Afkøling af idrætsskader

Martin Lind

speciallæge

Fakta

  • Skader i forbindelse med idræt er ret almindelige
  • Du kan afkøle skaderne med isposer og håndklæder
  • Princippet bag behandlingen er er RICE:
    • hvile og ro (Rest)
    • afkøling (Ice)
    • kompression (Compression)
    • elevation (Elevation)
  • Pas på at kulden ikke giver frostskader. Brug derfor et håndklæde eller lignende mellem det skadede område og isposen

Idrætsskader og RICE

Idrætsskader er hyppige. Det er almindeligt at afkøle skaden med isposer og håndklæder.

Princippet bag behandlingen, der hedder RICE, står for:

  • Rest – hvile og ro
  • Ice – afkøling af skaden, der modvirker hævelse og smerter
  • Compression – kompression, bandagering med moderat tryk for at forebygge hævelsen
  • Elevation – elevation/løft af arm eller ben, der også forebygger hævelse og lindrer smerten

 

Indenfor den professionelle sport anvendes forskellige isposer, nedkølingspuder og manchetter. De kan anvendes ved idrætsskader med slag og forvridninger, men også ved nogle typer af knoglebrud. Nedkøling anvendes tillige i visse tilfælde efter operationer på ledbånd, fx efter korsbåndsoperationer. Nedkøling kan forebygge hævelse og lindre smerten.

Der er usikkerhed om, hvilken metode af nedkøling der er mest optimal. Det vigtigste er at sikre, at der ikke opstår kuldeskader, når du lægger isposer direkte på huden, da der kan meget let opstå frostskader. Du bør anvende en beskyttende barriere - et vådt håndklæde er mest effektivt. Nerverne kan også svækkes af den lave temperatur.

Nedkøling af huden til ca. 10-15 grader kan accepteres, og tykkelsen af bløddelene indtil muskler og led kan være afgørende for en effekt af nedkølingen. Nedkøling i perioder af 10 minutters varighed anses for acceptabelt, og du bør holde øje med resultatet af behandlingen.

Det samlede RICE-princip er en vigtig del af idræts-fysioterapeuternes behandling af de akutte sportsskader. Kendskab til de fire basale elementer i RICE er vigtig at kende for idrætsfolk: Hvile og ro, afkøling, kompression og elevation.

Der har i de senere år været skepsis omkring evt. bivirkninger ved nedkøling, da nedkøling begrænser de processer, som også er en del af helingen efter skade. Dog er der ikke vist dårlig heling af skader efter RICE behandling. Fordelene ved RICE med lindring af smerte, nedsat hævelse og bedre mobilisering overstiger sandsynligt de evt. mindre begrænsninger i helingen.

Også hvile princippet stilles der spørgsmål ved. Man bør sandsynligt ikke holde et beskadiget led i ro mere end nogle få dage og derefter både lave bevægeøvelser og støtte indenfor smertegrænse.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Martin Lind

overlæge, prof., dr. med., Idrætssektoren, Ortopædkirurgisk afdeling, Aarhus Sygehus

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen