Filler behandling

Martin Heje

speciallæge

Fakta

  • I takt med at vi ældes, mister vi noget af fylden og elasticiteten i vores hud og underhud
  • Hyaluronsyre (fx. Restylane, Juvéderm, Esthélis) er et af de mest populære typer af fyldstoffer ("fillers"), som kan sprøjtes ind i huden. De bruges til at genoprette volumen og fylde i ansigtet samt fylde rynker op, så de glattes ud
  • Hyaluronsyre er et naturligt forekommende stof, der findes i din krop, og som nedbrydes og udskilles af kroppen. Derfor varer effekten kun i ca. 6-12 måneder
  • Den form for hyaluronsyre, der anvendes i fillers, er kunstigt fremstillet. Så der er ikke rester fra dyreproteiner i stofferne. Risikoen for allergi er derfor meget lille

Hvad er fillers?

Fillers består af en rumopfyldende gel (hyaluronsyre), som sprøjtes ind i eller under huden. Fillers bruges til at behandle rynker, give fyldigere læber og forme kindben og hage. 

Hyaluronsyre produceres blandt andet i hud og brusk hos dyr og mennesker. I huden udfylder det tomrummet mellem et netværk af små kollagen- og elastintråde. Hyaluronsyre spiller en vigtig rolle for hudens evne til at binde vand og gør huden strammere og fastere.

Hyaluronsyre fremstilles fra bakterier og er altså ikke udvundet fra dyr. Derfor forekommer allergiske reaktioner meget sjældent. 

Hyaluronsyre hører til den ikke-kirurgiske kategori af hud-fyldstoffer eller "fillers". Fillers har en forbigående effekt, men nogle virker længere tid end andre. Eksempler på fillers er Restylane, Juvéderm eller Esthélis.

Behandling

Behandleren indsprøjter fyldstoffet i serier af små indsprøjtninger, og området masseres forsigtigt under proceduren. For det meste sprøjtes filler ind lige under huden med en meget tynd nål. Massagen skal sprede stoffet.

Du kan forvente en smule hævelse og ømhed på injektionsstedet i 2-4 dage efter behandlingen. Desuden kan huden blive lidt rød. Ofte kombineres filler med Botulinum Toxin for at behandle rynker og furer i ansigtet. 

Resultater

Resultaterne kan ses øjeblikkeligt. Rynkerne bliver ofte udjævnet og huden glattere. Læberne kan blive større og mere markante. Hvor godt resultatet bliver, og hvor længe effekten varer, er afhængig af  

  • Din hudtype
  • Dit ansigts struktur
  • Din alder og livsstil

Hyaluronsyre er ikke et permanent produkt, og effekten varer i 6-12 måneder. Det er nødvendigt med opfølgende behandling med jævne mellemrum. Varigheden er afhængig af, hvilke områder af huden hyaluronsyre bliver brugt på.

Bivirkninger

Der er en meget lille risiko for allergiske reaktioner eller blødning fra det behandlede område. Umiddelbare bivirkninger er rødme, lokal hævelse, kløe og ømhed. Infektion på indsprøjtningsstedet er en sjældnere bivirkning.

Andre sjældnere bivirkninger kan være aflukning af blodkar i indsprøjtningsområdet, som følge af indsprøjtning af filler direkte i blodkarrene eller afklemning af dem udefra pga. filleren. Dette kan føre til vævsdød og i sjældne tilfælde true synet på øjet.

Ved uønsket fylde efter injektion eller alvorligere bivirkninger kan behandles med hyaloronidase, som er et enzym som nedbryder hyaluronsyren. Ved lang tids brug af nedbrydelig filler kan der dannes arvæv i det behandlede område, således at volumenforøgelsen ikke forsvinder helt.

Udbredelse

Ikke-kirurgisk kosmetisk behandling har haft en nærmest eksplosiv vækst i de senere år. Hyaluronsyrebaserede produkter som Restylane var ifølge American Society for Aesthetic Plastic Surgery (ASAPS) det næstmest populære ikke-kirurgiske kosmetiske indgreb i USA. Ca. 1.7 millioner behandlinger blev udført i 2014.

I Danmark er tallet ikke kendt, men der er ingen tvivl om, at det er stærkt stigende.

Lovgivning for kosmetisk kirurgi

Man skal være 18 år gammel for at få foretaget kosmetiske operationer i Danmark; se Bekendtgørelse om kosmetisk behandling.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Martin Heje

overlæge, Plastikkirurgisk afdeling, Aarhus Sygehus

Annika Norsk Jensen

speciallæge i almen medicin, ph.d.,

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen