En muskel strækker sig fra sit benede udspring, over et led og til et knoglefæste på en anden naboknogle. I begge ender er musklen typisk smallere og går over i en sene. Den midterste del af musklen er den egentlige muskel eller muskelbugen.
Efter kraftig og uvant belastning af muskulaturen kan der opstå en efterfølgende ømhed i musklerne. Denne ømhed er særlig tydelig i muskelbugen eller ved overgangen mellem muskel og sene. Ømheden opstår cirka 12 til 24 timer efter, at man er ophørt med den fysiske anstrengelse.
Mest udtalte gener opstår efter intense aktiviteter, som medfører stærk udstrækning af musklen under belastning. Det kan fx være ved spark under løb og knæbøjning, hvor lårmusklen på forsiden strækkes, når man bøjer sig ned.
Muskelømhed og smerter begynder 12 til 24 timer efter træningen og når et maksimum efter 24 til 48 timer. Selv om forløbet varierer, kan generne nogle gange vare ved helt op til 10 til 14 dage, mens de gradvist aftager.
Musklen er øm, når du føler på selve muskelbugen eller på overgangen mellem muskel og sene. Muskelømheden øges ved passiv udspænding eller ved en aktiv sammentrækning af den involverede muskel.
Du kan have lokal hævelse og varme i musklen. Muskelstivhed opstår som følge af en spontan forkortelse af musklen, før smerterne sætter ind.
Årsagen til forsinket muskelømhed er ikke fuldt ud klarlagt.
Videnskaben har ment, at ophobning af mælkesyre efter belastning af musklerne er årsagen til muskelømheden. Men en række studier har vist, at det kun tager ca. 1 time med afslapning efter en betydelig belastning af musklerne, før al mælkesyre er fjernet fra skeletmuskulaturen og blodet.
Der har været lanceret en anden teori. Den mener, at smerten skyldes for dårlig blodtilførsel med ophobning af affaldsstoffer, som under belastningen fører til muskelkrampe (spasmer). Dette skulle så give muskelømhed over flere dage.
Heller ikke denne teori er blevet bekræftet af forskningen. Tværtimod viser undersøgelser, at der ikke er nogen øgning i muskelaktiviteten og derfor ingen spasmer i muskulaturen med forsinket muskelømhed.
Forskningen i dag tyder på, at forsinket muskelømhed skyldes små udrifter (mikrotraumer) i muskelfibrene og/eller bindevævet. Mikrotraumerne er opstået i forbindelse med voldsomme sammentrækninger i muskulaturen - altså en slags slidskade. Skaden, som kan være til stede i flere dage efter belastningen, ledsages af en betændelsesreaktion (inflammation) og hævelse.
Det forbigående tab af muskelstyrke og oplevelsen af muskelømhed ser ud til at være to uafhængige hændelser. Reduktionen i muskelstyrke lader til at opstå før ømheden i musklerne og varer længere. Krafttabet ser ud til at være et resultat af muskelskaden.
Man ved ikke, hvad der er den bedste behandling af forsinket muskelømhed, når den først er opstået. Men erfaringer tyder på, at det at fortsætte træningsaktiviteten, som medførte forsinket muskelømhed, hverken synes at forværre muskelskaden eller forsinke helingen.
Nogle rapporter mener, at lette, hurtige og muskelforkortende øvelser kan reducere muskelømheden og fremskynde normaliseringen af muskelstyrken. Men der findes også rapporter, som antyder, at der ikke forekommer nogen væsentlig ændring i muskelstyrken eller lindring af muskelømheden ved lette øvelser.
Værdien af fysioterapi er også modstridende. Der er både redegjort for, at elektrisk stimulering for at reducere muskelømhed kan være både effektivt og ineffektivt.
Nedkøling af muskulaturen efter kraftige anstrengelser har ingen effekt. Massage af muskulaturen efter belastning, som bruges meget af topidrætsudøvere, mangler videnskabeligt bevis for, at det hjælper.
Alt i alt må man konkludere, at der i dag ikke findes nogen sikker behandling af forsinket muskelømhed efter større fysisk belastning.
Forsinket muskelømhed kan forhindres eller reduceres betydeligt. Man kan gradvist øge intensiteten og omfanget af belastningen af musklerne under træning, i konkurrence eller i forbindelse med større og uvant anstrengelse.
Du kan udføre lavintensitets opvarmning og neddrosle dine aktiviteter efter kraftpræstationer, samt udføre varsomme udspændinger af de belastede muskler før og efter aktivitet. På den måde begrænses mikroskaderne på muskulaturen og dermed også den forsinkede muskelømhed. Denne viden er baseret på erfaringer, og der findes ikke videnskabelig dokumentation for, at det er rigtigt.
Paradoksalt nok er den bedste måde at forebygge forsinket muskelømhed at træne regelmæssigt, efter at du har haft en periode med forsinket muskelømhed i opstarten af en træningsperiode.
Hvis du gennem flere uger har tendens til smerter efter træning
Vurdere om der er tegn til anden årsag til smerterne.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
