Mundtørhed ved kræftsygdom

Lisa Sengeløv

speciallæge

Fakta

  • Mundtørhed er en hyppig bivirkning til kræftbehandlingen
  • Mundtørhed kan bedst lindres ved at drikke rigeligt væske
  • God mundhygiejne er afgørende for at forebygge skader ved mundtørhed

Mundtørhed ved kræft

Mundtørhed forekommer ret hyppigt hos personer, der har kræft:

  • Som led i væskemangel
  • Som bivirkning til strålebehandling eller medicinsk kræftbehandling
  • I forbindelse med anvendelse af andre typer medicin, fx smertestillende morfin

Strålebehandling mod mundhulen og halsen påvirker udskillelse af spyt, spytmængden kan aftage, og spyttet bliver sejere.

Drik rigeligt, sørg for god mundpleje

Drik rigeligt, mindst to liter hver dag. Vælg gerne saft, saft af citrusfrugter, bouillon, danskvand eller vand med citron. Undgå citron, hvis du også har sårbar mund. Hvis du er plaget af sejt spyt, bør du undgå at drikke sødmælk, da mælk øger slimdannelsen. For at gøre det seje slim tyndere, kan det hjælpe at drikke lunkent vand eller lunken te med sukker.

Hvis du ikke får tilstrækkelig næring, bør du vælge næringsrige drikke.

Spytsekretionen kan blive stimuleret ved at bruge sukkerfrit tyggegummi eller syrlige bolcher. Man kan opnå den samme effekt ved at børste tænder før hvert måltid. Husk også at børste tænder efter hvert måltid.

Skyl munden med fysiologisk saltvand før og efter hvert måltid. Du kan købe det på apoteket eller lave det selv (1 teske salt i 1 liter vand).

På apoteket kan du også købe "kunstigt spyt". Det hjælper nogle, mens andre foretrækker at fugte munden med almindeligt vand. Sørg for at have en flaske vand inden for rækkevidde, da du ofte vil have behov for at fugte munden, når du snakker, går tur eller spiser.

Spyt beskytter mod hul i tænderne. Det er derfor særlig vigtigt med god mundhygiejne, hvis du har for lidt spyt. Brug mundskyl med flour og sørg for regelmæssige besøg hos tandlægen.

Blød eller moset mad

Det kan være lettere at spise mad, der har en blød og saftig konsistens eller er flydende. Brug "sovsemad", gratiner og mad, som lader sig mose - gerne med ekstra sovs. Du kan erstatte brødskiver med forskellige typer grød eller opbløde brødskiven i te eller anden væske. Ønsker du alligevel at spise tør mad, kan du vælge at spise suppe samtidig. Drik under alle omstændigheder væske til maden.

Råd ved mundtørhed

  • Drik rigeligt, mindst to liter hver dag
  • Drik næringsrige drikke som syrnede mælketyper (yoghurt og cultura), frugt- og grøntsagssaft, juice og te med citron
  • Fugt ofte munden med vand
  • Spis blød eller moset mad, grød, supper og æggeretter
  • Spis mad med meget sovs og salat med dressing
  • Tyg sukkerfrit tyggegummi eller sug på sukkerfrie pastiller og syrlige bolcher
  • Hold læberne bløde med læbepomade
  • Lav eller køb fysiologisk saltvand (1 teske salt i 1 liter vand) og skyl munden før og efter hvert måltid
  • Køb "kunstigt spyt" på apoteket og benyt mundskyl med fluor
  • Børst tænder ved hvert måltid
  • Sørg for god mundpleje og god tandhygiejne   

Vil du vide mere?

Kilder

Fagmedarbejdere

Lisa Sengeløv

overlæge, dr, med., Onkologisk afdeling, Herlev Hospital

Erling Peter Larsen

speciallæge i almen medicin, Silkeborg

Indhold leveret af

Patienthåndbogen

Patienthåndbogen

Kristianiagade 12

2100 København Ø

DisclaimerPatienthåndbogen