzes syndrom er en irritation i overgangen mellem brusk og knogle i et eller flere ribben på forsiden af brystkassen.

Hvad er symptomerne?

Irritationen medfører smerter i området. Brusken og knoglen svulmer op og bliver ømt.

Ribbenene bevæges, når vi trækker vejret, når vi hoster eller nyser, og generelt når kroppen er i bevægelse. Smerterne udløses af bevægelser, og de opleves i mange tilfælde som intense og kortvarige anfald.

I andre tilfælde kan smerterne være mere kroniske med konstant dyb smerte i det betændte område. Smerterne kan blive værre, når man trækker vejret dybt, hoster og nyser. Man kan opleve, at smerterne stråler ud i arm eller skulder.

Hos de fleste er kun et eller få ribben angrebet. Ofte er forandringerne i de to øverste ribben.

Hvordan stilles diagnosen?

Diagnosen stilles på baggrund af sygehistorie og lægens undersøgelse.

Smerterne kommer fra ribben på forsiden af brystkassen.

I typiske tilfælde har du en øm hævelse, der hvor det gør ondt.

Hvorfor får man Tietzes syndrom?

Årsagen er ukendt.

Er Tietzes syndrom arveligt?

Formentlig ikke.

Hvad er behandlingen?

Målet med behandlingen er at dæmpe smerterne og inflammation, indtil det går i ro af sig selv.

Varigheden er vanskelig at forudsige. Den kan variere fra dage og helt op til år.

Der findes medicin som både virker mod smerterne og dæmper inflammation: NSAID. Du kan få NSAID på recept hos lægen eller evt. i begrænset omfang købe i håndkøb. Det kan være nyttigt i korte perioder med mange smerter.

I sjældne tilfælde kan du få indsprøjtninger med binyrebarkhormon.

Hvordan undgår jeg at få eller forværre Tietzes syndrom?

Viden om dette er begrænset, men prognosen er god, og smerterne forsvinder oftest efter kortere eller længere tid.

Hvornår skal jeg søge hjælp? 

Første gang du får hævelse fra brystkassen bør du undersøges af læge.

Ved kraftige smerter fra brystkassen bør du undersøges af læge.

Hvordan udvikler sygdommen sig?

Sygdommen helbredes af sig selv.

Er Tietzes syndrom farligt?

Sygdommen er ufarlig og helbredes oftest af sig selv.

Hvor hyppig er Tietzes syndrom?

Sygdommen er sjælden, men rammer mest kvinder i 20-40 årsalderen. 

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Søren Kold

klin. prof., overlæge, ph.d., Klinisk Institut, Aalborg Universitet og det ortopædkirurgiske speciale, Aalborg Universitetshospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen