De fleste, som dør af en uhelbredelig kræftsygdom, bliver gradvist svækket. Pårørende spekulerer ofte på, hvordan de kan se, at døden nærmer sig. Hvilke symptomer eller tegn bør man være opmærksom på, således at man kan være forberedt, når døden kommer?
Døden giver tegn
Alvorlig kræftsyge dør sjældent pludseligt eller overraskende. De, som er omkring den syge, vil som regel se tegn på, at den syge nærmer sig slutningen. Sådanne tegn kan være:
- Øget behov for søvn
- Den syge giver få signaler tilbage til omgivelserne
- Den syge bliver blåmarmoreret på læber, hænder og fødder
- Åndedrættet forandrer sig. Det veksler mellem at være dybt og hurtigt for derefter at blive mere overfladisk og langsomt med lange pauser (1/2-2 min.) mellem hver gang, den syge trækker vejret
På grund af svigtende kræfter magter den syge ikke at hoste slim op. Derfor kan man høre lyde i brystet og halsen hos den syge. Dette bliver ofte kaldt dødsrallen, men er ikke et udtryk for, at den døende kæmper mod døden. Ofte undgås rallen ved at flytte den syge fra side til side og udføre god mundhygiejne. Enkelte gange kan medicin hjælpe. Dette skal vurderes af læge og hjemmesygeplejerske, og de vil give råd om effektiv behandling.
Døende hører
Den syge bevarer sine sanser, om end nogle er svækket, helt til døden indtræder. Det er særlig vigtigt at huske, at hørelsen normalt fungerer.
Efter døden
Lige efter dødsøjeblikket bliver alle musklerne i den dødes krop slappe. Ansigtstrækkene glattes ud, øjnene bliver matte, og pupillerne udvider sig. Afgang af urin og afføring kan ske lige efter døden på grund af muskelafslapning.
Dødsstivhed indtræder efter nogle timer. Det er derfor vigtigt, at man ikke venter for længe med at klæde den døde om. Blålilla dødspletter kan ses hos nogle efter en tid. Efter at den syge er død, skal en læge bekræfte døden og skrive dødsattest.
Dødsfaldet skal anmeldes til kirkekontoret senest 2 dage efter.
Hvem gør den døde i stand?
Når den syge dør hjemme, er det som regel et forventet dødsfald, og der er ingenting, som haster. Der er god tid. Ofte har den syge og de pårørende på et tidligt tidspunkt snakket sammen om, hvad der skal ske, og hvordan dette skal gøres. Den syge havde måske specielle ønsker, og da er det godt for de pårørende at kunne virkeliggøre disse ønsker.
Den døde kan ordnes af de pårørende alene eller af pårørende sammen med hjemmesygeplejersken og/eller folk fra begravelsesforretningen. Mange pårørende vælger at ordne den døde selv, eventuelt sammen med hjemmesygeplejersken.
Istandgørelsen af den døde er først og fremmest en måde at vise den afdøde respekt på. For pårørende opleves istandgørelsen ofte som en kærlighedshandling. Fagpersoner opfordrer pårørende til at deltage i istandgørelsen af den døde, fordi det som regel er til stor hjælp for dem i sorgarbejdet. Børn og unge er pårørende på linje med andre og må gerne deltage. Nogle ønsker at kæmme hår, andre ønsker at ordne med blomster osv. Det vigtigste er, at de, der har behov for at deltage, får mulighed for det.
Istandgørelse af den døde
Der findes ingen regler for, hvordan døde skal gøres i stand. Herunder følger nogle praktiske råd:
- Kroppen vaskes efter behov
- Neglene klippes, håret kæmmes, munden rengøres, eventuel barbering og eventuelle tandproteser sættes ind
- Hvis hagen falder ned, lægges en pude eller lignende under den dødes hage
- Hvis øjnene er vanskelige at lukke, kan bløde bomuldstotter lægges på øjenlågene i nogle timer
- Det er normalt, at det kommer luft op, når den døde bliver vendt under istandgøring
- Hvis det siver fra endetarm og/eller skede, kan disse tættes (tamponeres) med bomuld
- Afdøde havde måske egne ønsker om, hvilket tøj han eller hun ønskede at have på i kisten. Hvis ikke, vælger de pårørende hvad afdøde skal iklædes, enten privat tøj eller en skjorte fra begravelsesfirmaet
- Den døde kan lægges i kisten hjemme
Før begravelsen/bisættelsen
Den døde kan godt blive i hjemmet til begravelsen, eller bisættelsen finder sted (efter loven indenfor otte dage). Ofte er det størrelsen på boligen og årstiden, som eventuelt sætter begrænsninger for dette. Den døde bør ligge i et luftigt og køligt rum. Hvis det ikke er alt for varmt ude, vil lugt ikke være noget problem.
Begravelsesbureau
Man behøver ikke benytte sig af begravelsesfirmaerne. Nogle ønsker at ordne alt selv, mens andre vil have hjælp til enkelte ting. Dette bestemmer de pårørende selv.
Vil du vide mere?