Ømme muskler efter træning

Martin Lind

speciallæge

Fakta

  • Ømme muskler efter fysisk træning er et normalt og helt ufarligt fænomen
  • Muskulaturen påvirkes under træning, og enkelte muskelfibre vil beskadiges med efterfølgende reparation. Du kan forvente smerter eller ømhed i 1-2 dage, indtil reparationsprocessen er overstået
  • Ved muskelskader efter for voldsom træning kan du få smerter i længere tid

Hvorfor får jeg ømme muskler efter fysisk træning?

Reparationsproces

Enhver form for mere omfattende fysisk træning fører til, at nogle af muskelfibrene i muskulaturen nedbrydes. Det er en del af træningsprocessen og nødvendigt for, at du kan komme i bedre form.

Musklerne vil gennemgå en reparationsproces efter en træningsøgning, så du på ny kan blive klar til nye aktiviteter. Efter en sådan reparation vil musklerne være lidt stærkere og lidt mere udholdende, end de var før træningen.

Ophobning af affaldsprodukter i musklerne

Når du træner, vil du ofte overstige, det man kalder den aerobe tærskel. Dette niveau siger noget om kroppens evne til at udskille affaldsstoffer fra nedbrydningsprocesser og forbrænding.

Kommer du over denne tærskel, træner du såkaldt anaerobt. Du får da en ophobning af affaldsprodukter, fordi træningen har en sådan intensitet, at kroppen ikke formår at skille sig af med unødvendige stofskifteprodukter hurtigt nok.

Denne træningsform fører til, at musklerne stivner, og præstationsniveauet falder.

Et typisk eksempel på dette er sprintere, som "stivner" på opløbssiden lige før målstregen. Musklerne syrer til, fordi der ophobes mælkesyre. En sådan ophobning af affaldsprodukter i muskulaturen vil føre til, at du føler dig øm og stiv dagen efter træning.

Altså skyldes ømme muskler både en reparationsproces og en øget mængde affaldsprodukter i musklerne. Ømheden er helt normal. Den varer for det meste 1 dag eller 2.

Hvad kan jeg gøre for at undgå ømme muskler?

Efter nogen tid med træning vil musklernes evne til at reparere sig selv forøges, og ømheden efter træning bliver mindre i omfang og varighed.

Når du starter med at træne, vil du som regel ikke kunne undgå denne "stivhed" i den første tid. Men efter nogen tid, hvor du kommer i bedre form, og musklerne bliver vant til træning, vil stivheden aftage mere og mere.

Udstrækning

De fleste siger, at udstrækning af musklerne efter træning forhindrer, at du bliver stiv. Dette er sandsynligvis ikke helt korrekt.

Derimod kan udstrækning give en god fornemmelse i trætte muskler.  

Udstrækning af ben

Periode med rolige aktiviteter

Efter hård træning kan det være en god ide at have en periode med rolige aktiviteter, så musklerne får den nødvendige periode til heling og dermed kan kroppen bedre fjerne en del af affaldsprodukterne.

Aktive idrætsudøvere bruger ofte massage, varmebehandling og ultralydsbehandling. Det er ressourcekrævende og ikke nødvendigt for andre end konkurrenceidrætsfolk, som har behov for at komme sig hurtigt efter konkurrencer og lignende.

For aktive motionister er en periode med stive og ømme muskler ofte kun en bekræftelse på, at du har trænet godt. De fleste synes, at dette hører med til træningen.

Hvordan skelner jeg ømme muskler fra skader i musklerne?

Ømme muskler efter træning er som nævnt en normal og ufarlig reaktion på hårdere trænings aktivitet. Ømheden forsvinder af sig selv efter nogle dage, og du bliver helt frisk igen.

Hvis du får skader i musklerne, vil disse ofte give stærke smerter samtidigt med, at bevægeligheden vil være betydeligt reduceret. Det kan være direkte pinefuldt og ikke kun ømt og smertende. Smerterne vil ofte først blive mindre efter nogle dage.

Ved mange typer af muskelskader vil du også få hævelse nær skaden, hvilket aldrig forekommer ved almindelige "træningssmerter".

Efter nogen tid med træning vil du nemmere kunne mærke forskel på skades- og træningssmerter.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Martin Lind

overlæge, prof., dr. med., Idrætssektoren, Ortopædkirurgisk afdeling, Aarhus Sygehus

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen