Deltagere i udholdenhedsidræt omfatter alle aldersgrupper. Selv om eliteudøverne er i 20- og 30-årsalderen, så udgør motionister i alderen 35-50 år den største gruppe.
Som følge af intensiv træning er disse udøvere i risiko for skader som følge af belastning, eller medicinske problemer udløst af overanstrengelse eller overbelastning.
De fleste skader i udholdenhedsidræt skyldes overbelastning. Især ved løb, cykling og roning.
Udholdenhedsudøvere veksler mellem perioder med intens fysisk træning og perioder med hvile og restituering.
Intensiv træning kombineret med utilstrækkelig restitution medfører svækket reparation på celleniveau, og efter nogen tid bliver vævet ødelagt. Forskere mener, at skaderne på vævet udvikler sig og øges i omfang, før udøveren oplever smerte eller andre symptomer.
De fleste seneskader, som opstår på grund af overbelastning, er slidskader (degenerative) og ikke betændelsesreaktioner (inflammation), som det har været antaget tidligere.
På denne baggrund bruges i dag fagbetegnelsen "tendinopati" til sådanne overbelastningsskader. Man bør være tilbageholdende med at bruge betegnelserne "tendinitis" (som betyder senebetændelse) og "tendinose" (som betyder kronisk slitage).
Erkendelsen af, at skader på seneapparatet er slidskader og ikke betændelser, er vigtig for behandlingen. Mange idrætsudøvere med disse tilstande heler langsomt, og det kræver ofte betydelige omlægninger i idrætsaktiviteten og hvile.
Relativ hvile er grundlæggende i behandlingen af tendinopati, såvel som ved andre skader som følge af belastning. Relativ hvile betyder ikke, at du skal sætte sig i en stol og vente på, at det går over, men at du skal udføre andre aktiviteter, som ikke belaster den sene eller muskulatur, som er træt.
Hvor meget og hvor længe du skal hvile afgøres af, hvor intensive symptomerne er, skadens natur og idrætten selv.
For at opretholde formen mens skaden heler, bør du undgå aktiviteter som gør ondt. Du bør erstatte dem med alternative øvelser, f.eks. cykling i stedet for løb. En gradvis tilvænning til idrætsspecifikke aktiviteter er helt afgørende for at undgå tilbagefald.
Nogle reagerer godt på behandling med betændelsesdæmpende midler (NSAIDs) eller kortisoninsprøjtning, andre gør det ikke.
Tilstanden betegner forreste knæsmerter af forskellige årsager i overgangen mellem knæskal (patella) og lårbenet (femur) i knæleddet.
Typisk beskriver idrætsudøverne smerter i forreste del af knæet og nedenfor knæskallen, som har sammenhæng med stadige belastninger af leddet under løb, hop eller cykling.
Smerten forværres ved at gå op eller ned af trapper eller bakker, og den bliver også værre, når personen sidder længe ned med knæet bøjet ("biografsyndromet").
Som med de fleste overbelastningsskader er det en god ide at justere dit træningsprogram. Cyklister kan have behov for at justere saddelhøjden, cykelpositionen eller pedal-/tåsystemet.
Du kan også:
Iliotibialbåndet går fra hoften og fæster på ydersiden af knæet, hvor det glider frem og tilbage over den udstående del af lårbenet. Overbelastningen fører til små skader i iliotibialbåndet, der hvor det glider hen over lårbenet.
Denne belastningsskade er den mest almindelige årsag til smerter på ydersiden af knæet hos løbere. Idrætsudøveren får skarpe smerter eller brænden på ydersiden af knæet, når vedkommende løber, cykler eller går.
Behandlingen omfatter:
Cyklister kan have behov for at ændre deres cykelposition, saddelhøjden eller pedal-/tåsystemet.
Hvis generne fortsætter på trods af korrekt behandling, kan en operation eventuelt komme på tale. Operationen består i at spalte bageste halvdel af iliotibialisbåndet og samtidig fjerne slimsækken som ligger her.
Tilstanden giver smerter på forsiden af det nederste 2/3 af underbenet (langs skinnebenet) i forbindelse med anstrengelser.
Årsagen er en irritation i senefæster på forsiden af skinnebenet. Tilstanden kan have sammenhæng med skævstilling i foden, hvor foden kæntrer indad (hyperpronation) og kalveknæ (valgusknæ).
I milde tilfælde giver tilstanden kun smerter under belastning, mens alvorligere tilfælde kan give smerter selv i hvile.
Der er ved undersøgelse ømhed langs forsiden af skinnebenet ved overgangen til den forreste muskelloge.
Behandlingen omfatter:
I nogle tilfælde kan det være nyttigt med skoindlæg for at korrigere eventuel fejlstilling i foden.
Ved store gener, som ikke bliver bedre ved langvarig behandling (over 3 måneder), kan man udøveren tilbydes operation. Operationen består i en spaltning af muskelkappen (fascien) til den overfladiske og dybe bageste muskelloge. 75-80 % af patienterne bliver symptomfri efter korrekt operation og genoptræning.
Tilstanden kommer som regel snigende med gradvist tiltagende smerter.
I milde tilfælde er symptomerne kun til stede under anstrengelse, mens smerter i alvorligere tilfælde vil påvirke normale aktiviteter i dagligdagen.
Der er ømhed over hælsenen lige ovenfor, hvor den fæster på hælbenet.
I starten af behandlingen kan du prøve:
Hvis du har hyperpronation af foden, det vil sige, hvis den kæntrer indad, skal den korrigeres med specialtilpassede løbesko eller indlæg.
Den mest effektive behandling er excentrisk styrketræning (forlængelse af muskelfibrene). Underbensmusklerne kan styrkes ved at bruge en trappe eller kasse, som du træder op og ned på.
I tilfælde, hvor ovenstående behandling har ringe effekt, kan operation komme på tale. Operationen består i spaltning og løsning af væv fra senen samt eventuelt at fjerne betændelsesvæv.
Cirka 85 % får lindring af deres symptomer efter genoptræning, som består af styrketræning, udspændinger og balancetræning.
Dette er en skade på senepladen på undersiden af foden. Det antages, at skaden skyldes små rifter i denne seneplade som følge af overbelastning. Idrætsudøveren har hælsmerter eller smerter i fodbuen, som ofte er værre først på morgenen eller, man har siddet ned i lang. Det er ofte ømt, når du trykker på udspringet for senepladen på hælbenet.
Behandles med
Kirurgi med eller uden fjernelse af hælspore bør kun bruges til patienter, som ikke viser bedring efter mere end 6-12 måneders anden behandling. Operationen består i løsning af plantarfascien fra fæstet til hælbenet.
Stressbrud er en sjælden og potentielt alvorlig overbelastningsskade i udholdenhedsidrætter.
Stressbrud opstår, når knoglen udsættes for stadige belastninger, f.eks. under løb. Gentagne småskader i knoglen medfører, at knoglereparationen ikke kan holde trit med det vedvarende mekaniske stress, og til slut brækker knoglen.
Stressbrud kan komme i bækken, lårhalsen, lårbenet, begge underben, flere af hælknoglerne og mellemfodsknoglerne. Stressbrud skal altid mistænkes, når en udholdenhedsudøver - særligt en løber - angiver smerter på et bestemt punkt, og at det er ømt, når du trykker på dette punkt.
Almindelig røntgen viser ofte ikke noget tidligt i forløbet, men skintigrafi og MR giver diagnosen.
I mange tilfælde kræver stressbrud kun relativ hvile og muligvis kortvarig brug af krykker eller en gipsstøvle. Alternativ træning (cykling, svømning, styrketræning) i aflastningsperioden er vigtigt.
Udøvere med brud i mellemfoden kan behandles med sandaler eller sko med stive såler.
Udholdenhedsudøvere er udsatte for en række medicinske problemer, som kan forebygges eller behandles med korrekt medicinsk behandling.
Astma er karakteriseret ved anfald med trange bronkier (bronkospasmer), som opstår under og efter store anstrengelser.
Kold, tør luft vil langt oftere forværre symptomerne end varm, fugtig luft - hvilket gør tilstanden udbredt blandt løbere. Luftforurening er en bidragende faktor.
