Mestring

Mestring

• Hvad vil det sige at mestre de situationer, man kommer ud for i livet?
• Hvordan mestrer man kriserne?

I lighed med begrebet kriser, beskrives mestring på flere måder. Nogle teorier tager udgangspunkt i mestring som en forsvarsreaktion, som er karakteristisk for det enkelte menneske - et træk ved den enkeltes personlighed. Dette betyder, at evnen til at mestre ligger uden for personens fornuftsmæssige indflydelse, og at personens reaktion på stress er mere uafhængig af situationen.

Andre ser mestring som en modsætning til dette, og mener, at menneskets mestringsadfærd er målrettet, situationsbestemt og foregår bevidst. Psykiateren R. S. Lazarus siger om mestring: "Når vore vigtige værdier eller mål bliver udfordret, truet eller tilintetgjort, oplever vi en psykologisk stress-situation. Mennesket vil søge at imødegå, undgå eller klare denne stress-situation på forskellig vis."

Hensigten med mestring er:

• At forandre de skadelige betingelser i omgivelserne
• At tolerere og tilpasse sig negative begivenheder og realiteter
• At opretholde et positivt selvbillede
• At bevare en følelsesmæssig balance
• At bevare et tilfredsstillende forhold til andre mennesker

Til dette udvikler vi adfærd på to overordnede måder, følelsesregulering og problemløsning. Ofte anvendes begge.

Følelsesregulering

Vi forsøger at dæmpe indre uro, vores oplevelse af skyld eller angst. Vi går ind i en mental proces, undgår at handle, eller fornægter/undviger situationen.

Eksempel:

Hans har været hos lægen og fået at vide, at han har kræft og skal opereres. Han har ikke fortalt det til familien og agter ikke at lade sig operere. Han er forberedt på det værste og vil ikke have, at konen og børnene skal vide, hvor bange han er. Han bliver let irriteret og vred og holder sig for sig selv så meget som muligt. Som et resultat af dette føler han sig ensom og isoleret.

Han tænker på, hvem der skal tage sig af familien, når han er borte, men han vil ikke forurolige familien ved at snakke om det. Konen og børnene har imidlertid reageret på, at han er så forandret. De føler sig alene og ved ikke, hvad de skal gøre.

Den mestringsstrategi, Hans bruger, er at dæmpe ubehag; at undgå at handle. Ved at undgå familien, bliver resultatet en følelse af ensomhed og isolation. Ved at forberede sig på det værste og holde sine tanker for sig selv er han passiv og resigneret og overlader alt til "skæbnen". Dette øger kun hans følelse af håbløshed, hvilket smitter af på familien.

Problemløsning

Vi forsøger at finde årsagen til det, som er sket. Vi ser på, hvad vi kan gøre eller kan få andre til at gøre. Vi søger viden og information. Vi handler.

Eksempel

Hans bestemte sig for at tale med familien. I stedet for de negative reaktioner, han havde forventet, blev de lettet over at få vide, hvad problemet var. Sammen snakkede de om, hvad de følte og tænkte, og hvordan de skulle forholde sig fremover. Den positive reaktion, som Hans mødte fra familien, fik ham til at snakke med andre i samme situation og til at finde ud af så meget som muligt om sin sygdom. Han bestemte sig for operationen i samråd med sin kone. Følelsen af håbløshed forsvandt. Han følte han kunne gøre noget selv. Familien var ikke længere udenfor, de havde et fælles mål.

Den mestringsstrategi, Hans nu bruger, er at være aktiv og engagere sig. Han tog kontrol over situationen og snakkede om sine følelser. Konen og børnene kunne også engagere sig og tale om deres følelser. De kunne alle støtte hinanden.

Man kan både mestre situationen ved en kræftsygdom ved at involvere og engagere sig, og ved at prøve at holde distance og have kontrol. Der er forskellige muligheder for hvert enkelt menneske, men den enkeltes mestringsmuligheder er både påvirket og begrænset af samspillet med familie, venner og kollegaer, som også skal mestre situationen.

Der findes ingen opskrift på, hvordan kriser skal mestres. Til trods for at mennesker følelsesmæssigt reagerer forbavsende ens og ud fra et fælles mønster, når vi bliver stillet over for pludselige belastninger, så er vi alle forskellige på grund af vores forhistorie, erfaringer, kundskaber og alder. Første bud i samspil med andre mennesker er imidlertid respekt for hinandens forskelligheder.

Det er også afgørende at have respekt for hvordan det enkelte menneske tackler sin krise. Det videre kriseforløb bliver præget af, hvordan man bliver mødt af omverdenen. Forståelse for, hvor man er i kriseforløbet, er vigtig.

I den akutte fase er brug af forsvarsmekanismerne en mestringsstrategi. At møde forståelse gør, at man får tid til at tage det ind, som er sket, for så at gå videre i kriseforløbet når man selv er moden til det.