Kvalme

Lisa Sengeløv

speciallæge

Fakta

  • Kvalme kan skyldes kræftsygdommen selv eller behandlingen
  • Strålebehandling og kemoterapi kan medføre kvalme
  • Man anvender ofte en kombination af kvalmestillende medikamenter ved behandlingen

Denne information er beregnet til kræftpatienter og deres pårørende.

Både kemoterapi og strålebehandling kan være årsager til kvalme. Kræftsygdommen i sig selv, anden medicin f.eks. morfin, træthed og psykisk stress i forbindelse med sygdommen kan også give kvalme. Forstoppelse kan også være en årsag.

Hvis du har vedvarende kvalme, bør du tale med din læge og evt. bede om kvalmestillende medicin. Mange kræftpatienter spiser uregelmæssigt og kan have brug for at tage kvalmestillende medicin til faste tider, f.eks. 1/2-1 time før måltider eller 3 gange om dagen.

Ved medicin mod kræft, f.eks. kemoterapi, vil du få udleveret tabletter mod kvalme. De skal tages før, under og efter kemoterapi på bestemte tidspunkter. Du får også udleveret piller mod kvalme, som du kan tage ved behov.

Strålebehandling kan give kvalme, hvis tarmsystemet bliver ramt af strålerne. Personalet udleverer kvalmestillende piller, som du kan tage ved behov.

Drik meget

Drik så meget som muligt, gerne 2 liter væske hver dag. Mange synes, det er lettere at indtage tilstrækkelig væske, når de bruger sugerør. Prøv dig frem. Prøv danskvand, isvand med lidt citron, iste, æblemost eller sportsdrikke. Du kan også prøve cola eller noget andet, du har lyst til.

Drik lidt af gangen og særligt mellem måltiderne. Hvis du drikker meget væske under måltidet, kan det give dig en "opsvulmet" følelse.

Iskolde drikke kan virke lindrende. Du kan også fryse drikkene til isklumper og suge på dem.

Spis lidt, allerede før du står op

  • Nogle har glæde af at spise eller drikke lidt før de står op, f.eks. the og kiks
  • Spis små mængder i løbet af dagen. Spis ofte, men småt
  • Spis på de tider af dagen, hvor du føler dig mest oplagt
  • Lad andre tilberede maden
  • Prøv at spise noget til alle måltider, kvalmen kan forværres af "tom mave"
  • Luft godt ud i rummet før måltidet
  • Sørg for at hvile godt
  • Tag løstsiddende tøj på og børst tænderne efter måltidet

Spis mad du har lyst til

Generelt tåler man bedst:

  • Mad med lavt indhold af fedt - frugt, grøntsager, fisk, magert kød
  • Tør mad - kiks, f.eks. riskiks, fladbrød, ristet brød
  • Salt mad - saltstænger, bouillon
  • Syrlig mad kan dæmpe kvalme - sure agurker, syrlige drops, vand med citron, frisk frugt, yoghurt

Frisk luft hjælper

Frisk luft kan hjælpe mod kvalme. En gåtur med andre kan stimulere appetitten. Husk at lufte godt ud i det rum, hvor du spiser, fordi madlugt kan forøge kvalmen

Prøv alt, der kan hjælpe

Lig ned og slap af efter måltidet med overkroppen hævet, gerne med vinduet åbent eller på klem. Hav tøj på, som ikke strammer.

Prøv at lægge mærke til, hvornår du får kvalme, og hvad der kan forårsage kvalmen, f.eks. speciel mad, begivenheder, omgivelser. Du kan så forsøge enkle forandringer, f.eks. spise på et andet tidspunkt og vælge nye typer mad. Mange synes, musik kan dæmpe kvalmen.

Prøv også andre ting, som kan virke afledende, f.eks. radio- og TV-programmer, som interesserer dig, eller samtaler med andre om hyggelige/interessante emner.

Råd ved kvalme

  • Drik rigeligt, gerne klare væsker
  • Start dagen med tørre kiks og tynd te
  • Spis lidt til hvert måltid
  • Spis kold mad uden lugt
  • Spis langsomt
  • Sørg for at få frisk luft, gå tur hvis du kan

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Lisa Sengeløv

overlæge, dr, med., Onkologisk afdeling, Herlev Hospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen