Kosmetisk kirurgi

Martin Heje

Speciallæge

Fakta

  • Kosmetisk kirurgi udføres for at forbedre en persons udseende og for at kompensere for forandringer som følge af alder eller forandringer opstået som følge af andre livsvilkår, fx ændringer i vægt, graviditet osv.
  • Sæt dig grundigt ind i den operation du ønsker. Tal evt. med flere plastikkirurger inden du lader dig operere 

Undersøg mulighederne

Før du går til en plastikkirurg, kan det være klogt at få en oversigt over kosmetisk kirurgi i Danmark. Man bruger forskellige betegnelser som: plastikkirurgi, æstetisk kirurgi og kosmetisk kirurgi. Du kan få god information på hjemmesiden for Dansk Selskab for Kosmetisk Plastikkirurgi.

Du skal være 18 år gammel for at få foretaget en kosmetisk operation i Danmark; se Bekendtgørelse om kosmetisk behandling.

Hvad er kosmetisk kirurgi?

Plastikkirurgi er traditionelt delt op i en rekonstruktiv del og en kosmetisk del, men man kan sammenligne teknikkerne, der anvendes.

Rekonstruktiv plastikkirurgi

Rekonstruktiv plastikkirurgi udføres for at genskabe en persons udseende eller funktion, typisk efter kræft, ulykker, ekstreme vægttab eller medfødte misdannelser. Kosmetisk kirurgi udføres for at forbedre personens udseende og for at kompensere for forandringer som følge af alder eller andre almindelige livsvilkår.

Kosmetisk kirurgi

Betegnelsen kosmetisk kirurgi eller æstetisk plastikkirurgi bliver ofte brugt, når der ikke er nogen medicinsk grund til operationen. Kosmetisk kirurgi er ikke et selvstændigt medicinsk speciale, som fx. hjertesygdomme er, men det er en fremtrædende del af fagområdet plastikkirurgi. 

De mest almindelige kirurgiske indgreb er brystforstørrelse med silikoneimplantater, fedtsugning og øjenlågsoperationer. Den typiske patient er en kvinde mellem 35-50 år, men antallet af kosmetiske operationer hos mænd er også stigende.

I daglig tale omhandler kosmetisk kirurgi som regel også ikke-kirurgisk behandling, som typisk er rynkebehandling.

Statistik fra 2014 fra American Society for Plastic Surgery (ASAPS) viser, at antallet af kirurgisk kosmetiske indgreb omtrent er fordoblet i USA siden 1997. Men i løbet af samme tid er antallet af ikke-kirurgiske behandlinger ca. seksdoblet. Rynkebehandling med injektion af botox og filler samt hårfjerning med laser er de mest anvendte metoder.

Hvem kan udøve kosmetisk kirurgi?

Ud over at være en autoriseret sundhedsperson har man siden 1. december 2007 skullet være registreret i Sundhedsstyrelsen som kosmetisk behandler for at kunne udøve kosmetisk kirurgi i Danmark. Derudover skal man også være registreret med de specifikke behandlinger, man må udføre, og på hvilke behandlingssteder man udfører behandlingerne.

Hos Styrelsen for Patientsikkerhed kan man se, hvem der er registreret til at udføre kosmetisk kirurgi.

Historie

 

Plastikkirurgi er en ung gren i medicinens historie. Begrebet kommer fra det græske ord "plastikos", som betyder at forme eller at skabe. Det har ikke noget med materialet "plast" at gøre.

Under 1. og 2. verdenskrig så man nye typer skader hos soldaterne. Specielt brandskadede og vansirede krigsofre havde et øget behov for at få genskabt deres udseende. Flere læger begyndte at specialisere sig indenfor dette felt og udviklede metoder til at hjælpe disse mennesker. De samme teknikker kunne også anvendes til at foretage kosmetiske ændringer på raske ikke-skadede personer. Skønhedskirurgien var født.

Kun private klinikker

I Danmark skal man selv betale for kosmetiske operationer på en privat klinik. Der er dog en gråzone mellem det, der vurderes som en "kosmetisk indikation" eller en "medicinsk indikation".

Alle operationer med kosmetisk indikation foretages på private klinikker og hospitaler. Eksempler på operationer med medicinsk begrundelse, som bliver udført på offentlige hospitaler, kan være brystreduktion, flyveører, asymmetri af brysterne, fjernelse af hud efter store vægttab og korrektion af tunge øjenlåg, hvis udsynet er nedsat.

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Martin Heje

Overlæge, Plastikkirurgisk afdeling, Aarhus Sygehus

Annika Norsk Jensen

Speciallæge i almen medicin, ph.d.,

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen