Børns reaktion på sygdom

Børn kan gå fra dyb ængstelse til munter leg på kort tid. I modsætning til de fleste voksne kan de koble bekymringerne fra, når de bliver for overvældende - men de vender tilbage. Selv om børn i perioder tilsyneladende er glade og ubekymrede, har de fortsat brug for ekstra omsorg.

Søskende kan reagere meget forskelligt på forældrenes sygdom. Det er vigtigt at være opmærksom på, at et barn, som trækker sig ind i sig selv, har mindst lige så meget behov for støtte som andre børn, der giver mere direkte udtryk for følelserne.

Hvor var du mor?

Følelserne kan være meget stærke hos børn. Selv flere måneder efter et ophold på hospitalet kan de komme til udtryk i spørgsmål som "Hvor var du mor? Hvorfor var du ikke hos mig? Jeg har savnet dig så meget".

Det bedste, forældrene kan gøre, er at sørge for, at barnet bliver passet af et menneske, som det kender godt, mens mor eller far er på sygehuset. Jævnlige besøg under indlæggelsen og meget samvær efter, at den syge er kommet hjem, hjælper også. Mindre børn reagerer altid på adskillelse fra forældrene. Uanset om det skyldes rejse, sygehusophold eller dødsfald, savner de deres far eller mor og føler sig utrygge, fordi hverdagens rutiner er brudt.

Adskillelse er hårdest for små børn under fire år, som fortsat er meget afhængige af forældrene. De oplever fraværet som truende, de føler usikkerhed og er bange for, at den af forældrene, som er indlagt ikke kommer tilbage.

Ofte protesterer barnet. I begyndelsen højlydt, men siden tilpasser det sig tilsyneladende og knytter sig mere til den raske forælder eller til andre voksne, som står det nær. Under overfladen længes barnet alligevel fortsat intenst samtidig med, at det er skuffet og vred, fordi mor eller far er borte.

Skuffelsen viser sig, når den syge kommer tilbage, og barnet ikke længere vil kendes ved - eller helt undgår ham eller hende. Efter en tid ændrer barnet igen opførsel. Det kommer med bebrejdelser, det græder og klamrer sig til den, som har været borte. Da er det vigtigt, at forældrene prøver at være tålmodige og forstående; barnets opførsel er en naturlig følge af det, som det har været igennem og har ingenting at gøre med, at det føler sig svigtet. Barnet kommer hurtigere over de ubehagelige følelser, hvis forældrene accepterer, at det indimellem reagerer voldsomt og aggressivt.

Tisser i bukserne igen?

Når mindre børn har det vanskeligt, får de ofte delvist tilbagefald til tidligere stadier i deres udvikling. De begynder måske at tisse i bukserne igen, sutte på tommelfinger, stamme eller snakke babysprog. Dette er tydelige tegn på, at barnet har det vanskeligt og har behov for ekstra omsorg.

Vrede og raseri

Større børn har det også vanskeligt, når de adskilles fra forældrene. Hvis far eller mor er indlagt i længere tid, kan savnet vise sig som vrede mod de personer, som passer barnet. I ren fortvivlelse skælder og slår det løs på de voksne. Børn kan også reagere aggressivt på, at den syge ikke længere har overskud til aktiviteter, f.eks. at tage på fisketur eller læse godnathistorier.

Bag aggressionen ligger sorgen over det, som er sket og et håb om forståelse. Som en 10-årig så præcist udtrykte sig: "Når jeg går amok, vil jeg allerhelst trøstes."

Bider negle og har mareridt

Selv om et barn ikke snakker om fars eller mors sygdom, kan det alligevel lide under situationen i hjemmet. Der findes mange måder at reagere på. Det er derfor vigtigt, at de, som har omsorgen for barnet, er klar over, at forandringer i opførsel og adfærd kan være tegn på, at barnet har behov for ekstra opmærksomhed. Vær opmærksom hvis barnet:

• Bider negle, ødelægger ting, slår, sparker, græder og er trist
• Surmuler, er irritabel, vred eller kræver meget opmærksomhed
• Er bange for mørket eller for at være hjemmefra
• Har mareridt eller svært ved falde i søvn
• Har problemer med at spise eller har ondt i maven
• Ikke kan koncentrere sig
• Er bange for katastrofer eller for at andre i familien skal blive syge

Hvis barnet ikke leger

Der er grund til at være særlig opmærksom, hvis barnet:

• Bliver overdrevent medgørlig
• Isolerer sig
• Pjækker fra skolen
• Får adfærdsproblemer i børnehaven eller på skolen
• Ikke leger

Disse reaktioner er meget almindelige hos børn, som går alene med vanskelige tanker og har behov for hjælp til at dele dem med voksne. Det er vigtigt, at både forældre og børnehavepersonale eller lærere er ekstra på vagt over for ændringer i barnets opførsel og snakker med hinanden om det, de lægger mærke til af forandringer. God kontakt mellem hjemmet og børnehaven eller skolen kan være en god støtte for barnet.

Er det min skyld?

Børn kan ikke altid skelne mellem virkelighed og fantasi, og har ofte en forestilling om, at ord, tanker og ønsker kan have en dramatisk effekt på omverdenen. Det er ikke ualmindeligt, at børn er overbeviste om, at de har fremkaldt fars eller mors sygdom, fordi de en gang efter en uoverensstemmelse har ønsket ham eller hende død. Når sygdommen så rammer, føler barnet sig skyldig og ansvarlig og tænker måske, at det nu får en velfortjent straf.

Selv om børn har sådanne tanker, kan de også samtidig have en forståelse af den rigtige sammenhæng. Følelsen af skyld er imidlertid ofte stærkere end fornuften, og kan være meget tung at bære alene.

Vil du vide mere?

• Mor eller far har kræft
• At være sammen under sygdommen 
• Voksne uden for hjemmet
• Ved behov for yderligere råd eller vejledning, kontakt Kræftens Bekæmpelse