Tilstanden er hyppigere blandt eliteudøvere. Blandt udholdenhedsidrætter er langrend og løb dem, som oftest vil udløse anstrengelsesudløst astma. Cykling er forbundet med en lidt mindre risiko og svømning endnu mindre risiko.
De typiske symptomer er besvær med at trække vejret, men også generende hosten og hvæsen.
Nogle idrætsudøvere har nedsat præstation, men kun under meget voldsom konditionstræning eller i konkurrencer. Jo mere belastende anstrengelser, jo mere sandsynligt er det, at symptomerne vil optræde. Lungemålinger under anstrengelse vil kunne bekræfte diagnosen.
Idrætsudøvere med anstrengelsesudløst astma kan gennemføre udholdenhedsidrætter og bør opfordres til at fortsætte.
Metoder hvor man ikke bruger medicin kan være nyttige som led i grundig opvarmning. Ved at fremprovokere kortvarige symptomer gennem korte, intensive "åndedrag" 15-20 minutter før konkurrencen/træningen, kan man bidrage til at holde generne borte.
Medicinsk behandling med inhalations-astmamedicin (lokal steroid) ved tendens til anstrengelses udløst astma anbefales nu fremfor B-angonist inhalation astma behandlings anbefaling
Ved mere vedvarende symptomer kan det være nødvendigt med en eller flere alternative medikamenter. Dopingregistrerede præparater skal der søges om tilladelse til.
Dette er en dramatisk hændelse, som er blevet hyppigere i takt med den øgede popularitet af maraton og triatlon. De fleste tilfælde er godartede og opstår efter, at udøveren har overstået anstrengelsen (fuldført løbet).
Den almindeligste form for kollaps er knyttet til forbigående lavt blodtryk (hypotension), som skyldes ansamling af blod i benene, efter anstrengelsen er overstået. Tilstanden behandles ved at hæve benene på den liggende person.
Alvorligere tilfælde indebærer lavt natrium i blodet (hyponatriæmi), overophedning og hjerte- og karforstyrrelser. Lavt natrium i blodet skyldes overdrevent indtag af væske med lidt natrium (hypoton væske) til at erstatte tab af natriumrig (hyperton) sved.
Tilstanden opstår først og fremmest i langdistanceløb (maraton), er mere almindeligt blandt kvinder og blandt dem, som ikke løber så hurtigt. Udøvere med lavt natrium i blodet kan stige betydeligt i kropsvægt under en konkurrence. I modsætning til udøvere med hedeslag, så har udøvere som kollapser på grund af hyponatriæmi ikke høj kropstemperatur.
De aktuelle anbefalinger er, at idrætsudøveren kun erstatter den mængde væske som tabes - uafhængigt af om personen drikker sportsdrikke eller vand.
Du skal tolke tørst som et signal om, at du skal drikke. Du behøver altså ikke at starte med at drikke, før du bliver tørstig. Lad derfor tørsten være en rettesnor, når du sveder meget og er i risiko for dehydrering.
Væskeindtaget er som regel 400-800 ml pr. time. Væskeindtaget er cirka 400 ml ved mindre intense aktiviteter og cirka 800 ml ved intense aktiviteter.
Overtræningssyndromet er velkendt. Det indebærer, at udøverens træningsprogram overskrider kroppens evne til at tilpasse sig den høje intensitet i træningen. Men vores viden om syndromet er ufuldstændig.
De mest fremtrædende symptomer er nedsat ydeevne og generel slaphed. Andre symptomer kan være:
Symptomerne bliver ved trods mere end to ugers hvile. Øget hvilepuls er beskrevet som et typisk tegn på overtræning, men dette er ikke bekræftet i nyere studier.
Der findes ingen medicinske tests, som afslører overtræningssyndrom. Men det er en vigtig opgave for lægen at udelukke andre medicinske årsager til slaphed og udmattelse.
En idrætsspecifik belastningstest (f.eks. løb, cykling) som varer ved, indtil udøveren er udmattet, vil normalt vise reduceret præstation og hermed bekræfte diagnosen.
Behandles med hvile i flere uger til måneder efterfulgt af gradvis genoptagelse af træning.
Fagmedarbejdere
Indhold leveret af
